Ny MIND THE EARTH udstilling åbner i FN´s Hovedkvarter i New York
FN’s Generalsekretær António Guterres har sat klimaforandringer og Climate Action øverst på agendaen på dette års Generalforsamling. Derfor åbner klimaudstillingen MIND THE EARTH den 17. oktober i FN’s Hovedkvarter i New York, efter at udstillingskonceptet allerede har tiltrukket mere end 200.000 besøgende i hele verden. I New York kan både borgere og beslutningstagere opleve en tankevækkende visuel udstilling, der med brug af satellitbilleder giver nye og overraskende indsigter i klimaforandringerne.
Pressemeddelelse 9. oktober 2019
”Climate Change is moving faster than our efforts to address it”
FN´s Generalsekretær Antonió Guterres
Det kræver både mere viden og mere handling at håndtere de igangværende globale klimaforandringer. Dette dobbelte fokus på viden om klimaforandringer og mulige måder at imødegå disse er omdrejningspunktet på udstillingen ”MIND THE EARTH Climate Change – Climate Action”, som udstilles umiddelbart efter Generalforsamlingen.
Udstillingen består af satellitbilleder, som skaber nye perspektiver på de globale udfordringer, som vores klode er udsat for i lyset af de igangværende klimaforandringer. Udstillingens billeder og tekster sætter fokus på udfordringer, dilemmaer og ”best practice” internationalt med henblik på at accelerere og kvalificere de nødvendige debatter, vi må have med hinanden omkring den måde, vi bruger klodens ressourcer på.
Kunstneren Kasper Brejnholt Bak er uddannet ved Kunstakademiets Arkitektskole i København med speciale i byplanlægning, og han har mere end 15 års erfaring som byplanlægger med bæredygtige byudviklingsprojekter i mere end 10 lande. Her blev han fascineret af Google Earth som redskab til at forstå og analysere den måde, vi bosætter os og bruger klodens ressourcer på.
Siden Kasper for fire år siden lancerede sin første MIND THE EARTH udstilling på Dansk Arkitektur Center, har han udviklet 6 internationale udstillinger med forskellige samarbejdspartnere og for mere end 200.000 besøgende. Men det er helt særligt at få lov til at udstille i FN’s Hovedkarter i New York:
”Når man brænder for at formidle viden omkring klimaforandringer, er det helt fantastisk at få mulighed for at udstille i FN. I de godt 6 uger udstillingen vises, vil der komme mindst 150.000 mennesker forbi. Nogle vil være præsidenter og ministre, andre embedsmænd, og mange vil være helt almindelige besøgende. Det er mit håb, at mange af de besøgende vil kunne finde inspiration til nye handlingsmønstre, som kan fremme en bæredygtig omstilling på både politisk og individuelt niveau”.
Udstillingen vil være tilgængelig for alle besøgende i FN´s Hovedkvarter i hele udstillingsperioden fra den 18. oktober til den 1. december 2019.
Udstillingen er udviklet af Kasper Brejnholt Bak, som er grundlægger af MIND THE EARTH, i samarbejde med MIND THE EARTH´s Advisory Board, Dansk Arkitektur Center, CONCITO og Verdens Bedste Nyheder og med økonomisk støtte fra Statens Kunstfond, Dreyers Fond, Rambøl og Minister Erna Hamiltons Legat for Videnskab og Kunst. Danmarks Faste Mission ved FN i New York og Generalkonsulatet i New York har ligeledes bidraget til realisering af udstillingen.
Kontakt og yderligere information
Marketing og kommunikationschef
Mia Heil Rasmussen
+45 4016 3332
mhr@dac.dk