​Start julen med et besøg i Dansk Arkitektur Center

Kontakt

Presseansvarlig
Johanne Troelsgaard Toft
jott@dac.dk
+45 6142 1927

I Dansk Arkitektur Center (DAC) ved Københavns havnefront starter julen lørdag den 28. november. Her kan gæsterne skabe julepynt i bæredygtige materialer, opleve koncerter eller juleeventyr hver lørdag, og så er det sidste chance for at besøge udstillingen Kids’ City. Turprogrammet er nu udvidet med en familietur, og der bydes på julestemning fra shop til café. Velkommen til jule- og nytårsaktiviteter til og med 3. januar 2021.

Bryghuspladsen foran BLOX træder i karakter som ét af Københavns nye, stemningsfulde byrum. Og i Dansk Arkitektur Center skruer vi også op for stemningen og fællesskabet i den søde juletid. I udstillingen Kids’ City kan man hele december pynte det store juletræ med bæredygtig julepynt, rocke med på god julemusik og rutsje på Københavns længste rutsjebane.

DACs nyheder i julemåneden er:

  • ArkitekTUR – en ny, udendørs familieaktivitet
  • Familieværksted – vær kreative sammen og lav selv julepynt og nytårshatte
  • Hip Hop, juleeventyr og koncerter hver lørdag
  • Udstillingsåbning: SAS Royal Hotel – En kærlighedshistorie
  • Gaveideer fra DAC Design Shop
  • Ny julemenu i DAC Cafe

Se hele juleprogrammet her.

Ny guidet tur: Tag på ArkitekTUR for familier

Som noget helt nyt udvider Dansk Arkitektur Center sine populære guidede ture med en tur for familier særligt tilrettelagt børn i alderen 7-12 år. På ArkitekTUR for familier kommer man med på en sjov og anderledes guidet gåtur rundt i København og lærer en masse om alt den arkitektur, der omfavner os, fra vejene vi går på, husene vi bor i og legepladsen, hvor vi gynger. Her kan man tage hele familien med på opdagelse i byens rum og sætte sine sanser i spil, når vi ser, mærker, lytter og bliver klogere på, hvad arkitektur er.

Hver lørdag kl. 11-12 & 13-14 (fra lørdag den 28. november).

Dansk Arkitektur Center har også ture til det voksne publikum, der er oplagt som et alternativ socialt arrangement til de mange aflyste julefrokoster med venner eller kolleger, der savner hinandens nærvær. Pga. Corona restriktioner er der lige nu et max på 9 deltagere + guiden på hver tur., så her er virkelig en god mulighed for at komme i dialog med vores dygtige guider. Tag fx med på en af de populære ture Dansk arkitektur i verdensklasse eller Ny dansk arkitektur eller book en gruppetur kun for jeres selskab.

Kom ned i tempo og vær kreative sammen

I DACs familieværksted får de voksne tid til nærvær med børnene, mens de i fællesskab er kreative med deres hænder.

Juleværksted: Når du ser et stjerneskud…

Hver weekend fra 28. nov. – 20. dec. kl. 11-16

Tag familien med og fold en stor flot julestjerne af kulørte udstillingsplakater – så bliver det en både smuk og bæredygtig jul. Desuden kan man på egen hånd skabe bæredygtigt julepynt til det store juletræ i Kids’ City.

Nytårsværksted: Arkitektur på hovedet – DIY nytårshat

Hver dag fra 26. dec. til  30. dec. kl. 11-16

Lav en flot og sjov arkitektur-hat, som udfordrer tyngdekraften og garanteret kan vække smil nytårsaften! Traditionen med at tage en sjov hat på til nytår stammer helt tilbage fra fester i Romerriget. Dansk Arkitektur Center holder traditionen i hævd og inviterer til at designe fantasifulde, høje hatte, som helt sikkert vil vække opsigt til nytårsfesten.

Hip Hop, juleeventyr og koncerter hver lørdag

Sammen med Kalle B. fra BørnefestiBAL byder Dansk Arkitektur Center i juletiden på masser af sjov med koncerter og hyggelig højtlæsning. Oplev bl.a. HipSomHap, Danmarks første hiphopgruppe for børn, rock med på julereggae med Trolle og Tormod eller hør Esben Dalgaard (aktuel i TV2s julekalender Juleønsket) læse julehistorier højt.

HipSomHap – Danmarks bedste hiphop til tweens

Lørdag den 28. nov. Kl. 13-14

HipSomHap skyder festen i gang med sej hiphop for børn. Gruppen, der består af Anna Spejlæg og Johnny Ligeglad, har med hittet ”Min Far” rundet 2,5 millioner visninger på YouTube. Kom ind og få en hiphop-oplevelse med tekster i børnehøjde og god energi. Dansere fra Beatjump Dancestudie vil kickstarte koncerten med deres vilde dansemoves.

