Voldparkens Skole – Energicenter Voldparken

Kultur

533
Photo: Andreas Trier Mørch, Arkitekturbilleder.dk
Arkitektur-tidslinje

Arkitektur-
tidslinje

Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.

Se tidslinje

Voldparkens Skole er et af arkitekten Kay Fiskers eksempler på magtfuld arkitektur. Skolen består af bastionslignende murmasser og store tagflader.

Voldparkens Skole ligger ved Utterslev Mose i Brønshøj. Skolen består af en- og treetages bygninger, som sammen med to gymnastiksale og en sportshal indrammer skolegården.

Den lave enetages længe er for de yngste elever, og til hvert klasseværelse hører en åben gårdhave. Parallelt med denne længe og på den anden side af skolegården ligger en treetages bygning til de større børn. Denne bygning er længere og består egentlig af to fløje, der er forskudt i forhold til hinanden. De to fløje er forbundet af et trapperum.

Bygningerne for de større elever ligger mod vest, mens småbørnsskolen vender mod Utterslev Mose mod øst.

Skolens facader er af gule mursten, mens de store tage er belagt med lys eternit. De danner en ideel baggrund for bygningernes præcise og markante skyggevirkninger, og er en fin kontrast til de omgivende, grønne parkarealer. Med sine bastionslignende mure fremstår skolen tung, men kraftfuld.

I kraft af de præcise bygningskroppe, de dybe skygger og de store tagflader er Voldparkens Skole et fint eksempel på arkitekten Kay Fiskers evne til at binde større bygningsanlæg sammen med enkle virkemidler.

I forbindelse med skolen ligger den store boligbebyggelse, Voldparken. Den omfatter cirka 1400 lejligheder foruden butikker og børneinstitutioner. Bebyggelsen består af forskellige dele, der hver især er tegnet af arkitekterne Kay Fisker, Edvard Heiberg, Karl Larsen, F.C. Lund og Viggo S. Jørgensen. Kay Fiskers boligblokke mod øst falder i tråd med Voldparkens Skole, idet boligblokkenes murværk er gult, og de store tage og brede altanbånd er beklædt med eternit.