Af Karla Clemmensen

7. marts 2024

Historisk set er byen bygget af mænd til mænd. Men betyder vores køn egentlig noget for, hvordan vi bruger og bygger bestemte byrum? Ja, er det korte svar. Sådan lyder teorien i hvert fald bag feministisk byplanlægning, som går ud på at skabe inkluderende byer for alle.

Feministisk byplanlægning kan måske klinge kontroversielt for nogen. Særligt hvis man forbinder feminisme med en kamp mellem kvinder og mænd eller som en bevægelse, der søger at opnå kvinders overlegenhed, alt imens byen bliver forvandlet til et lyserødt Barbie-landskab.

Sådan forholder det sig dog ikke. Katarina Buhl, som til dagligt arbejder som arkitekt i afdelingen Democratic Design ved C.F. Møller Architects i Aarhus, pointerer, at feministisk byplanlægning handler om at skabe byer for alle. Ligesom feminisme traditionelt set er en bevægelse, som kæmper for ligestilling mellem køn.

»Gennem et feministisk syn på byplanlægning, kan man blandt andet designe til minoriteterne i vores samfund. På den måde kan vi skabe byer, der er langt mere levende og langt mere bæredygtige, end hvad vi før har set,« siger Katarina Buhl og forklarer, at der er tale om et perspektiv i byplanlægning, som tidligere har været overset.

Igennem størstedelen af sin uddannelse på Arkitektskolen Aarhus har Katarina Buhl koncentreret sig om feministisk byplanlægning – og det har hun bragt med sig ind i sit arbejdsliv, hvor hun dagligt gør sig umage med at have fokus på forskelligheder.

Lyserød intelligens? Hvis du har en forhåndsantagelse af, hvad feministisk byplanlægning indebærer, er du ikke den eneste. Måske har du lagt mærke til, at denne artikel er illustreret ved hjælp af DALL·E – en tekst-til-billede generator, der bruger AI til at skabe billeder. Illustrationerne herover er fra vores første forsøg på at illustrere ”feministisk byplanlægning”. Noget tyder på, at den kunstige intelligens i hvert fald har en ret lyserød opfattelse af, hvad det betyder.

Byrum som favner bredt

Feministisk byplanlægning handler helt konkret om at indtænke kvinders behov, når man opfører bygninger og planlægger byrum. Det gælder både fysisk og kulturelt. Altså kvindekroppen og aspektet i det at være kvinde i nutidens samfund.

Og hvordan gør man så lige det?

Direktør for Dansk Byplanlaboratorium og tidligere stadsarkitekt i København, Tina Saaby, forklarer, at første skridt er at komme ud og tale med byens borgere om deres behov for at byen skal kunne favne bredere.

»Ved at kigge på og forhøre sig om, hvordan forskellige kvinder bruger og bevæger sig i en by, kan man kortlægge aktiviteter, der tidligere har været ignoreret og dermed designe løsninger hertil,« fortæller Tina Saaby.

Tina Saaby og Katarina Buhl forklarer begge, at feministiske initiativer i byplanlægningen, såsom bredere fortove og cykelstier, mere gadebelysning, grønne arealer med god sigtbarhed og bedre offentlige toiletforhold, ikke alene gavner kvinderne, men derimod alle gående, barnevognstrillende og cyklende – grupper, som i dag har en overrepræsentation af kvinder. De to arkitekter understreger desuden, at feministisk byplanlægning gør byen mere attraktiv for sårbare grupper.

Feministisk byplanlægning er altså ikke et spørgsmål om at ”feminisere” byen, men snarere et spørgsmål om – via kvindens perspektiv – at få øje på problemstillinger og blinde vinkler, som før har været overset.

En omdiskuteret fotoudstilling

Det var en fotoudstilling i Wien i 1991, som for alvor satte fokus på det manglende kvindelige perspektiv i byplanlægningen. Her blev der udleveret kameraer til en blandet gruppe, som skulle bruges til at dokumentere deres hverdagsliv i byen. Udstillingen fik navnet Wem Gehört Der Öffentliche Raum? Frauenalltag in Der Stadt (Hvem tilhører det offentlige rum? Kvinders hverdag i byen) og blev et samtaleemne for mange i arkitektfaget. Særligt fordi fotografierne tydeliggjorde, hvordan byen ikke var nær så imødekommende overfor de kvindelige wienere, hvis færden var langt mindre lineær end de deltagende mænds.

