Byrum får nyt liv om vinteren

Om sommeren hænger vi ud ved havnefronten, og byen fyldes med masser af kulturelle arrangementer. Om vinteren gemmer vi os indendørs og haster gennem byens rum for at komme ind i varmen. Men sådan behøver det ikke være. Udstillingen ’VINTERBYEN’ på Dansk Arkitektur Center viser, hvordan man kan aktivere byens rum på nye måder om vinteren.

Der er et stort potentiale i at udvikle vores byrum, så kulden og mørket vendes til en fordel, der kan skabe unikke vinteroplevelser. Udstillingen VINTERBYEN på Dansk Arkitektur Center viser en række danske og internationale eksempler på, hvordan man ved hjælp af bl.a. lys, lyd og varme kan skabe en mere hyggelig, en tryggere og sjovere by om vinteren.

Fra livreddertårn til iglo

F.eks. kan man i udstillingen opleve projektet Winterstations fra Toronto, Canada. Her får kunstnere og arkitekter til opgave at omdanne strandens livreddertårne, så de kan bruges om vinteren. Det har bl.a. resulteret i en moderne iglo, en vinterbålplads og en gynge med tekstil, der er varmt og blødt at sidde på. Netop materialer kan gøre en stor forskel – tekstil, træ og gummi er oplagte alternativer til de hårde og kolde materialer, der ellers ofte benyttes i byrummet.

Livsgivende lys

Helt oplagt er det også at lege med lys om vinteren – hvilket ikke er muligt i samme grad om sommeren, hvor det er lyst det meste af tiden. I Lyon begyndte borgerne allerede i 1889 at dekorere vinduer med små lys om vinteren, og det udviklede sig siden til en kæmpe lysfestival, der i dag er en stor urban folkefest. Lyset spiller en vigtig rolle i reguleringen af vores humør, og jo tættere man bor på Nordpolen des større er risikoen for at få vinterdepressioner. På den måde har Vinterbyen også en mere alvorlig kontekst – kan den f.eks. være med til at modvirke vinterdepressioner? Eller afhjælpe at ældre undgår at bruge byen om vinteren, af frygt for at komme til skade på det glatte underlag?

Solhvervsfest og vinterbyrum i København

Udstillingen består ikke kun af udenlandske projekter men også af en del danske. Som en del af udstillingen vil kuratorerne fra arkitektvirksomheden Platant fra midten af januar skabe seks nye vinterbyrum til København og Frederiksberg. De skal teste forskellige nye vinterløsninger i byens rum med afsæt i al den viden, der findes om gode vinterbyrum.

For at fejre udstillingsåbningen inviterer Dansk Arkitektur Center (DAC) i samarbejde med Platant og Kulturhavn365 til Solhvervsfest d. 18. december, hvor pladsen foran DAC vil byde på pandekagebagning over bål, familieworkshop med lanterne-byggeri, koncert med Ida Kudo og lys og lydinstallationer.

Udstillingen er udviklet af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Platant. Den er støttet af Realdania. Solhvervsfesten afholdes i samarbejde med Kulturhavn365, et projekt støttet af Nordea-fonden.