Hofteatret

Over staldene ved Christiansborg Ridebane er det velbevarede Hofteater, med spor helt tilbage fra rokokoen i 1700-tallet, i dag tilgængeligt for folket.

Hofteatret på Christiansborg Slot er landets ældste specialmuseum, der gemmer på 300 års historie om kongemagt, dansk arkitekturhistorie, kunst- og kulturliv og demokratisering. Det blev bygget på foranledning af Kong Christian 7. Han ville have sit eget private hofteater, præcis som hans kolleger rundt om i oplysningstidens Europa havde det. Hofteatret blev ikke kun brugt til forestillinger og koncerter, men også til maskerader og festlige begivenheder, der styrkede kongens position og sociale netværk. Det ligger endnu i dag oven på de kongelige stalde, så han kunne sidde og se ned på sin garage med heste og vognparken af kareter eller store folkefester, som der også blev afholdt her.

De skrå brædder

Teatret er egentlig bygget som en boks i et allerede eksisterende rum. Arkitekten var den franske, klassicistiske Nicolas-Henri Jardin, der var kommet til landet for at lære fra sig, da Danmark begyndte at uddanne sine allerførste arkitekter på en dansk arkitektskole. Der er ikke meget tilbage af hans originale dekorering, for teatret blev bygget om, i takt med at samfundet ændrede sig, og de næste konger skiftede orientering. Men centrum for det hele, scenen, efterlader spor helt ind i vores nutidige sprog. Scenen var skrå, og det ændrede både perspektivet og akustikken for publikum på dramatisk vis. Når rummet skulle bruges til maskebal, kunne gulvene bringes i niveau.

Arkitekturen demokratiseres

Dengang var teatret til som en slags iscenesættelse af kongen for kongens skyld. Den trappe, man modtages af i dag, fandtes for eksempel ikke, for der var ikke adgang for offentligheden. Kun særligt inviterede kunne komme ind gennem en hemmelig dør. Teatret blev også ændret i takt med resten af samfundet, og det teater, man i dag kan opleve med klare røde og lyserøde farver, blev til i 1800-tallet på foranledning af Kong Christian 8., der regerede i overgangen fra enevælden til demokratiet, mens borgerskabet voksede i antal, og magten begyndte at forskyde sig. De ændringer, der henad vejen er sket i Hofteatret, er således næsten symbolske for hele samfundets udvikling.

Intim arkitektur

Hofteatret er og bliver imidlertid ramme om meget intime historier og stærkt personlig smag. Da det blev lukket som teater efter mange teaterbrande rundt om i Europa i slutningen af 1800-tallet, var det i sit nuværende udtryk med den Biedermeier-inspirerede stemning, der blev dyrket – blandt meget andet i det nye demokratis Europa, hvor samtalesaloner og kulturelle strømninger også bevægede Københavns nye kulturelite. Alt inventar blev solgt, og det var egentlig meningen, at det skulle rives ned. Heldigvis gik det ikke sådan. I stedet blev det til et af landets første offentligt tilgængelige specialmuseer. I dag kan man besøge historien og måske forestille sig livet som konge, mens han sad på sit das, hvorfra han gennem et kighul kunne se scenen. Jo, Hofteatret er intim arkitektur.

I nærheden af Hofteatret

Det særlige borgerlige leben, der tog til fra 1700-tallet og op gennem 1800-tallet, kan man få en fornemmelse af, hvis man bevæger sig fra Hofteatret til et andet sted i Kulturkvarteret København, nemlig Nationalmuseet. Her boede nemlig en lang række indflydelsesrige arkitekter, adelsfolk og andre af betydning, som måske har haft deres gang over Marmorbroen for at komme ind i teatret ad den hemmelige dør.