Fem studerende designer hjørne af Roskilde festival

Roskilde Festival og Dansk Arkitektur Center præsenterer årets vinder af BUILD WHAT HERE-konkurrencen. Blandt 89 kreative bud blev vinderne fem arkitektstuderende fra Aalborg med en kæmpe væg skabt af døre, der skal slænge sig gennem området ’Poor City’ og gøre opmærksom på asylansøgeres tilstand i Norden.

Anders Ladekarl, Generalsekretær hos Røde Kors og medlem af juryen fortæller:
“For tusindvis af asylansøgere, der kommer til Skandinavien, ligger der udfordringer forude, som skal overvindes. Er der bag døren en billet hjem til den ulykke man kom fra, et nyt liv eller måske en overraskelse man overhovedet ikke havde forestillet sig. Fortællemæssigt har vinderprojektet en rigtig stærk symbolsk værdi i forhold til asylansøgeres situation”.

Andreas Møller Nielsen en af de fem personer, der udgør vindergruppen ‘Tegn og Gæt Aalborg’ siger:
“Vi har brugt vores egne erfaringer fra Roskilde Festivalen omkring, hvordan festivalgæsterne tager installationer til sig, overtager dem og gør dem til deres egne. Vi er overlykkelige for at juryen har kunnet se potentialet i vores projekt og vi er rigtig spændte på det samarbejde, der nu venter med festivalen.”

Kent Martinussen, Adm. direktør i Dansk Arkitektur Center og jurymedlem siger:
“I årets BUILD WHAT HERE konkurrence er der lagt særligt fokus på at udforske, hvordan midlertidig arkitektur kan være involverende – både i forhold til livet i selve festivalbyen og i forhold til de store vedkommende spørgsmål; vores ansvar for andre mennesker eksemplificeret i asylspørgsmålet. Der er fundet et stærkt vinderprojekt, der netop formår at gøre dette på en original, kreativ og konkret symbolsk måde, der passer godt til Roskilde Festivalens ånd”

Illustration: Vinderforslaget er lavet af arkitektstuderende fra Aalborg – Mikkel Møltoft Jensen, Louise Færch Gjerulff, Andreas Møller Nielsen, Kasper Johannessen og Karin Sanfridson.

Roskilde Festival og Dansk Arkitektur Center kan nu stolt præsentere årets vinder af BUILD WHAT HERE-konkurrencen, der kører for andet år. 89 kreative sjæle har kæmpet om vindertitlen i designkonkurrencen, og fem arkitektstuderende fra Aalborg er løbet med æren med projektet “Open Borders”.

Bag vinderprojektet står fem studerende fra Aalborg, der med deres visuelt og stærkt symbolladet projekt skal få festivalgæsterne til at tage stilling til unge asylansøgeres forhold i Norden.

I det hjørne af Roskilde Festival 2012, der hedder ‘Poor City’, vil en lang væg lavet af hundrede vis af døre slynge sig igennem landskabet. Væggen er en hindring mellem to grænseområder. Nogle af dørene er åbne, mens andre står på klem eller er aflåst. Du kan banke på eller ringe på dørklokken; Måske bliver du lukket ind på den anden side – men kun måske. Værket ‘Open Borders’ manifesterer Roskilde Festivals fokus på asylansøgeres forhold i Norden. Samtidig fremmer det møder og interaktioner festivalgæsterne i mellem.

Juryen valgte enstemmigt projektet ‘Open Borders’ som vinder. På en klar og umiddelbar måde fortæller installationen historien om asylansøgeres muligheder, usikkerhed og begrænsninger, når de ankommer til et nyt land. Vinderprojektet udmærker sig ved at demonstrere, hvordan arkitektur kan være debatskabende.Juryen fremhæver også især vinderprojektets simple hovedgreb døren som et stærkt element, der referer til det at være på den ene eller den anden side af noget – indenfor eller udenfor.

 

89 forslag fra hele verden

Der har været massiv interesse for konkurrencen BUILD WHAT HERE. I alt er der kommet 89 både forskellige og inspirerende forslag til, hvordan du ved hjælp af midlertidig arkitektur kan involvere festivalgæsterne i en fortælling om unge asylansøgeres forhold i Norden. Deltagerne er designere, arkitekter og kreative hoveder fra hele verden.

 

Andre gruppemedlemmer er Mikkel Møltoft Jensen, Louise Færch Gjerulff, Kasper Johannessen og Karin Sanfridson. De læser alle på uddannelsen Arkitektur & Design ved Aalborg Universitet.

• Vinderforslaget og andre udvalgte projekter bliver udstillet i Dansk Arkitektur Center fra 25. maj 2012, hvor elementer fra konkurrenceforslagene opføres i 1:1
• Jurybetænkningen kan downloades på dac.dk/buildwhathere
• Se alle 89 konkurrenceforslag og læs mere om konkurrencen på den åbne innovationsplatform innosite.dk, hvor festivalbrugere og andre deltagere undervejs kunne kommentere og evaluere forslagene.
• Juryen bestod af:
Anders Ladekarl, Generalsekratær hos Røde Kors
Bettina Lamm, landskabsarkitekt og lektor, Skov & Landskab, Københavns Universitet
Trine Henningsen, bestyrelsesmedlem for Roskilde Festival
Casper Damkier, Projektleder og kurator for Roskilde festival
Kent Martinussen, Administrerende Direktør, Dansk Arkitektur Center
Martin Kaltwässer, Arkitekt og del af duoen Köbberling/Kaltwasser

Dream City

Pressemeddelelse