Hvem er BIG – Bjarke Ingels Group?
Danske BIG – Bjarke Ingels Group er en af verdens mest indflydelsesrige tegnestuer. I 15 år har de med Bjarke Ingels i spidsen ændret vores forståelse af, hvad arkitektur kan og vil.
For BIG handler arkitektur ikke bare om rent pragmatisk at give tag over hovedet på den mest effektive måde. Eller om blot at tænke utopiske tanker, som ikke kommer virkelige mennesker til gode. BIG er, med deres egne ord, pragmatiske utopister, der vil forbinde de konkrete løsninger med de store tanker. Og altid med udgangspunkt i en klar idé.
En pyramideformet skyskraber. En skibakke midt i byen. Et museum under jorden. Et 12.000 kvm stort oplevelseshus til LEGO formet som LEGO-klodser – naturligvis.
Med knivskarpe koncepter er BIG verdensmestre i at formidle deres arkitektur på en måde, så alle forstår det. Arkitekturen forklarer nærmest sig selv. Bare se på LEGO House: Arkitekturen er tegnet til at indeholde LEGO klodser, og samtidig er det formet som gigantiske LEGO Klodser. Det er svært at se, hvor arkitekturen begynder og indholdet tager over. Med andre ord viser arkitekturens form, hvad indholdet i bygningen er.
Over hele verden fortæller BIG nu inspirerende historier med deres arkitektur. Fra Oksbøl på den danske vestkyst til Shenzhen i det sydligste Kina. Så næste gang du ser et nyt BIG-projekt blive bygget, så spørg dig selv: Hvilken historie vil det mon fortælle?
Vidste du?
- Bjarke Ingels startede BIG – Bjarke Ingels Group i 2005. Før det havde han stået i spidsen for tegnestuen PLOT sammen med Julien De Smedt og arbejdet for Rem Koolhaas’ tegnestue OMA
- BIG har kontorer i København, New York og London – og med mere end 500 ansatte tegner de projekter i både Europa, Nordamerika, Asien og Mellemøsten
- Tegnestuen er blandt andet kendt for 8-tallet i Ørestad, Søfartsmuseet i Helsingør, VIA 57 i New York, Pandahuset i København Zoo og Amager Bakke (et forbrændingsanlæg med skibakke på toppen)
- I 2018 blevet Bjarke Ingels udnævnt til ridder af Dannebrog af H.M. Dronningen