Ny udstilling viser nye co2-venlige veje for byggebranchen

17. november 2023

Kontakt

Presseansvarlig Johanne Troelsgaard Toft
jott@dac.dk
+45 6142 1927

Gå på opdagelse i fremtidens materialer og metoder, der kan bane vejen for et byggeri på planetens præmisser. Fra den 17. november inviterer Dansk Arkitektur Center alle inden for i udstillingen Changing Our Footprint, når den globale tegnestue Henning Larsen viser deres bud på, hvordan man lykkes med at skabe en bæredygtig omstilling af arkitekturen.

Udstillingen rejser spørgsmålet om, hvordan fremtidens klimavenlige arkitektur ser ud: Skal vi vænne os til at bo i huse af halm? Vil der skyde nye bydele op, som er bygget af muld og græs i stedet for asfalt og cement? Hvordan arbejder arkitekter med biodiversitet på forskellige skalatrin? Og er fortidens byggemetoder fremtidens redning?

Det byggede miljø står for op til 40 procent af CO2-udledningen på verdensplan. Med en klimakrise som i dag, er det er mere afgørende end nogensinde før, at alle i byggeriet kigger i en anden retning end hidtil. Hvis byggebranchen skal tage sit ansvar alvorligt, kræver det et skift i perspektivet, så der bygges på klodens præmisser i stedet for menneskets.

Med udstillingen Changing Our Footprint får gæster i Dansk Arkitektur Center et håndgribeligt indblik i arkitektens rejse mod et fremtidigt byggeri, som må og skal være mere klimavenligt end i dag, hvis der skal gøres forhåbninger om at nå FN’s verdensmål.

Bag udstillingen står Henning Larsen – en global tegnestue med arkitektoniske perler verden over. I dag designes en stor del af Henning Larsens projekter af biogene materialer, og arkitektvirksomheden har næsten 400.000 kvadratmeter træbyggeri på vej i Europa alene.

Hvad fylder et kilo CO2?

Changing Our Footprint giver en indsigt i arkitekturens verden og håb for fremtidens byggeri. I udstillingen ruller arkitekterne skitsepapiret ud og giver et kig ind i deres systematiske arbejde med research og skalérbare, klimavenlige løsninger fra små, biogene projekter som Feldballe Friskole, en lille skole på Djursland, til enorme byggerier som et nyt logistiskcenter i træ, der batter i stor skala. Alle projekter udvikles gradvist gennem undersøgelser af nye materialer, metoder og forskning. Alt sammen små skridt på vejen mod den grønne omstilling af byggeriet.

Eva Ravnborg, Partner & Country Market Director i Henning Larsen fortæller om tegnestuens arbejde med skalering:
“Vi tester nye materialer og løsninger i en mindre skala og arbejder på at løse dem, så de kan tilpasses til større projekter. Vores primære mål er at overføre vores innovative metoder fra små bygninger på 200 kvadratmeter til områder på op til 200.000 kvadratmeter. Denne skalering er vores afgørende bidrag for at opnå det målsatte resultat om at mindske byggebranchens CO2-aftryk.”

Gæster kan træde ind i Dansk Arkitektur Centers Trappegalleri og udforske projekter og processer, men også nogle af de vigtigste læringer, som tegnestuen har gjort sig.

Udstillingen viser modeller af kommende byggerier, udsnit af en ny slags væg isoleret med halm og vinduer med ålegræs i. Bliv også klogere på, hvor mange kilo CO2 forskellige materialer udleder, og hvordan materialer som halm, blomster og træ er vigtige byggesten på rejsen mod en mere grønt bygget verden med plads til alle levende arter. Gæster kan også afprøve deres egen viden, når de skal rangere materialers CO2-aftryk af alt fra mursten til kork.

Udstillingen, som tidligere er vist på Aedes Architecture Forum i Berlin, er udviklet af Henning Larsen, og er nu rekurateret i en mindre udgave til Trappegalleriet i Dansk Arkitektur Center. Udstillingen kan opleves fra 17. november 2023 til 3. marts 2024.

Læs mere om udstillingen

Tak til

Udstillingen er støttet af den filantropiske forening Realdania.