Byggesjov i vinterferien for hele familien
I vinterferien forvandlede Dansk Arkitektur Center til et stort byggeværksted og ressourcecenter. Under ’Byg for børn’ gav børn deres helt eget bud på bæredygtig arkitektur med de populære KAPLA-klodser, minimursten og de nye seje HOCKI-papmoduler.
Hvordan bliver fremtidens bygninger presset ind i de allerede trænge storbyer? Og er det samtidig muligt at skabe bygninger ud fra affald? Dansk Arkitektur Center åbnede op for et univers af kreativitet og bæredygtighed med workshoppen “Byg for Børn”. Denne gang med fokus på genanvendelse af materialer og plads i verdens storbyer. Her fik børnene til opgave at bygge bæredygtige huse til storbyens glemte lommer.
Fremtidens bæredygtige byer i KAPLA
Deltagerne kunne søge inspiration i forskellige fotos, cases og arbejdsmetoder fra børneudstillingen ‘Hit med skraldet’, der visete hvordan f.eks. plastikflasker kan blive til nye løbesko eller containere kan blive til nye huse. Dansk Arkitektur Centers guider stod også klar med viden og gode råd. Workshoppen lagde ud med en kort introduktion til dagens udfordrende byggeopgaver, hvor børnene skulle tænke i kreative løsninger til, hvordan de kan bidrage med smukke, finurlige eller nytænkende bygninger til fremtidens bæredygtige byer.
Workshoppen foregik ved, at deltagerne valgte et sted i den fælles by, hvor de vil bygge. Her skulle de ved hjælp af forskellige byggetekniker i de fedeste genbrugsmaterialer som KAPLA-klodser, minimursten og HOCKI-papmoduler bygge deres bud på, hvordan f.eks. boliger, butikker, parker eller højhuse ser ud, når de gir’ den som arkitekt, siger Luise Holm-Rathje, projektleder af workshoppen i Dansk Arkitektur Center.
Kreative konstruktioner i en uendelighed
Arbejdet med disse lækre naturmaterialer gav børnene frit spil til at udfolde sig kreativt og bygge de mest fantastiske konstruktioner uden brug af lim. KAPLA-klodserne, som er fremstillet i pinjetræ, giver sammen med mini-mursten og HOCKI-papmoduler lejlighed for både at bygge helt enkle ting samt store komplekse bygningsværker. Materialerne giver uendelig mulighed for byggeri og konstruktion med fingersnilde og tålmodighed. En af grundtankerne bag er, at i en verden, der ændrer sig så hurtigt, som den gør i dag, er det godt med de helt enkle materialer, som kan kombinere kreativitet med koordination på samme tid.