Unge Talenter

Foto af: Simone Risum

Udstillingsperiode

20. april - 7. maj 2017

Er du vild med at tegne, bruge din fantasi og opfinde nye ting? Måske er du vild med den digitale verden og Minecraft? Vi inviterede dig indenfor til udstillingen “Unge Talenter”, hvor du kunne få et indblik i, hvordan det er at arbejde med arkitektur i børnehøje – på den fede måde.

Dansk Arkitektur Center har gennem de sidste mange år arbejdet målrettet med arkitekturpædagogik og undervisning af børn og unge. Dette har blandt andet udmøntet sig i det faste fritidstilbud “Gå til arkitektur”. Her arbejder de deltagende børn med undersøgelser og autentiske cases, der har rod i aktuelle problemstillinger i Danmark. De tester egne idéer og producere selv færdige løsninger. Resultatet er en masse interessante bud på, hvordan arkitektur ser ud, når det er tænkt og udført i børnehøjde. Det er med til at give os et andet blik på byen og den arkitektur, der opføres her. Resultatet af børnenes arbejde dette semester blev udstillet i årets forårsudstilling ‘Unge Talenter’.

‘Unge Talenter’ tog udgangspunkt i de produktioner og processer, som de daltagende børn og unge har arbejdet med – herunder makerspace, Minecraft, virtual reality og analoge arkitekturmodeller. Udstillingen viste således et udvalg af deltagernes arbejde og undersøgelser, og bestod blandt andet af deltagernes skitser, billeder og modeller.

En del af udstillingen var desuden et mindre værksted, hvor børn, unge og familier selv kunne prøve kræfter med en udvalgt opgave, som DACs unge talenter har løst igennem året. I værkstedet blev der afholdt workshops hver weekend i udstillingsperioden, hvor besøgende – store som små – kunne få et indblik i arkitektur i børnehøjde.

Se andre udstillinger i samme række

Unge talenter 2015
Gå til arkitektur