Kongens Bryghus

Kultur

800
Arkitektur-tidslinje

Arkitektur-
tidslinje

Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.

Se tidslinje

Hvor Københavns mange spir fortæller om magt og rigdom, er Kongernes Lapidarium – også kendt som Christian 4.s Bryghus – en fortælling om hæren og om arbejdet.

Det er en helt særlig oplevelse at træde ind i Kongernes Lapidarium, der står på det yderste hjørne af Slotsholmen og er blandt Københavns allerældste bygninger. I dag kan man se direkte ind i øjnene på gipsafstøbninger og skulpturer af blandt andet Christian 4., som oprindeligt fik bygningen opført som en del af et forsvarsværk mod søsiden, dengang Christianshavn endnu ikke var blevet anlagt. Man kan stadig se spor fra den oprindelige funktion som bastion i de åbninger i bygningens munkestensmur, der blev lavet til skydeskår. De 2,5 meter tykke mure og den stærke konstruktion af hvælvinger, man kan opleve inde i stueetagen, vidner også om behovet for en konstruktion, der var stærk nok til at modstå kraften fra kanonild.

Kanoner skiftet ud med humle

Der gik imidlertid ikke mere end 10 år, før bastionen blev til bryghus for flådens mange tørstige soldater, når de sejlede ind i den krigshavn, Christian 4. havde fået gravet ud for at samle de mange funktioner i den store hær. Det er der også spor af inde i bygningen, hvor man kan finde mærker, sat i bjælkerne, formentligt for at angive, hvor højt, der skulle lastes med korn. Der er også spor efter de tunge kobberkedler, tappekar og humlekar, som blev brugt til at brygge øl.

Klart sprog og enkle materialer

Det gamle bryghus er helt enkelt konstrueret af sten, granit, tegl, tømmer og støbejern. Væggene er kalkede og rummene helt enkle at aflæse med et usædvanligt oplevelsesrigt lysindfald, der i sig selv er et besøg værd. Der er ingen krummelurer og ingen unødvendig pynt, men det er også det, der gør bygningen så særegen og interessant: Den taler et helt klart sprog, og de mange helt rene naturmaterialer som træet, kalken og teglstenen gør bygningen levende og taktil på sin helt egen måde.

Gennem to ildebrande

I dag træder bygningen stærkt i karakter med sin enorme tagflade af røde teglsten over de bastante røde munkestensgavle og -facader, men taget er ikke originalt. Oprindeligt var det af skifer og en del lavere end nu, men bryghuset har været brændt ned hele to gange og genopført med nye taghældninger og højder, allersenest i 1768. Det er den version af bryghuset, der kan opleves nu. De tykke mure og stærke sten klarede skærene, så selvom der er blevet skiftet ud undervejs, er det stadig den nederste og stærkeste del af den gamle bastion, man oplever.

Kongens Bryghus ophørte som bryghus efter den anden og sidste brand. Siden blev det i flere hundrede år brugt som opmagasinering af blandt andet nabobygningen, Tøjhuset – i dag kendt som Krigsmuseet. I 2010 blev det imidlertid besluttet, at bygningen skulle blive offentlig tilgængelig, og efter en større renovering var det i 2013 klar til for første gang nogensinde at byde københavnere og gæster helt indenfor. Årsagen til, at det netop blev lapidarium, er, at bygningen er meget vanskelig at varme op. Men det tåler de tavse skulpturer og gipsfigurer af landets gamle konger, fiskermænd og fiskerkoner, som nu står trygt beskyttet og kaster nyt liv af sig i kongens gamle bryghus.

I nærheden af Kongens Bryghus

Lidt forskudt bagved det gamle bryghus kan man opleve endnu en bygning, der fortæller flere historier om Christian 4. Det er det gamle tøjhus, der i dag er bevaret i form af Krigsmuseet. Lige på modsatte side af Frederiksholms Kanal ligger bryghusets mastodontiske, moderne modstykke i form af glas og stål, BLOX, der huser Dansk Arkitektur Center. På samme sidde ligger også Nationalmuseet. Alle sammen er kulturattraktioner, der er en del af Københavns Kulturkvarter.

Sted

København, Indre by

Arkitekt

Ukendt

Bygherre

Christian IV

Opført

1608
Arkitektur-tidslinje

Arkitektur-
tidslinje

Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.

Se tidslinje

Udforsk byen

Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.

Udforsk byen

Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.

Udforsk byen

Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.