»Aflevering af børn, madindkøb og medicin, som skulle bringes til svage familiemedlemmer, var med til at gøre kvindernes forløb i byen mere flydende. Det handlede altså om meget mere end at komme til og fra arbejde,« siger Katarina Buhl og fortæller, at byen var svær at bevæge sig rundt i. Offentlig transport var dyrt og ikke særligt tilgængeligt, fortovene var hverken brede nok til barnevogne eller kørestole, og flere områder blev betragtet som utrygge.

Fotoudstillingen fik byrådet i Wien til at reagere, og kort tid efter blev det besluttet at integrere et kønsperspektiv i byplanlægningen. Det viste sig ikke blot at komme kvinderne til gode, men også borgere på tværs af køn, alder og etnicitet, hvis byliv før havde været indskrænket.

Fotografi fra udstillingen Wem Gehört Der Öffentliche Raum? Frauenalltag in Der Stadt fra 1991 i Wien | Foto: Barbara Krobath, Creative Commons

Maskulin by-fortælling

Men hvordan er vi så endt med de byer, vi bruger i dag? Den feministiske geograf Jane Dark sagde engang, at vores byer er patriarkatet skrevet i sten, mursten, glas og beton. Inden kvinderne for alvor trådte ind på arbejdsmarkedet, var der en tydelig arbejdsfordeling, som også betød en opdeling af, hvor kvinder og mænd hver især befandt sig henne. Mens de fleste kvinders arbejdsopgaver foregik i og rundt om hjemmet, drog mændene til byerne for at gå på arbejde.

Og netop den samfundsstruktur er ifølge Tina Saaby en af grundene til, at man har manglet et kvindeligt perspektiv i dansk byplanlægning.

»De stillinger, som er afgørende for, hvordan byerne skal se ud; arkitekter, byplanlæggere, ingeniører og lokalpolitikere, har tidligere været domineret af mænd,« siger Tina Saaby.

Kvinder har altså manglet repræsentation og deltagelse i byplanlægning, såvel som en manglende repræsentation af den data man har benyttet sig af, når man skulle planlægge byrum. Og på den måde var det naturligt, at byrum, infrastruktur og bygninger blev udformet efter mandens behov.

Det er dog vigtigt at huske på, at det ikke er ensbetydende med, at byerne var fuldstændig tomme for kvinder, fortæller Katarina Buhl.

»Indkøb til husstanden har dagligt fået kvinder ud i byernes gader. Det var faktisk kun de mest privilegerede, som slet ikke behøvede at opholde sig i byen. På den måde kan man sige, at feministisk byplanlægning også er et opgør med den rå kapitalisme, fordi byen primært er blevet indrettet efter at optimere arbejdslivet, og dermed er andre sider af byboernes liv blevet ignoreret,« siger Katarina Buhl.

De standardiserede målestokke

Lidt skarpt vinklet er byerne altså traditionelt set indrettet af mænd til mænd. Men Katarina Buhl peger også på, at nutidens principper, værktøjer og data, som forskellige fagfolk bruger til at forme og indrette byrum, er præget af eller skabt under den mandsdominerede fortid. Det betyder, at det, vi i dag kalder neutralt, et langt stykke hen ad vejen i virkeligheden er maskulint.

»I arkitektur og design har der gennem tiden været anvendt en række bestemte standarder. Det afspejler sig for eksempel i vores møbler og indretning, hvor vi følger standardiserede målestokke, der gavner en bestemt gruppe. Og det, som er bemærkelsesværdigt, er, at de målestokke ikke engang imødekommer den moderne mand, som blandt andet er blevet højere,« siger Katarina Buhl.

Mange danske tegnestuer er dog kommet rigtig langt de senere år, når det drejer sig om inkludering af flere forskellige perspektiver i byplanlægning. Det mener den tidligere stadsarkitekt Tina Saaby i hvert fald. Hun medgiver dog, at målet ikke er nået endnu. Udfordringen er der netop fordi, at man i rigtig mange år har arbejdet på en og samme måde.

