BUEN

Sted

Vesterbrogade 6D

Åbent

Lørdag kl. 10-17

Tilgængelighed

  • Lift / rampe / niveaufri adgang til hoveddør
  • Niveaufri adgang inde i bygningen / stedet
  • Niveaufri adgang til udearealer
  • Elevator
  • Handicaptoilet
  • Låste døre kan i nødstilfælde låses op udefra
  • Stole eller bænke man kan hvile sig på
  • Mulighed for at spise/drikke
  • Handicapparkering
  • Teleslynge
  • Medlem af Solsikkesnoren
  • Medlem af God Adgang

Ejendommen BUEN vækker primært opsigt som det ”svævende” hus hen over Vester Farimagsgade. BUEN består af i alt fire bygninger, der tilsammen giver området en ret særlig storby-vibe, der ikke rigtigt findes andre steder i København.

Fra den ene side skiltes der med, at du skal drikke mælk, og fra den anden side er der kronisk ophørsudsalg på sko. Sådan kunne et førstehåndsindtryk af BUEN godt være. Man kunne også se den som en af Københavns mest undervurderede bygninger, der indtager byen ved simpelthen at brede sig ud over og ovenpå, der hvor Vester Farimagsgade møder Vesterbrogade. BUEN er uundgåelig og ikonisk, blandt andet fordi du helt bogstaveligt ikke kan komme udenom.

Store tanker, stort byggeri

BUEN er opført i perioden 1952-1956 af arkitekterne Thorvald Dreyer, Ib Lunding og Allan Christensen. Et nyt byggeri skulle præsentere København flot ved ankomst til byen. Allerede dengang havde man tanker om at overdække hele banegraven, som i dag ligger mellem BUEN og Hovedbanegården. Dette blev det som bekendt ikke til, men man fik overdækket området som BUEN i dag står på – og gjort så man i ejendommens kælder også lavede plads til trapper, der ville kunne føre direkte op i huset fra en fremtidig undergrundsstation.

Igennem – ind og op

De fleste Københavnere har ikke tal på, hvor mange gange de har passeret direkte under BUEN. Nu har du en helt særlig mulighed for at komme ind og op i BUEN, når Open House lukker den unikke bygning op.

Der vil være adgang til at besøge ejendommen fra Vesterbrogade 6D, hvor du kan træde ind på det velbevarede og smukke travertin-stengulv og enten gå turen op via den smukke, runde hovedtrappe eller benytte elevatoren. På tagterrassen kan du nyde udsigten over byens tage.

Ud over turen ind i BUEN anbefaler vi at gå en udendørs tur om bygningen for at få lidt flere indtryk af den modernistiske arkitektur fra 1950’erne.