Fang
din by 

– En by for alle

Udstilling

18. jun – 29. sep
Bryghuspladsen, København
18. jun – 15. aug
Sønderborg Bibliotek, ved Multikulturhuset
20. jun – 16. aug
Ringsted Bibliotek (digital udstilling)
25. jun – 23. jul
Faaborg Bibliotek (digital udstilling)
17. aug – 27. sep
DOKK1, Aarhus

 

Oplev de 55 fotografier, der er kåret som årets bedste i fotokonkurrencen Fang din by. Udstillingen, der i år finder sted for 6. år i træk, vises på Bryghuspladsen og på flere biblioteker fordelt over hele landet.

De udvalgte fotos, fanget af helt almindelige danskere, fortolker alle årets tema ”en by for alle” og viser, hvordan arkitekturen danner rammen om både fællesskab og ensomhed i vores byers rum. Fotografierne udstiller, hvordan byens rum kan tilbyde en magisk pause og muligheden for at tage byen i brug på sin helt egen måde – men også hvordan byen kan være et hierarki, hvor nogle må slide, mens andre kan bruge byen som et rekreativt rum.

Fotoudstillingen står på Bryghuspladsen foran Dansk Arkitektur Center i hele udstillingsperioden, men den vises også som noget nyt i år på flere biblioteker rundt om i landet.

Vinderne

1. plads
Oliver Sperling

Juryen mener: “Dette foto er et stærkt, socialbevidst og aktuelt vinderbillede! Det rammer tidsånden perfekt og udstiller, hvordan nogen må slide for, at andre har det godt. Buddet må bringe mad ud, mens andre kan blive i ly for både regn og corona. Containertunnelen giver buddet et øjebliks læ, men kun kortvarigt i det øjeblik fotografiet blev taget. De tunge og kolde farver giver fotoet tyngde og understreger det socialrealistiske element: at byen også er et hierarki.”

2. plads
Anders Hjerming

Juryen mener: “Fotoet viser brugen af Søerne i København som et nyt hvidt og magisk byrum, der hurtigt blev et massebrugt område. Det er et stærkt snapshot af corona-virkeligheden, for selvom vi endelig fik en isvinter, der skabte nye byrum, måtte ingen nyde dem fuldt ud. Fotoet viser, hvordan myndighederne forsøger at skabe struktur med skilte, mens mennesker bevæger sig frit – og det er dét, der gør dette foto særlig tidsaktuelt.”

3. plads
Erik Jacoby Petersen

Juryen mener: “Dette foto fortæller tydeligt historien om hverdagens og byens rutiner, hvor mennesker tager bussen på arbejde i al slags vejr. Byen lever, også i de regnfyldte tidlige morgener. Motivet er vådt, tungt og træt, men samtidig smukt med den klare røde farve, der skaber en kontrast til alt det grå og tilføjer hverdagen mystik. For nogen er byen en rekreativ legeplads, for andre er byen det sted, hverdagen begynder og slutter.”

Vinderne – skolekonkurrencen

1. plads
Siv-Silke Skallebæk Gerlach /
Johanna Juhl- Nielsen

7.c Haderslev Realskole

Juryen mener: “Et flot fotografi, der fanger tiden på en poetisk måde. Fotografiet er stærkt komponeret med hånden på paraplyen og skriften på væggen: “Tag min hånd”. Det udtrykker det, vi alle savner og ikke må opsøge i corona-tiden – den fysiske kontakt, som byen altid har garanteret – og det er derfor både et aktuelt og poetisk foto. Den måde paraplyen bryder billedets linje gør iøvrigt fotoet spændende.”

2. plads
Elliot Kristian Matthews / Rasmus Birkedal Wagner

6.f Buddinge Skole

Juryen mener: “Fotografiet sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vi anlægger vores byer, så de danner gode rammer for alle. Her går vi fra asfalt til beton, og en nyanlagt legeplads placeres mellem to store veje. Motivet af drengen alene på legepladsen skaber en stemning af forladthed og ensomhed i den grå beton. Samtidig er fotoet godt komponeret med drengens røde farver, der bringer varme ind i betonlandskabet.”

3. plads
Idun Bjørg Asbjørnsdóttir / Martha Marie Preetzmann Madsen

7. b Bernadotteskolen

Juryen mener: “Dette foto skriger “2021”. Det er en stærk social og klimabevidst kommentar til alle de mundbind, der ligger og flyder i byens rum. På rekordtid er det blevet svært at visualisere et byrum uden at se mundbindsdækkede ansigter for sit indre, og det har skabt en ny barriere for det sociale liv i vores byrum. Det er visuelt stærkt, med flotte farver og komponenter, og det er både klamt og smukt på samme tid.”