Noget tyder dog på, at feministisk byplanlægning er kommet til København. I Nordhavn, arbejder udviklingsselskabet By & Havn på at skabe gode, alsidige byrum til de mange forskellige målgrupper, der afspejler de eksisterende og kommende beboere og besøgende i området. Under Orientkajs metrohøjbane har de designet et byrum med særligt fokus på at skabe aktiviteter, der kan tiltale teenagepiger.

Byrummet, der har haft arbejdstitlen En grøn opholdsstue, udspringer af forskning, som viser, at mange pigers idrætsdeltagelse falder kraftigt i teenageårene. Den tendens afspejler sig også i byens såkaldte ”aktive byrum”, hvor boldbaner, parkour-anlæg og skateparker oftest indtages af unge drenge, mens piger bliver tilskuere til aktiviteterne. Den skævhed har By & Havn ønsket at tage livtag med og skabe et byrum, der tilbyder andre aktiviteter.

Hvordan kan feministisk byplanlægning se ud?

Det grønne byrum i Nordhavn åbner sig op under metroens højbane, der med sin konstruktion skaber et rum med ly og læ. I bløde buer slynger træopholdsmøbler sig, hvor man kan sidde og flyde sammen med andre. Pladsen er indrettet med skulpturelle elementer, der kan beundres eller bruges til balance og leg. Et stort, organisk formet spejl, reflekterer bevægelser, rytmik og øvelser samtidig med, at det afskærmer og afspejler omgivelserne.

Projektets antropologiske studier viste nemlig, at de unge piger ikke har nogen særlig trang til højintensive aktiviteter, og ønsker ikke nødvendigvis at skulle konkurrere mod hinanden, men i stedet bevæge sig sammen. By & Havn havde brug for ny viden om, hvordan unge mennesker, og i særdeleshed teenagepiger, fra nærmiljøet brugte byen omkring sig, og hvad der inviterede dem til at være aktive og bevæge sig. Derfor blev BARK Rådgivning hyret ind til at gennemføre en kvalitativ undersøgelse og dataindsamling. Antropolog fra BARK Rådgivning, Susanne Abildgaard Rud, stod for feltarbejdet.

»Via de nærliggende skoler på Østerbro og i Nordhavn rekrutterede vi blandt andet flere grupper af piger, som vi inviterede med ud at gå. Vi besøgte steder, som pigerne godt kunne lide at bevæge sig rundt på eller opholde sig ved, imens vi havde en dialog om, hvad der fungerede, og hvad der ikke gjorde,« siger Susanne Abildgaard Rud. Feltarbejdet gav altså en større forståelse af pigernes udfordringer og behov.

Fremtidens byplanlægning

På trods af de gode intentioner bag byrummet i Nordhavn, har projektet ikke kun fået rosende ord med på vejen. Et af kritikpunkterne har været, at projektet er unuanceret. Men Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn, forklarer, at selvom der har været særlig opmærksomhed på de teenagepiger, som ikke bruger byens andre rum, er byrummet i Nordhavn tiltænkt alle.

»Vi har arbejdet med at skabe et inkluderende byrum i Nordhavn med særligt fokus på målgruppen unge piger, fordi undersøgelser viser, at der opstår en skævhed i brugen af byen i teenageårene, og den vil vi gerne være med til at ændre. Ikke fordi vi vil ekskludere andre, tværtimod. Byrummet er for alle, ligesom alle andre byrum i byen.«

Udover feltarbejde med gåture med pigegrupper, bestod inddragelsesprocessen desuden af en stor workshop med 90 udskolingselever – både piger og drenge.
Katarina Buhl har hørt samme kritikpunkt før, men tvivler ikke på, at feministisk byplanlægning bidrager positivt. Og ligesom hos Tina Saaby er svaret kort og kontant, når der spørges til, om der er noget skadeligt ved have et feministisk perspektiv i byplanlægning. Et »nej« uden tøven lyder det fra begge arkitekter.

»Feministisk byplanlægning handler om at tilføje et overset perspektiv, som ikke sker på bekostning af et andet,« slutter Katarina Buhl.

Byrummet i Nordhavn forventes at være etableret ved udgangen af 2024.