Byen er vores dagligstue

Krøyers Plads, Nørreport Station, Nordhavn og Israels Plads. Dan Stubbergaard, der står bag arkitektvirksomheden Cobe, har på kort tid sat sit umiskendelige præg på København med en række markante projekter i byen. Med udstillingen ’Our Urban Living Room’ på Dansk Arkitektur Center opfordrer Cobe til at opleve byen fra et nyt perspektiv; som en udvidet dagligstue, hvor grænserne mellem det private og det offentlige rum udviskes.

“I dag bruger vi vores by på en helt anden måde end for bare 20 år siden. Havnen er blevet byens største park, og cykelkulturen blomstrer. Byens biblioteker er gået fra at være et sted, man låner en bog, til at være et sted hvor den studerende tilbringer en hel arbejdsdag, en familie bruger en søndag formiddag og en hjemløs kan læse dagens avis. Byen er blevet vores dagligstue. Mange af os, der bor i København, har ikke kæmpestore lejligheder, så det at bruge byen som opholdssted og udvidelse af vores eget hjem er blevet en naturlig del af livet. København har ikke store turistattraktioner som Eiffeltårnet eller Frihedsgudinden – den største turistattraktion er Den Lille Havfrue, som er halvanden meter høj. Det, der måske er blevet byens største attraktion, er det Københavnske hverdagsliv. Det har vi hos Cobe arbejdet med at finde ind til og dyrke – at bygge fantastisk hverdagsarkitektur, som giver mere tilbage til byen, end det tager, og som dermed skaber rammerne for et bedre, sundere, mere socialt og endnu smukkere hverdagsliv” Dan Stubbergaard, arkitekt og grundlægger af Cobe

“Cobe og arkitekt og grundlægger Dan Stubbergaard er værd at holde øje med lige nu – ikke mindst fordi de er med til at tegne det nye København. Derfor har vi inviteret dem til at give et indblik i deres arbejde og i deres visioner for et alsidigt og socialt byliv. Byrummene, bygningerne og byplanerne er med til bevidst og ubevidst at guide os til nye sociale rammer, og den forståelse vil vi gerne være med til at give videre til publikum” Tanya Lindkvist, LIFE programchef, Dansk Arkitektur Center

Fødselsdagsfest på Israels Plads, arbejdsplads på det lokale bibliotek eller en eftermiddag i solen på Dronning Louises Bro. For arkitektvirksomheden Cobe er byen vores nye dagligstue, vi i stigende grad rykker vores hverdagsaktiviteter ud i, og hvor man føler sig hjemme. I udstillingen ‘Our Urban Living Room’ fortæller de om deres vision og viser tankerne bag deres projekter fra de seneste ti års arbejde i København.

Træd ind i en kæmpestor reol

Udstillingen er bygget op omkring en kæmpe reol bygget i træ med modeller, billeder og “minibyggerier”, som publikum kan kravle ind i, interagere med, mærke og lytte til. Tanken med reolen er, at den kan skabe et fleksibelt og multifunktionelt rum – den kan blive til en trappe, en smal gang og et stort rum, og danner dermed også en rumlig oplevelse i sig selv. Og så er reolen jo ikke mindst ofte en del af vores dagligstue. Reolen danner ramme om otte rum med forskellige temaer fra Cobes arbejde, der bl.a. handler om arkitektur til børn, transformation af ældre bygninger, og hvordan fremtidens Københavns skal se ud.

København med Cobes øjne

På udstillingen træder man ind i nogle af Cobes mest markante projekter i København. F.eks. Børnebyen Christianshavn – Danmarks største daginstitution og ungdomsklub til 750 børn, som er designet som sin egen lille by i børnestørrelse med bl.a. brandstation, rådhus og restaurant. Man kan også spejle sig i den smukke guldfacade fra det nye rockmuseum i Roskilde og træde ud på en altan fra The Silo i Nordhavn, som monteres uden på DACs facade i udstillingsperioden. Derudover vil man også få indblik i projekter, der kommer til at forme København, men som endnu er på tegnebrættet – f.eks. var det Cobe, der i februar vandt konkurrencen om at tegne omdannelsen af den populære Papirøen.

Oplev arkitekturen helt tæt på

Cobe har selv kontor på Papirøen, og her vil man i udstillingsperioden kunne komme indenfor og opleve en fortsættelse af udstillingen i DAC. Der bliver dermed bygget bro mellem DAC, Cobe og det, det hele handler om – de fysiske projekter ude i byen. Udstillingen vil sende besøgende mellem de to lokationer og videre rundt på Christianshavn for at opleve Cobes forskellige projekter helt tæt på. Som en del af udstillingen vil der desuden være en række arrangementer, bl.a. kan man komme på rundvisning i nogle af Cobes projekter samt på guidede gåture hver søndag. Samtidig opfordres publikum til at bidrage til et digitalt kort, hvor man kan mappe de bedste offentlige steder i byen til at slappe af, holde fest etc. – de steder, hvor byen bliver til en udvidet dagligstue.

Udstillingen ‘Our Urban Living Room’ er kurateret og udviklet af Cobe og Dansk Arkitektur Center. Udstillingen er støttet af Realdania. I forbindelse med udstillingen udgiver Cobe deres første bog med samme titel udgivet af Arvinius+Orfeus Publishing.

Om udstillingen

‘Our Urban Living Room’ åbnede på Kulturnatten d. 14. oktober 2016 og blev vist indtil d. 8. januar 2017. Entre: 60 kr. Udstillingen blev vist hos både Dansk Arkitektur Center på Strandgade 27B, 1401 København K og hos Cobe på Trangravsvej 6, 1436 København K.

Om Cobe

Cobe er en arkitektvirksomhed grundlagt i 2006 af arkitekt Dan Stubbergaard. På blot ti år har Cobe formået at etablere sig som en toneangivende tegnestue med stor forståelse for arkitekturens funktion som social motor. Tegnestuens projekter tager udgangspunkt i hvert steds særlige potentiale og insisterer på at skabe merværdi for de kommende brugere og det omkringliggende nærmiljø. Blandt tegnestuens mest markante projekter er Ny Nørreport Station – Københavns travleste station, planlægningen af Nordhavn i København – Skandinaviens pt. største byudviklingsprojekt, et nyt ikonbyggeri for Adidas i sports-brandets hovedkvarter i Tyskland, Danmarks nye rockmuseum i Roskilde og udviklingen af Papirøen i København.

 

Om udstillingen

Our Urban Living Room‘ åbnede på Kulturnatten d. 14. oktober 2016 og vises indtil d. 8. januar 2017. Entre: 60 kr. Udstillingen vises hos både Dansk Arkitektur Center på Strandgade 27B, 1401 København K og hos Cobe på Trangravsvej 6, 1436 København K

Pressefotos

Find pressefotos her