Efterårsferie i DAC: Byg en bæredygtig fremtid i Minecraft

I efterårsferien byder Dansk Arkitektur Center (DAC) alle fantasifulde børn indenfor til masser af kreative oplevelser. Det store højdepunkt er en række Minecraft-workshops i et kort skabt af de populære TrierBrødre sammen med BIG – Bjarke Ingels Group, hvor deltagerne skal løse udfordringen: Hvordan ser en bæredygtig fremtid ud, hvis det er op til dig?

Pressemeddelelse 7. oktober 2019

I DACs Minecraft-workshops er deltagere endt på en øde ø. Her skal de finde ud af, hvordan man får øens sparsomme ressourcer til at række og samtidig undgår at udløse dommedag. De to brødre Mikkel og Emil Trier, bedre kendt som TrierGaming, har sammen med arkitekterne fra BIG bygget et Minecraft univers op omkring nogle af de udfordringer, arkitekturen står overfor i fremtiden. Her kan deltagere nørde rundt i Trier-brødrenes kort og sammen skabe en bæredygtig fremtid i en verden udfordret af oversvømmelser, truet biodiversitet og stigende befolkningstal i byerne.

FORMGIVING med BIG – Bjarke Ingels Group

Minecraft-workshoppen afholdes i forbindelse med DACs store BIG-udstilling FORMGIVING. I udstillingen kan gæster tage med de verdenskendte danske arkitekter BIG – Bjarke Ingels Group på en arkitekturrejse igennem tiden fra Big Bang til Singularity. Og på vejen møder man et farverigt landskab af BIG byggerier fra hele verden.

Formgivning – det danske ord for design – betyder bogstaveligt talt at give form til det, der endnu ikke har en form. Med andre ord: At give form til fremtiden. En opgave, der er vigtigere end nogensinde, nu når mennesket er den største kraft, der former vores planet i dag. Med mere end 70 BIG-projekter fra hele verden oplever gæster BIGs grænseløse kreativitet, og hvordan de lige nu giver form til fremtiden.

I udstillingen kan børn og barnlige sjæle desuden slå sig løs i en kæmpe LEGO-pool og bygge en fremtid. For som Bjarke Ingels understreger: LEGO er ikke bare et legetøj. Det er et værktøj til at forme den fremtid, vi gerne vil bo i.

Kulturnat med droneflyvning og NASA-arkitekt

Og før efterårsferien går rigtig i gang, byder DAC også indenfor til Kulturnatten med fremtiden i fokus. På programmet er droneflyvning, et kunstprojekt med partikler der omdannes til lys og lyd over havnen – og ikke mindst kommer en tidligere NASA-arkitekt og fortæller om, hvordan mennesker skal bo på Mars.

Fakta om efterårsferie i DAC

Minecraft-workshops foregår i perioden 13.-20. oktober i Dansk Arkitektur Center, Bryghuspladsen 10, 1473 København K.
Workshoppen er gratis med adgang til DAC. Alle under 26 kommer gratis ind i DAC og voksne betaler 110 kr. i entre.
Workshoppen anbefales til børn fra 7 år, og børn under 12 skal være i følgeskab med en voksen.

Baggrund for Minecraft workshop

I forbindelse med årets C40 Mayor summit har BIG (Bjarke Ingels Group) og TrierGaming indkaldt alle børn til at bygge fremtiden. I denne online build konkurrence dyster deltagerne om at lave det bedste bæredygtige build i Minecraft. Konkurrencen løber d. 21- 29. september, og kulminerer d. 12. oktober i et stort event på Dansk Arkitektur Center. Eventet er kun for de udvalgte deltagere, men kan følges online på LIVE streaming, og afprøves resten af efterårsferien på Dansk Arkitektur Center.

Kontakt og yderligere information

Marketing og kommunikationschef
Mia Heil Rasmussen
+45 4016 3332
mhr@dac.dk

Pressefotos

Download pressefotos