Nordisk energikommune

Udstillingsperiode

17. september - 28. oktober 2012

Miniudstillingen ‘Nordisk Energikommune’ satte fokus på udviklingen af grønne energiløsninger i Norden som en samlet region med en fælles vision.

Miniudstillingen ‘Nordisk Energikommune’ kørte i Dansk Arkitektur Center fra den 17. september – 28. oktober 2012. Gratis. Udstillingen blev også vist på Building Green fagmessen fra den 10. – 11. oktober 2012. Senere på året kunne udstillingen opleves i De Nordiske Ambassaders Felleshus i Berlin.

Miniudstillingen ‘Nordisk Energikommune’ præsentererede Norden som en samlet region, der gik målrettet mod at frigøre sig fra brugen af fossile brændstoffer, nedsætte CO2-udledningen og skabe vækst gennem innovation og samarbejde på tværs af grænser og sektorer.

Udviklingen og implementeringen af grønne energiløsninger er allerede langt i Norden, der som en samlet region står stærkt i det globale arbejde med at skabe grøn vækst og et konkurrencedygtigt marked på den korte og lange bane.

Udstillingen koblede hverdagsliv, konkrete grønne teknologier og den nordiske vision sammen. Det er et centralt budskab, at udviklingen ikke kan finde sted uden opbakning fra borgerne, erhvervslivet og organisationer i de lokalsamfund, som blev præsenteret i udstillingen. Borgerne, som i mange tilfælde er brugerne af de grønne teknologier, er netop særligt vigtige aktører i omstillingen til et bæredygtigt samfund, der sammentænker miljømæssige, økonomiske og sociale forhold.
Man kunne i udstillingen kunne få indsigt i konkrete projekter i tal og fakta samt opleve fortællinger fra 14 kommuner i Norden.

Konkurrencen ‘Nordisk Energikommune 2011’

Miniudstillingen er opstået i forlængelse af konkurrencen “Nordisk Energikommune 2011′. I overensstemmelse med de nordiske landes fælles vision om grøn vækst blev der udskrevet en konkurrence i 2010 om at blive ‘Nordisk Energikommune 2011’. 44 nordiske kommuner deltog, her af tolv danske. I løbet af sommeren 2011 evaluerede en international jury 14 af de 44 forslag og valgte vinderen. Den 31. oktober 2011 blev den danske kommune Albertslund udnævnt til ‘Nordisk Energikommune 2011’ mens Drammen Kommune (Norge) og Lidköping Kommune (Sverige) også fik  en særlig anerkendelse for deres projekter.
Alle 14 nominerede kommuner bliver dog betragtet som vindere, idet alle arbejder målrettet med at skabe grøn vækst og udvikle grønne energiteknologier.