Af Asta Melchior Jelsing

9. september 2024

Teenageværelset er et sted, hvor døren ofte er lukket, og kun de færreste får lov at træde ind. Alligevel blev Barbara Marstrand lukket ind på 45 forskellige teenageværelser. Vi har talt med hende om, hvad hun fandt bag dørene.

En stikdåse på sengekanten, en bugnende tøjstol og en væg fyldt med magasinudklip og plakater. Farver, rod og autonomi. Det er, hvad Barbara Marstrand er blevet mødt af på sine mange besøg på teenageværelser fra Jylland til Sjælland, Fyn og Bornholm. Her besøgte hun unge mellem 13 til 20 år – og en enkelt 24-årig, der stadig boede hjemme.

Hendes besøg er kogt ned til et fotoprojekt, der undersøger og portrætterer unge menneskers måder at være i verden på gennem fotografier af deres hjem. I fotobogen Still Life of Teenagers smelter Barbara Marstrands to interesseverdener – mennesker og æstetik – sammen på, hvad hun selv kalder en næsten magisk måde.

Foto: Barbara Marstrand

Hvad havde teenageværelserne, du besøgte, tilfælles?

»Der er en masse fællestræk og en masse forskellige træk. Begge dele er der på samme tid, hvilket gør det spændende. For eksempel er det fælles for billederne, at du ikke kan se, hvordan værelsernes ejere ser ud, eller hvilket køn de har. Andre fællestræk er selvfølgelig sengen, skrivebordet og computeren.
Jeg har oplevet, at nogen har set dele ved æstetikken eller den ånd, der er i værelserne, som noget genkendeligt på tværs af tid. Da jeg selv var teenager, havde jeg nogle ting på mit værelse lig dem, der ses i bogen. Det samme gør sig gældende for nogen, der var teenagere 10-20 år før mig.«

Hvad siger de ting, vi omgiver os med, om os?

»Jeg tænker, de siger meget om, i hvilke rammer vi føler os hjemme, og hvad vi godt kan lide at have omkring os – vores præferencer, smag og interesser. Nogen elsker at have mange ting, mens andre er helt modsatte. Æstetikken i de enkelte ting siger også noget om personen, der bor der. Skal det hele være spraglet eller sort og hvidt?

Der er også et forhold mellem det stabile og det eksperimenterende, der er spændende. For teenagere er hjemligheden ikke statisk, som det måske ses i længere perioder hos folk, der er ældre og har etableret sig. Dem, jeg har besøgt, prøver sig i høj grad frem og laver måske en collage på væggen eller tegner lidt på skabslågen, fordi de synes, det er fedt i en periode.

Mette Sandbye, der har skrevet forordet til min bog, brugte vendingen “Det forhåndenværendes princip som indretningsstrategi” – altså, at man indretter med det, man i forvejen lige har. Og det, synes jeg, var spot on.

Foto: Barbara Marstrand

For eksempel er der et billede fra en efterskole, hvor der hænger et sort hestehoved over en dør i et walkincloset. Det fungerer som en dekoration, men jeg forestiller mig, at det er noget, man bare lige har haft ved hånden. Et andet sted er der et baseballbat, der står i indgangen til værelset. Jeg tror ikke nødvendigvis, det er ment som et indretningsobjekt, men samtidig er det heller ikke noget, man har haft brug for at gemme væk.

Det enkelte værelses indretning handler både om, hvordan man gerne vil vise sig frem, hvad man synes er fedt, og hvilket liv man lever. Og når man kommer udefra, ved man aldrig, hvad der er meningen, og hvad der ikke er. Det skaber en sjov dynamik, for det er ikke poleret på en måde, hvor der kun må være helt specifikke ting fremme. Og alligevel tror jeg, at der er tænkt en hel del over det.«

Hvordan ser du teenageværelset?

»Teenageværelset ser jeg både som en lomme i hjemmet, og som et rum for autonomi. Det er et rum i familiens skød, men det er også et rum, hvor teenageren kan udfolde sig frit, alt efter hjemmet selvfølgelig. Samtidig peger det mod verden udenfor – både fordi de på et tidspunkt skal flytte ud, men også i kraft af deres skærme. De har altid et vindue ud til verden, som de kan besøge fra deres seng.«

Man kan forestille sig, at folk, der ikke er i kontakt med teenagere, læser din bog og tænker, at det er sådan her teenagere er. Hvordan ser du bogen?

»Jeg ser bogen som et kulturelt produkt, der fortæller os noget om vores tid lige nu. Bogen er et indblik og en vinkel på noget. Den er et forsøg på at skabe et univers. Alle de ting, der er på billederne, er der også i virkeligheden, men de er ikke repræsentative, og det er heller ikke formålet. Bogen er mere undersøgende, og selvom den giver et indblik, er det et indblik, der er præget af mine æstetiske valg og af de mennesker, jeg har besøgt. Jeg ser det ikke som en svaghed, men som projektets karakter. Formålet har været at se, hvad der sker, når man undersøger noget visuelt.«

Foto: Barbara Marstrand

Hvad lærte du?

»I den periode, jeg tog billederne, blev jeg virkelig begejstret, hver gang jeg kom ind i et rum. Jeg lærte at have en særlig følsomhed overfor at tage det visuelle ind, fordi jeg var så opmærksom på rummet. Det var en virkelig fed modus at være i.
Jeg vil dog sige, at jeg har lært mest af at besøge alle familierne. De lod en fremmed komme ind i deres hjem, og de lod mig kigge på deres ting og tage billeder af dem til mit projekt. Det gav mig en følelse af en forbundethed.«

Er du blevet inspireret?

»Ja, jeg fik lyst til at have lidt flere detaljer og at være lidt mindre ”voksen” i min indretning. Men når jeg kigger rundt i min lejlighed, ved jeg ikke helt, om jeg har taget det til mig. Jeg har en lille bamse, der hænger ude i køkkenet. Den har jeg fået fra min søster fra Japan, og da jeg fik den, tænkte jeg – den kan da bare hænge lige der.«

Barbara Marstrand (f. 1994) er fotograf og uddannet sociolog fra Københavns Universitet. Hun er optaget af at undersøge og sætte fokus på dele af vores kultur, der sjældent får opmærksomhed.

I bogen Still Life of Teenagers viser hun på 108 fotofyldte sider, hvad der gemmer sig bag døren til teenageværelset.

Du kan se udvalgte billeder fra bogen i vores udstilling Teenagedrømme.