Af Maj Schubert

10. juli 2024

Hvilken rolle skal arkitekturen spille i vores samfund? Og er arkitekturpolitik overhovedet noget der vedrører almindelige mennesker som os? Mød Helle Søholt, direktør i Gehl Architects og talsperson for den gruppe af eksperter, der lige nu arbejder på input til, hvordan en national arkitekturpolitik kunne se ud.

Hvorfor skal vi have en national arkitekturpolitik? Hvorfor er det overhovedet vigtigt?

»Det er vigtigt, fordi en national politik indeholder ambitioner for, hvad arkitekturen og det både planlagte og allerede byggede miljø kan bidrage til i Danmark. Og dét er væsentligt, fordi alle kommuner bør have lokale arkitekturpolitikker, der følger den nationale politik. Kommunerne har ansvar for lokal planlægning af arkitekturen, og når man har så stort et ansvar, bør der også være retningslinjer og en vision på nationalt niveau, der siger noget om de grundlæggende udfordringer, man skal gøre noget ved lokalt.«

Er det så ikke arbejdet i kommunerne, der virkelig rykker ved noget, mere end den nationale arkitekturpolitik?

»Det kan man godt sige. Den nationale arkitekturpolitik er til for at guide eller inspirere. Derfor bliver det de lokale politikker, der bliver afgørende for, hvordan det fortolkes i den enkelte kommune. Jeg synes, at tingene hænger sammen i alt, hvad der handler om arkitekturen, fra lokal til regional og national planlægning. Men det er rigtigt, at det er ude i kommunerne, slaget kommer til at stå.«

Kan man så ikke være ligeglad med en national arkitekturpolitik? Kan den i princippet ingen virkning have?

»De tidligere nationale politikker har ikke været brugt nok. Vores arbejde i ekspertgruppen skal grundlæggende forankre den nye politik meget mere, end den tidligere har været, og også give kommunale politikere mod til at tage nogle diskussioner op, som kan være svære kun at tage lokalt. Virkeligheden skal tænkes på ny, for vi står i dag over for et paradigmeskifte, hvor vi er nødt til at bruge planetens ressourcer på en anden måde og planlægge arkitekturen og det byggede miljø med plads til alle levende arter.

Derfor har vi forsøgt at gå debatsøgende til værks. Ambitionen er at skubbe til nogle dagsordener og sætte en proces i gang nationalt og lokalt. Vi forsøger for eksempel at illustrere nogle konkrete fremtidsscenarier for arkitekturen med projektet Attraktive Livsrammer for Fremtiden – for at undgå, at der kommer et skuffedokument ud i den anden ende.«

Den første arkitekturpolitik fra 2007 fokuserede på vækst, salg og globalisering. Den næste fra 2014 havde en anelse bæredygtighed i sig og fokus på livskvalitet for mennesket. Hvordan adskiller de to sig fra jeres kommende anbefalinger til en mulig politik?

»Jeg betragter også den første fra 00’erne som havende stort vækstfokus. Nu skulle vi ud og “sælge dansk arkitektur” og tiltrække internationale arkitekter. Det var det mindset, der afspejlede tiden i 90’erne og 00’erne. Den danske arkitektbranche havde været relativt lukket om sig selv i mange år, men på samme tid er arkitektur og design en dansk erhvervsmæssig og kulturel styrkeposition, og derfor kom der fokus på at åbne branchen mod omverden. I de årtier fik vi flere internationale arkitekter, der kom til Danmark og byggede, og danske arkitekter tog ud i verden.

Arkitekturpolitikken fra 2014 var meget inspireret af Jan Gehls tanker. Vi var ikke med til at udvikle politikken hos Gehl, men forståelsen for den menneskelige skala fyldte. I 2014 var der et behov for at finde tilbage til den bløde del af arkitekturen, det menneskelige. Bygningerne, der lander blødt i landskabet og skaber nærvær i byrummene omkring os. Men det, der med rette var kritikken af politikken fra 2014, var, at den ikke tænkte langt nok frem og ikke havde klimaperspektivet med.

Det er det opdrag, vi har fået nu i ekspertgruppen. Vi skal i højere grad sætte arkitekturen i kontekst med de kriser, vi er en del af lige nu. Vi er gået ud af en covid-periode og har krise i sundhedssektoren med for lidt personale. Vi har en allestedsnærværende klimakrise. Vi har en energikrise, en sikkerhedsmæssig krise og en stigende grad af polarisering i samfundet. Folk føler sig fremmedgjorte og bliver ikke nødvendigvis involveret i fællesskaber. Vores demokrati er også i en form for krise. Vi har et hav af kriser, vi skal forholde os til.«

Men hvad kan arkitekturen i forhold til alt det?

»Vi mener, at arkitekturen, når den er bedst, kan være med til at løse de kriser. Arkitekturen er det, der hjælper os med at formgive alt omkring os, og alle kriserne har en rumlig dimension og lander bestemte steder i landet – hospitaler, daginstitutioner, boliger, i gader og i byer, for blot at nævne nogle eksempler. I arkitekturen kan vi også arbejde for at reducere CO2-forbrug i byggeriet ved at bruge andre materialer og tænke cirkulært i fremtiden. Inddrage folk lokalt, så man kan bidrage i demokratiske processer. Bygge et miljø, der føles inkluderende for alle mennesker af forskellige overbevisninger, seksualitet, kulturer, fysiske handicap og andet.«

Læser man de første to, virker det, som om arkitekturpolitik er et billede på tiden. Men alt er hektisk og omskifteligt i dag. Hvordan sikrer man, at jeres arbejde ikke bliver bedaget hurtigt?