Fotos med alvor

I løbet af foråret har fotografer i alle aldre fanget deres bud på temaet ”en by for alle” som en del af Dansk Arkitektur Centers årlige fotokonkurrence ’Fang din by’. Initiativet skal få flere til at få øjnene op for arkitekturen i byen og for, hvordan arkitektur sætter rammerne for vores hverdagsliv.

Dansk Arkitektur Center modtog i løbet af foråret over 4.400 bidrag fra alle egne af landet, der afspejler den særlige tid, vi lever i – både restriktioner, der har begrænset måden, vi er sammen på i byens rum, og hele identitetsdagsordenen, der udfordrer byens rum og arkitektur.

Årets fotografier er kendetegnet ved en interesse for at vise hverdagen og samfundet frem med et andet alvorsblik end tidligere. En isolations- og ensomhedsfølelse i byens rum kommer til udtryk i flere af fotografierne.

“Samfundet består af en utrolig bred palette af mennesker. Vi har forsøgt at få motiver af de mennesker, der får samfundet til at fungere – også i en Coronatid – tydeligere med i årets udvalg. Vi har også arbejdet med ensomheds- og isolationsfølelsen i byrummet, hvilket vi også synes kendetegner mange af fotografierne i år.” uddyber direktør for Copenhagen Photo Festival og jurymedlem Maja Dyrehauge Gregersen.

Når byen bliver et magisk pauserum

Samtidig møder vi også byer og byrum, der giver plads til en mangfoldighed i brugen af byens rum. Og fotos, der viser den magiske pause, byen kan tilbyde, når der pludselig er plads til at tage byen i brug på sin helt egen måde.

Det er fotos, der i højere grad end traditionelle arkitekturfotos kommunikerer følelser og fortællinger og derigennem viser, hvordan vores byer danner rammen om vores hverdag.

Tak til

Fotokonkurrencen er udviklet i samarbejde med Copenhagen Photo Festival og støttet af foreningen Realdania.

Juryen i fotokonkurrencen

Ritt Bjerregaard

Tidligere Overborgmester i København, valgt for Socialdemokratiet. Ritt har været medlem af Folketinget og været undervisningsminister, socialminister, fødevareminister samt senere EU-kommissær. Hun forsøgte at skabe flere billige boliger i København i sin tid som Overborgmester.

Maja Dyrehauge

Direktør for Copenhagen Photo Festival. Som direktør for Copenhagen Photo Festival er Maja med til at sætte fokus på international kunst- og dokumentarfotografi. For Maja er fotografiet vigtigt, fordi det er blevet et hverdagssprog, som alle forholder sig til og bruger.

Niels Bjørn

Urbanist med en ph. d. i urban kompleksitet og rådgiver for kommuner, boligorganisationer m.fl. Niels Bjørn har udgivet fotobogen ”Livet i Kinas kæmpebyer” og lavet foto- og filmudstillingen af samme navn i DAC. Niels Bjørn har en baggrund som filmproducer og er aktuel med podcastserien ”Balladen om blokken” om socialt udsatte områder.

Dennis Skyum

Gade- og arkitekturfotograf, som i mere end 10 år har fotograferet alverdens motiver på de danske gader og stræder. Tidligere vinder af Fang din by-konkurrencen.

Tanya Lindkvist

Tanya Lindkvist er programchef i DAC og ansvarlig for et samlet program med hovedvægt på udstillinger, tours, events, arrangementer, learning, workshops samt generelt oplevelsesdesign for kulturpublikummet.

Konkurrencebetingelser

Betingelser for deltagelse i Fang din by 2021 fotokonkurrence og efterfølgende udstilling.

Når du uploader et billede til Dansk Arkitektur Centers fotokonkurrence “Fang din by – en by for alle” accepterer du samtidig følgende betingelser og rettigheder. Dansk Arkitektur Center refereres herfra som DAC.

