Re-think
Re-use
Re-duce

Udstillingsperiode

8. november 2019 - 3. maj 2020

Udstillingskatalog

Hent udstillingskataloget og læs mere om de udstillede værker.

Hvordan designer vi til en klimapresset fremtid? D. 8. november åbner Snedkernes Efterårsudstilling i DAC og løfter sløret for nyskabende og eksperimenterende bud på fremtidens møbeldesign.

Snedkernes Efterårsudstilling i DACs Guldgalleri viser ny dansk møbeldesign skabt til en klimapresset fremtid. Flere og flere flytter til byerne, pladsen mindskes og kvadratmeterpriserne stiger. Vi skal vænne os til at bo mere fleksibelt med færre, langtidsholdbare ting. Og vi skal blive bedre til at gentænke, genanvende og minimere vores brug af materialer.

Anmeldelser

♥♥♥♥♥
Politiken

“Det er smukt og opløftende, fordi omhu og omtanke går hånd i hånd.”

Foto: Hampus Berndtson

Re-think, Re-use, Re-duce

Med titlen Re-think, Re-use, Re-duce kan du opleve 35 bud fra danske designere og producenter på fremtidens møbler. Materialerne er af alt fra sammenpresset savsmuld med svampelim til hamp, pil, ålegræs og industriens overskudsmaterialer. Designet er eksperimenterende, fleksibelt og i høj grad æstetisk. Og selve udstillingsdesignet er en rå stilladsstruktur, der kan bruges igen og igen – med tanke til nutiden, som handler om at gøre noget.

Foto: Hampus Berndtson

Foto: Hampus Berndtson

Lydguide

Lyt til udstillerne, når de selv fortæller om deres værker og de tanker der ligger bag. Du kan finde lydguiden ved at downloade DACs gratis app.

Foto: Kristian Ridder Nielsen

Tidligere udstillinger

2018

Udstillingen blev vist på Thorvaldsens Museum og temaet var MONO. MONO som i én farve, ét materiale og én form.

Foto: Torben Petersen

2017

Side by Side Outside – udendørsmøblets sociale potentiale. Udstillingen fandt sted i Grønnegården på Designmuseum Danmark.

Foto: Torben Petersen

2016

Udstillingen ”Pitch Black – skygger og transparens” havde kontrasterne som omdrejningspunkt og blev vist i Kongernes Lapidarium.

Foto: Alexander Arnild Peitersen

Om Snedkernes Efterårsudstilling

Snedkernes Efterårsudstilling (SE) er en platform for udvikling og eksponering af nutidig og eksperimenterende dansk møbeldesign. SE er en ikke-kommerciel sammenslutning af 88 møbelproducenter og designere, der årligt samarbejder om at skabe et nyt møbel ud fra bestyrelsens tematiske opdrag.

Udover København har SE udstillet i Tokyo, London og Stockholm og vagt stor opsigt hos danske og internationale producenter, som ofte håndplukker projekter fra SE for at sætte dem i produktion.

Hvert år udstilles møblerne på et nyt sted i samarbejde med et nyt hold af kreative kræfter. Holdet bag SE 2019 er udstillingsarkitekt Jacob Manz, fotograf Casper Sejersen og grafiker Claus Due.

Møbler af menneskehånd

Få historien om foreningen Snedkernes Efterårsudstilling (SE) og lær blandt andet om, hvordan samarbejdet mellem snedkere, arkitekter, designere og producenter har banet vejen for den demokratiske designtradition, som Danmark er verdensberømt for.