»Jeg tror ikke, det er én ting, som sikrer det. Vores anbefalinger vil stå på nogle værdier, noget metode, data og eksempelføring. Det er noget af det, vi håber, der skal til, for at den bliver langtidsholdbar. Arbejdstitlen har været at gå væk fra mennesket i centrum til alt levende i centrum. Det er værdierne, som skal danne grundlag, og det er især det skift, der gør, at den bliver langtidsholdbar.

Det er også vigtigt, at vi forholder os aktivt til, hvor vi tror, vi er på vej hen. Hvor er vi i 2035? Vi har brugt projekterne fra Attraktive Livsrammer for Fremtiden til ikke bare at se på, hvad vi kan nu og her, men også hvad der sker, hvis vi går ud i nogle ekstremer længere ude i fremtiden. Og når vi har bedt relevante aktører om at sende forslag ind i de åbne idékonkurrencer, som vores arbejde også vil stå på, har vi ikke spurgt: ”Hvad er fremtidens villakvarter?” For hvis vi sagde det, ville vi sige, at der stadigvæk var et villakvarter frem over. Det ved vi ikke, om der er. Vi har i stedet spurgt: ”Hvad ér villakvarteret i fremtiden?” For det kan være, at det er noget nyt.«

Det kan jo virke en smule radikalt, for eksempel en fremtid uden det villakvarter, som så mange bor i.

»Ja. Det er det også.«

Helt ærligt, kommer det til at ske? Vi skal bo mindre, bygge biogent og genopfinde bymidterne. Men det kræver, at folk faktisk gør det. Er det overhovedet realistisk eller blot utopi?

»Det kræver en kulturforandring, og ja, det er radikalt, når man skal lave nogle forandringer i en måde, vi har opereret på i mere end 50 år. Sådan er det hver gang, der laves et skift i et samfund i det omfang.

Men realiteten er jo, at meget af det, der bliver bygget i dag, ikke nødvendigvis muliggør en anderledes adfærd. Mange af de boliger, der bliver bygget, er på steder, hvor det ikke nødvendigvis er nemt med offentlig transport. Så kan du kun bo der, hvis du har en eller to biler. En omlægning af det liv kræver en stor grad af mod. Privat og politisk. Det kræver forandringer i dagligdagen.

Men vi står i en situation, hvor kloden brænder. Det byggede miljø udgør op mod 40 procent af vores samlede CO2-forbrug. Vi er nødt til at overveje måden, vi planlægger og bruger arealer på og til hvilke formål. Det kan ikke være andet end grundlæggende. Kan vi lykkes med det? Det kan vi kun, hvis vi laver nogle fremtidsbilleder, som er tillokkende, og hvor man godt kunne tænke sig at bo.

Rammerne for ”det gode liv” skal gentænkes. En del af det, tror jeg, er at bruge mindre teknologi, når vi bygger. Vi har bygget store betonhuse, men vi skal tilbage til noget, der er mere naturligt. Med naturlig skygge. Naturligt, dejligt mikroklima mellem husene og naturligt indeklima. Naturlige byggematerialer og noget, der nemt kan skilles ad og bruges på ny, så vi ikke skal rive så meget ned.«

At skulle tilbage til naturen og bruge mindre teknologi står jo i kontrast til vores samfund – eksempelvis i forhold til den økonomiske model med incitamenter til at bruge billige materialer og bygge hurtigt. Hvis en ambitiøs arkitekturpolitik skal virke, kræver det så ikke en grundlæggende anden tilgang til, hvordan vi har indrettet os?

»Det kræver i hvert fald, at vi får udviklet et marked, der efterspørger de nye løsninger, vi lægger op til. Vi har brug for at eksperimentere og prøve os frem, ikke kun med byggeriet, men også med de markedskræfter, der skal til for at kunne efterspørge nye ting. Det er alt fra materialer til byggemåder, funktioner og måder at leve på. Vi arbejder derfor med vores kommende anbefalinger på en systemisk måde, fordi mange ting hænger sammen.

Et eksempel på at prøve sig frem, være modige og skalere, er ældrebofællesskaberne. Det var gået fuldstændig i stå i Danmark. Der var ingen, der byggede eller fandt behov for dem. Så lavede Realdania en analyse, der viste, at der var et spirende behov, fordi der er flere og flere ældre mennesker, der er ensomme. I dag er det blevet et lille blomstrende submarked i Danmark, hvor flere udviklere går ind på markedet og begynder at skalere og bygge flere ældrebofællesskaber. Den type eksperimenter vil vi gerne se flere af.«

Vi lever i en tid, hvor vi får fortalt, at alt er ekstremt vigtigt og presserende. Det kan føles, som om verden er ved at gå under hele tiden. Er det vigtigere i dag at have en national arkitekturpolitik end tidligere, eller er det bare en måde, vi taler om alt på?

»Jeg synes egentlig altid, at det har været vigtigt, men du har ret, der er en urgency på alting. Det er vigtigt med en arkitekturpolitik i dag, fordi vi kan ikke løse mange af ambitionerne i samfundet, hvis ikke vi tænker det fysiske aspekt med. Dermed er arkitekturen en fuldstændig afgørende brik. Hvad enten vi vil have bedre skoler eller velfærdsinstitutioner, have levende bymidter, løse vores transportudfordringer eller understøtte urbaniseringen – eller det modsatte.

Alt har et fysisk output, som påvirker det hele. Det er vi ikke altid opmærksomme nok på. Jeg tror simpelthen, vi må indse, at vi ikke kan løse kriserne uden at have det fysiske og rumlige med, som er arkitekturen.

Og dermed er det fuldstændig afgørende at forholde sig til en arkitekturpolitik, arbejde aktivt med den og gøre det til en del af den daglige, politiske, myndighedsmæssige og faglige del af arbejdet og samtalen, vi har.«