I dialog med verden
Udstillingsperiode
18. januar - 10. marts 2013
Emne
Udstilling
Kurateret af
Udstillingen ‘I dialog med verden’ var skabt i samarbejde med Henning Larsen Architects, schmidt hammer lassen architects og ADEPT.
Støttet af
Udstillingen var støttet af Realdania.
Udstillingen ‘I Dialog med Verden’ – arkitektur af Henning Larsen Architects, Schmidt hammer lassen architects & ADEPT’ inviterede publikum ind i de processer, der kommer forud for bygningerne. Udstillingen fik fem hjerter i Politiken.
Arkitektur er mere end flotte glaskasser
“Flotte ser de ud, nybygningerne på denne side. Men arkitektur handler om andet end at lave disse ‘money shots’, som det hedder hos unge arkitekter med et begreb lånt fra pornografien (…)
Udstillingen samler og opdaterer under en hat tre separate tegnestuepræsentationer (…) materialet fra de tre udstillinger passer så godt sammen, og den fælles præsentation er så vel iscenesat, at de styrker hinanden.
Det er en stor udstilling, der rammer de aktuelle grænser for Dansk Arkitektur Centers kapacitet. Men formatet er et godt forvarsel om, hvad vi kan vente os, når centeret i 2016 flytter til større lokaler på Bryghusgrunden.”
– Karsten Ifversen, Politiken 18. januar
Levende arkitektur
“Dansk Arkitektur Center stiller ofte i udstillinger og andre former for formidling spørgsmålet om, hvorvidt arkitektur kan forandre verden. At den indimellem kan, giver ‘I dialog med verden’ en række illustrative eksempler på.”
– Torben Weirup, Berlingske 18. januar
Kulturminister Marianne Jelved anbefaler udstillingen
Hvad er det mest imponerende arkitektur, du har set?
“Det er udstillingen i Dansk Arkitektur Center i Strandgade i København. Her udstiller Henning Larsen Architects, schmidt hammer lassen architects og ADEPT nogle af deres internationale vinderprojekter. Det er kunst, der viser, hvad dansk arkitektur kan gøre ved verden i dag. Churchill sagde engang: ‘Først skaber vi arkitekturen. Så former arkitekturen os’. Det er bare så rigtigt, så det er ikke lige meget, hvad vi lever i. Det er en fantastisk udstilling.”
– Marianne Jelved i interview i Herning Folkeblad, 5. februar
De tre markante danske arkitektvirksomheder viste, hvordan de arbejder i dialog med deres omgivelser, når de udvikler arkitektur. Samlet gav de tre arkitektvirksomheder os en sjælden mulighed for at opleve de mange sider af ny arkitektur, som ellers ikke er umiddelbart synlige: nemlig de mange komplekse sammenhænge, arkitekten må indgå i, før arkitekturen kan få sin endelige form.
En arkitekt skal stille spørgsmål
I udstillingen kunne man opleve hvordan Henning Larsen Architects arbejder ud fra en filosofi om, at man skal lytte og lære før man tegner. Gennem udvalgte projekter fra ind- og udland, blandt andet det store Harpa koncert- og konferencecenter, som de har skabt i samarbejde med kunstneren Olafur Elisson, viste de hvordan konteksten – historien, kulturen og forestillingerne om fremtiden – er afgørende for, hvordan bygninger i sidste ende bliver formet.
Arkitektur skal give noget tilbage til samfundet
Schmidt hammer lassen architects er optagede af at undersøge, hvordan den færdige arkitektur påvirker livet i bygningerne. Schmidt hammer lassens grundsætning er, at arkitektur skal give noget tilbage til samfundet. For eksempel viste Schmidt hammer lassen architects , hvordan den barske sociale virkelighed i London blev afgørende for udformningen af en ny skole og forandrede hverdagen for kvarterets unge, i denne udstiling.
Eksperimentér med ADEPT
ADEPT er optaget af byens mange muligheder for at skabe nye relationer mellem bygninger og mennesker. I udstillingen kunne man blandt andet se, hvordan borgernes mange ønsker til et nyt kulturhus på Frederiksberg blev direkte indarbejdet i det nye byggeri.
En levende tegnestue
Henning Larsens Architects valgte at flytte deres arbejde helt ind i udstillingen, som i hele perioden var omdannet til et levende tegnestuemiljø. Her indtog studerende fra Kunstakademiets Arkitektskolen udstillingsrummet og, som en del af deres studieforløb, udviklede de nye forslag til Københavns fremtidige indretning i dialog med publikum.