Den Arktiske Ring: Bedre forhold for isbjørne og zoo-gæster

Kultur

800
Photo: Bo Bolther

Moderne, gennemarbejdet arkitektur har tilført helt nye dimensioner og dyrevelfærd til ZOOs gamle anlæg. Den arktiske ring tilbyder publikum et helt særligt indblik i isbjørnenes liv.

Med Den Arktiske Ring har isbjørnene fået 3.100 dejlige kvadratmeter at tumle sig på, og det er langt mere, end de tidligere har haft. Anlægget forsøger så vidt muligt at efterligne isbjørnenes naturlige leveforhold i den arktiske natur. Derfor er landdelen udformet som en tundrakyst med klippestykker, græsser, urter, småbuske og dværgpil som på Arktis. De store rovdyr kan grave i jorden og søge efter mad, hoppe i vandet fra klipper og dykke ned i det 1900 kubikmeter store saltvands bassin.

Stå ansigt til ansigt med en isbjørn

Tværs gennem bassinet løber en gennemsigtig akryltunnel, hvor publikum kan komme helt tæt på de store dyr, når de dykker ned i vandet. Gensidig nysgerrighed gør det muligt at kigge isbjørnene lige i øjnene og for alvor få en fornemmelse af, hvor store de er. Anlægget er bygget til tre isbjørne, og huser for tiden (2018) en han og to hunner. Hannen vejer over 600 kg og er 3,5 meter høj, når den strækker sig helt ud i vandet.

Det er blevet sjovere at være gæst

Det er ikke kun dyrene, der har fået bedre forhold, det er også blevet sjovere at være publikum. Vejen gennem anlægget er formet som et rumligt forløb med forskellige oplevelser, der afløser hinanden. Turen gennem Den Arktiske Ring starter på land, i et slynget rampeforløb, hvorfra man har udkig til isbjørnenes tundralandskab. Rampen leder ned til ‘ishavet’, hvor man oplever isbjørnene under vand og fortsætter opad langs husets periferi, hvor man kan gense isbjørnene i vandet, nu i højde med vandspejlet. Undervejs kan man gå ombord i udstillinger om dyrenes liv og opleve det færøske fuglefjeld med søpapegøjer, lomvier og alke, der rejser sig midt i Den Arktiske Ring.

Nordlig inspiration

Dall & Lindhardtsen har tegnet Den Arktiske Ring, og det er ikke første gang, de har taget sig godt af dyrene. De står bl.a. også bag Flodhestehuset, Girafhuset og Abejunglen i ZOO. Inspirationen til Den Arktiske Ring er hentet i isbjørnenes ophav i den arktiske tundra med gletschere, dyb blåt hav og kridhvide isbjerge. Den Arktiske Ring er bygget op af specielle geometrier; ellipser, bue- og rampeforløb, der er støbt på stedet i snehvid beton. Nogle steder er betonen støbt mod akrylplader for at opnå en spejlblank is-overflade som i isbjørnenes naturlige omgivelser.