  1. KONKURRENCETYPER: DAC afvikler parallelt to konkurrencer i Fang din by-projektet.
    Skolekonkurrencen henvender sig til elever i udskolingen og ungdomsuddannelser. Her går præmieringen til elevens skoleklasse. Deltagelse foregår ved at underviseren indsender billederne på sine elevers vegne til fangdinby@dac.dk inkl. kontaktoplysninger og med ”Fang din by 2021 – skolekonkurrence” i emnefeltet. Den pågældende skole holdes ansvarlig for, at den individuelle elev har ophavsret til materialet.
    b. Den almene konkurrence er åben for alle deltagere over 18 år, og præmieringen går til den enkelte deltager. Deltagelse foregår ved at tagge sit billede på Instagram med #DACfangdinby2021 eller ved at indsende sit billede til fangdinby@dac.dk inkl. kontaktoplysninger med ”Fang din by 2021 – hovedkonkurrence” i emnefeltet. Derudover er deltagerbetingelserne ens jf. nedenstående.
  2. BILLEDOPLØSNING: Uanset om man deltager via e-mail eller Instagram skal Dansk Arkitektur Center kunne få adgang til en fotofil i høj opløsning (filstørrelse 2MB-10MB). Det indsendte billede skal være i .jpg-filformat, hvilket er standarden for de fleste kameraer og mobiler.
  3. LOKATION FOR MOTIV: Vi opfordrer fotointeresserede over hele landet til at deltage – det er til gengæld et krav, at billedet er taget i Danmark, for at kunne afspejle byrummet og udviklingen i danske byer.
  4. RESTRIKTIONER ANG. MOTIV: Det er forbudt at uploade fotografier af mennesker, der ikke har givet samtykke til at billedet må offentliggøres. Det samme gælder for billeder af mennesker i private, prekære eller skamfulde situationer, uanset om de er fotograferet på offentligt område. Du er personligt ansvarlig for, at eventuelle personer i motivet har givet tilladelse til at du må benytte et billede af dem, og et evt. erstatningskrav mod DAC vil blive videresendt til dig eller i forbindelse med skolekonkurrencen til den pågældende skole.
  5. ANTAL BILLEDER: Du er velkommen til at indsende eller tagge flere billeder i hovedkonkurrencen. Hver deltager kan dog kun vinde præmier med et enkelt billede i konkurrencen. For skolekonkurrencen gælder at den enkelte elev kun kan deltage med et foto.
  6. BRUGSRET: Når du indsender et billede til Dansk Arkitektur Center, accepterer du samtidig, at billedet må benyttes af Dansk Arkitektur Center til promovering af fotokonkurrencen, promovering af og i den efterfølgende udstilling og i fremtidige Fang din by-udgaver inkl. skolemateriale, som DAC udarbejder til gratis brug for skolerne. DACs promovering indbefatter, men er ikke begrænset til: nyhedsbreve, offentliggørelse på internettet og sociale medier, beskrivelser af DACs projekter samt optagelse i publikationer herunder gennem tredjeparts pressereportager. Hvis DAC ønsker at benytte dit billede i en anden kommerciel sammenhæng, vil vi kontakte dig forudgående for at få din accept. Du har til enhver tid ophavsretten til dine billeder, og du vil altid blive krediteret ved brugen af dine billeder.
  7. OPHAVSRET: Det er forbudt at uploade/tagge fotos, som ikke er taget af dig selv. Du skal kunne bekræfte, at du er ophavsmand/kvinde til de fotografier du indsender og har ubegrænset ret til brug af billederne og dermed også retten til at offentliggøre billederne. Du skal også garantere, at alle billederne er fri af tredjemands rettigheder, og at alle identificerbare personer på billederne er indforståede med brug af  billederne i henhold til DACs retningslinjer. Et evt. erstatningskrav mod DAC vil blive videresendt til dig eller i forbindelse med skolekonkurrencen til den pågældende skole.
  8. UDMELDELSE FRA KONKURRENCEN: Du kan i konkurrenceperioden trække din deltagelse tilbage. På Instagram trækkes din deltagelse tilbage ved at fjerne hashtagget #DACfangdinby2021 og i skolekonkurrencen gøres det ved at sende en mail til fangdinby@dac.dk. Efter konkurrencens afslutning tilfalder brugsretten til billedet til DAC jf. ovenstående afsnit.
  9. FRASORTERING: Vi forbeholder os ret til at frasortere stødende eller på anden vis upassende billeder. Billeder med vandmærke eller tekst som f.eks. dato på billedet frasorteres af hensyn til udstillingen. Dansk Arkitektur Center kan slette indsendte billeder til enhver tid, hvis de ikke overholder ovenstående vilkår.
  10. BEHANDLING AF PERSONLIGE OPLYSNINGER: Dit navn og personlige oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med konkurrencen og udstillingen. Dit navn kan blive nævnt i forbindelse med kreditering af billederne. Vinderne kontaktes direkte og offentliggøres via Dansk Arkitektur Centers kanaler.

Efter konkurrencens afslutning vil vi sende dig en mail hvor du kan tilmelde dig at blive orienteret om næste års konkurrence, hvis du ønsker det. Hvis du ikke ønsker efterfølgende information, vil dine oplysninger blive slettet ved udgangen af udstillingen i efteråret 2021.

Dine oplysninger vil ikke blive benyttet til promovering af andre aktiviteter i Dansk Arkitektur Center eller i kommerciel sammenhæng. De indsendte personlige oplysninger behandles fortroligt og udleveres ikke til tredjepart. Læs vores generelle retningslinjer ang. Persondatapolitik.

Dette dokument er under løbende udvikling og vil blive ændret uden forudgående anmeldelse.

Ved at tilføje dit billede accepterer du betingelserne i denne aftale. Hvis du ikke er enig i vilkårene, skal du ikke tilføje dine billeder. Hvis du er i tvivl om, hvad vilkårene betyder for dig, så kontakt projektteamet på fangdinby@dac.dk