Esben Dalgaard fra Tinkas juleeventyr og Juleønsket læser gode julehistorier

Lørdag den 5. dec. kl. 10:30-10:50 + 12:00–12:20 + 13:30-13:50

Kom og lyt til gode julehistorier, når Esben Dalgaard besøger Dansk Arkitektur Center og sørger for hyggelig julestemning med højtlæsning i Salen. Esben Dalgaard er kendt som nissen Grot i Tinkas juleeventyr og er aktuel som faren i TV2s julekalender Juleønsket.

Trolle og Tormods Store Juleshow

Lørdag den 12. dec. kl. 13-14

I Trolle og Tormods Store Juleshow er der masser af nisseskæg, ballade og snevejr, når de to herrer synger danseglade og lærerige sange i den bedste reggae-stil. Trolle og Tormod har de sidste mange år turneret land og rige rundt, og med deres unikke juleshow garanterer vi en skøn koncert med masser af jul og reggaerytmer.

Mek Pek’s Åh Abe Juleshow

Lørdag den 19. dec.  kl. 13-14

Mek Pek’s juleshow er et musikalsk og humoristisk show for børn i alle aldre. Kom med og bliv fyldt med god energi, når Mek Pek synger skønne julesange og klassikerne fra Åh Abe-pladerne – garneret med ”løgnehistorier” fra Mek Pek’s egen barndoms jul.

Ny arkitektur- og designudstilling åbner 10. december

I anledningen af 60-års jubilæum for den ikoniske hotelbygning i det centrale København viser Dansk Arkitektur Center en kurateret udstilling om verdens første designhotel: SAS Royal Hotel – et mesterværk, som selv i dag har betydning for dansk arkitektur- og designforståelse.

Udstillingen har fået navnet “SAS Royal Hotel – en kærlighedshistorie”, fordi den omfavner Arne Jacobsens fænomenale evne til at mestre alle led i den arkitektoniske proces, fra de store linjer i bygningens skala til de mindste detaljer såsom værelsesnøgler.

Fra den 10. december og indtil den 25. april 2021 i DAC Passage.

Udstillingen er skabt i samarbejde med Radisson Collection Royal Hotel og støttet af Realdania.

Årets julegave er bæredygtig

DAC Design Shop er en designinstallation og arkitekturoplevelse i sig selv. Bæredygtighed og nytænkning kendetegner store dele af udvalget, der favner alt fra smykker, ure, dufte og mode til bøger, print, grafik og design til børn.

Årets julepynt har også fokus på re-cycling og bæredygtighed og præsenteres fra brands som Sissel Edelbo og Nordstjerne. Tips og inspiration til originale gaver til kæresten, mormor, veninden eller en hemmelig nisseven findes let i Dansk Arkitektur Centers Design Shop, der er det oplagte pitstop på turen rundt i byen.

Sidste chance for at opleve Kids’ City

Udstillingen Kids’ City er i anledningen af julen forvandlet til en magisk vinterby med snefnug, iskrystaller og byens lyde i en juletid. Børnene inviteres til at gå på opdagelse i et sanseligt univers med omvendte huse, kæmpe stole og cykelslanger. Den børnevenlige udstilling, der åbnede 7. februar, blev utroligt populær og forlænget flere gange. I alt har mere end 80.000 gæster oplevet, hvordan god og bæredygtig arkitektur kan gøre livet i byen både sundere og sjovere for alle.

Udstillingen kan opleves til og med den 3. januar 2021.

Nyd varm glögg eller en lun æbledrik med flødeskum til Københavns bedste udsigt

DAC Cafe inviterer til autentisk julestemning med fokus på gode råvarer. I juletiden har DACs dessertkokke skabt en lun æbledrik med flødeskum, der kan nydes med honninghjerter fra chokoladens mester Mark Hermann – den perfekte pause efter en tur rundt på opdagelse i udstillingerne. Caféen serverer også en lækker julemenu af økologiske råvarer.

Tag trygt familien med i Dansk Arkitektur Center

DAC afvikler alle workshops og koncerter ud fra gældende anbefalinger og retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Workshops og koncerter foregår siddende. Der er sørget for, at alle kan holde afstand, og salen fyldes op ud fra først-til-mølle-princippet.

Se juleprogrammet her.

Både workshops og aktiviteter er gratis med adgang til DAC.

Børn (0-17 år): Gratis

Unge (18-25): 50 kr

Studerende: 70 kr

Voksne: 95 kr