Dansk busskur i glas vinder prestigefyldt red dot award

I fredags blev det afsløret, at vinderprojektet fra Innosite konkurrencen ’Transparent Shelter’ har vundet den prestigefyldte pris Red Dot Award. Det skete ved en stor ceremoni på Red Dot Design Museum i Singapore. Projektet blev belønnet for sin innovative tilgang til glasdesign, der kobler spritny glasteknologi med det velkendte busskur.

‘Vi er stolte over at være blevet valgt til denne fremtrædende pris for vores projekt, som lykkedes med at skille sig ud blandt så mange andre indsendte ideer. Det er fantastisk at projektet bliver anerkendt for dens nyskabende brug af glasteknologi og for den måde at projektet kan være til gavn for brugerne gennem en responsiv teknologi, der kan tilføje komfort og glæde til busrejsen.’

Nadine Pieper fra Borgos Pieper

‘Projektet er enestående fordi arkitekterne med et enkelt visionært greb skaber en høj grad af brugerfunktionalitet, tryghed og komfort. Samtidig skubber projektets vision til, hvad glas kan og hvordan vi anvender glas. Her er faktisk tale om en bæredygtig gave til både landskabets og byens rum.’

Linette Bekhøi, konsulent Glarmesterlauget i Danmark.

Først blev de udpeget som vinder af Innosite konkurrencen Transparent Shelter foran 226 andre ideer og nu har projektet ‘Protected by hands’ skabt af Borgos Pieper, netop modtaget den prestigefyldte Red Dot Award i konkurrence mod 4.791 andre ideer fra hele verden. Det er noget af en præstation af franske Etienne Borgos og spanske Nadine Pieper, som med busskuret i glas nu har vakt international opsigt.

Udfordringen i Innosite konkurrencen ‘Transparent Shelter’ bestod i at designe et busskur udelukkende i glas. Konkurrencen skulle således vise, hvordan materialet glas kan bruges til æstetiske og funktionelle løsninger på innovativ vis. Og det formåede projektet ‘Protected by hands’ skabt af Borgos Pieper i den grad. Projektet består af et busskur der er formet af buet glas, der starter som en væg, bliver til en bygning og så ender i en væg igen. Glasset og de organiske former bliver en naturlig del af landskabet. Foruden det æstetiske rummer skuret også en række funktionelle aspekter. F.eks. er der solceller på taget, hvor energien bruges til en LED informationsvæg bygget ind i glasset. Væggen viser transit information om busserne, vejrudsigt, klokkeslæt m.m. Ligesom brugerne kan interagere med væggen via deres smart phone.

Red Dot Award er en international designpris der bliver uddelt af Design Zentrum Nordrhein Westfalen i Essen der har eksisteret siden 1955. Der uddeles priser i kategorierne for produkt design, design bureauer og design koncepter – det er sidstnævnte kategori at ‘Protected by hands’ er blevet tildelt en pris. Projektet er desuden blevet inviteret til at deltage på den internationale konference Glasstec i Düsseldorf. Her vil der blive vist en 1:1 mock-up af projektet i Glass Technology Live sektionen.

Om konkurrencen Transparent Shelter

Konkurrencen løb fra 23. november – 30. januar 2013.

Konkurrenceejer var Nordisk Center for Glas, et partnerskab mellem Glarmesterskolen/EUC NVS, Forbundet 3F og Glarmesterlauget i Danmark i samarbejde med Kunstakademiets skoler for Design, Arkitektur og Konservering, KDAK.

Om Innosite

Innosite er et initiativ af Realdania og Energistyrelsen med Dansk Arkitektur Center som operatør. På innosite.dk afholdes åbne idékonkurrencer, hvor alle inviteres til at komme med innovative løsninger på aktuelle udfordringer i byggeriet.