Copenhagen Towers: Kæmpe erhvervsbyggeri med bæredygtigt drivhus
Erhverv
Arkitektur-
tidslinje
Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.
Se tidslinjeDanmarks største erhvervsbyggeri, Copenhagen Towers, har et offentligt tilgængeligt indgangsparti med fuld fokus på bæredygtighed.
Copenhagen Towers er kontor- og forretningsfolkets store schweizerkniv. Her er en alt-i-en-løsning bestående af kontorfaciliteter, konferencelokaler, restauranter, butikker, wellnessområder samt et stort 4-stjernet hotel. Alt sammen placeret i Ørestad lige ved motorvejsafkørsel 19, metro, tog og fem minutter til lufthavnen.
Copenhagen Towers’ mest iøjnefaldende karaktertræk er de to høje bygninger, som indeholder hotel og kontorer. Hotellet er tegnet af danske Dissing + Weitling, mens Foster + Partners fra London står bag kontortårnet og det såkaldte atrium, som binder de to tårne sammen og samtidig fungerer som hovedindgang til komplekset.
Offentligt tilgængeligt atrium oser af bæredygtighed
Træder man ind i atriet fra Ørestad Boulevard, opleves det overraskende meget som at gå fra Ørestads Sims City-struktur ind i et drivhus. Det skyldes ikke mindst Lendager Group og deres fokus på bæredygtighed. Danske Lendager Group har samarbejdet med Foster + Partners om at tage materiale-genbruget i Copenhagen Tower II til nye højder.
I atriet søger ens øjne naturligt fra de mange levende træer opad mod det vælvede loft under glasset, men også betongulvet er interessant. Gulvet er nemlig støbt af 62,5% affaldsbeton. Med de 1000m2 betongulv er det ikke en uvæsentlig CO2-forskel, beton-genanvendelsen i gulvet giver. Den melerede beton-æstetik giver desuden rummet et råt præg midt i alt det levende.
I det centrale rum er der desuden flere vægge af træ. Det er ikke alle, der opdager, at træpanelerne faktisk er genbrugt. Men går man mod elevatoren kan man ane konturerne af det levede liv, de mørke paneler bærer med sig ind i bygningen. Træet i panelerne er affaldstræ – blandt andet gamle vinduesrammer fra byggerier rundt omkring i Danmark.
Flere af loftspladerne i bygningen er lavet af genanvendte PET-plastflasker. Og bagest i atriet skimtes klare orange-gule og blå trappeskakt-skjulere, der er skabt af kasserede sejl fra konkurrencesejlads.
3. generations kontorer og globalt businesscenter
Sjælsø Gruppen, som var developer på projektet, kalder det 3. generations-kontorer og globalt businesscenter, når de skal sætte et par nøgleord på projektet. Bag disse lidt kryptiske udtryk gemmer sig en målsætning om at skabe et arbejdsmiljø med et meget højt serviceniveau. For medarbejderne handler det om adgang til tandlæge, læge, online indkøb bragt til bilen i parkeringskælderen, foredrag og kurser i bygningen, eget betalingskort til restauranterne og caféerne, fitness og ting der ellers kan lette hverdagen.
Fakta:
- Copenhagen Towers rummer cirka 5.000 arbejdspladser og er det største erhvervsbyggeri samlet på et sted i Danmark.
- Insider tip: det er muligt at tage på guidede ture i bygningen og komme op på 20. etage. Copenhagen Tower byder på et helt særligt udkig over København.
- Er man interesseret i at se flere bæredygtige byggerier og upcycle-løsninger, kan man få hundrede meter fra Copenhagen Towers, opleve Lendager Groups byggerier Ressourcerækkerne og Upcycle Studios.
Arkitektur-
tidslinje
Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.
Se tidslinje