Hvordan er det at leve i kinas kæmpebyer?
I Kina opføres nye storbyer med lynets hast, og eksisterende byer vokser til størrelser, som kan være svære at begribe. I udstillingen ’Livet i Kinas kæmpebyer’ (25. februar – 8. maj 2016) på Dansk Arkitektur Center kan man opleve, hvordan det er at leve i disse kæmpebyer. Fotograf og formand for Tænketanken Urban, Niels Bjørn, har besøgt fem af dem og dokumenteret livet, hverdagen og mennesket midt i de gigantiske byer.
Vi har hørt, at over en halv milliard kinesere på få årtier er flyttet fra land til by, og vi har set den voldsomme luftforurening i bl.a. Beijing på TV. Og senest har den kinesiske regering proklameret, at Beijing skal vokse sammen med to andre byer til en kæmpeby med i alt 130 millioner indbyggere. Men hvordan tager hverdagslivet sig egentlig ud i Kinas nye kæmpebyer? Hvordan opleves kontrasten mellem land og by, nyt og gammelt?
Udstillingen ‘Livet i Kinas kæmpebyer’ fortæller med film, lyd og fotos om den almindelige kinesers verden, og giver samtidig et portræt af gamle og nye byområder, boligkvarterer samt livet på pladser og i parker. Udstillingen skildrer byen og livet i forskellige typer af boligområder.
“I Dansk Arkitektur Center har vi for tiden både en udstilling om Indien (Studio Mumbai) og denne udstilling om Kina. Det giver mulighed for at opleve forskelle og ligheder i forhold til, hvordan man griber byplanlægning og arkitektur an i to af verdens mest folkerige lande. I modsætning til Indien er der i Kina f.eks. mere struktur og kontrol i forhold til byernes vækst. Det gør dem til anderledes steder at besøge samt at bo i, hvilket man også vil få indtryk af i ‘Livet i Kinas kæmpebyer’.”
– Rasmus Rune Nielsen, kreativ direktør, Dansk Arkitektur Center
Fotograf og urbanist Niels Bjørn står bag de tankevækkende fotos i udstillingen. Han har været stærkt optaget af kinesisk byplanlægning, siden han i 2007 var på forskningsophold i Hong Kong. Siden har han rejst rundt med sit kamera til fem kinesiske byer (Chongqing, Guangzhou, Hongkong, Chengdu og Beijing), som alle varierer i beliggenhed, klima samt økonomisk og politisk betydning. Tilsammen fortæller de en historie om, hvordan de kinesiske storbyer udvikler sig, og hvad det medfører af samfundsmæssig og social forandring.
“Noget af det mest fascinerende ved de kinesiske storbyer er, hvor hurtigt og usentimentalt de gamle bydele viger pladsen for nye klumper af tårnbyggerier, som ligner hinanden. Men meget af det, som sker i Kina, sker også alle andre steder i verden i mindre radikal udgave. Urbaniseringen er en global kraft. At se på de kinesiske byer og byliv er som at se på de forstørrelser og forvrængninger af tendenser, vi også er påvirket af i Danmark. Det kan få os til at tune ind på, hvilke spørgsmål, vi bør stille os selv, når vi udvikler byerne herhjemme.”
– Niels Bjørn, urbanist og fotograf samt kurator af udstillingen.
Samme dag som udstillingen åbner på Dansk Arkitektur Center, udgiver GADs forlag Historika en bog med samme titel. Bogen rummer fotos fra udstillingen samt tekster skrevet af Niels Bjørn sammen med kinesere og danskere, der har boet og arbejdet i kinesiske storbyer: Mette Holm (DRs mangeårige korrespondent i Kina), Kim Rathcke Jensen (Politikens korrespondent i Kina), Qi Wang (lektor på Syddansk Universitet), Peter Harmsen (freelancejournalist på bl.a. Weekendavisen), Michael Alexander Ulfstjerne (antropolog og Kinaforsker), Maggie Xiao Yan Jiang Lund (Teknologisk Institut) og Jørgen Delman (professor på Asienstudier, Københavns Universitet).
Livet i Kinas Kæmpebyer er udviklet og kurateret af Niels Bjørn i samarbejde med Dansk Arkitektur Center. Projektet er støttet af Realdania, Colorgruppen og FUJI film.
Fakta
- Kina brugte mere cement (til beton) på tre år (2011-2013), end USA brugte i hele det 20. århundrede.The Washington Post
- I perioden 2012-2015 er der i gennemsnit færdiggjort en skyskraber (mere end 30 etager) hver femte dag i Kina. China Daily
- 90% af grundvandet under kinesiske byer er forurenet. New York Times
- Den længste trafikkø blev registreret i Beijing i august 2010. Køen var 100 kilometer lang og varede 11 dage.The Economist
- Shanghai har 425 km metrolinie – dermed har byen overtaget Londons status som den længste metro (402 km). Beijing har 372 km metrolinie og forventer at udvide yderligere og nå 1000 km spor i 2020. China’s Urban Billion