Industriens Hus: En bygning der åbner sig op til omgivelserne

Erhverv

800
Photo: Jens Markus Lindhe
Arkitektur-tidslinje

Arkitektur-
tidslinje

Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.

Se tidslinje

På en af landets mest attraktive adresser har Industriens Hus fået en markant ansigtsløftning fra tung 70’er-facade til et nutidigt udtryk, der spejler de historiske bygninger på Rådhuspladsen i glasfacaderne.

Tegnestuen Transform har sat stregerne til det stærkt ombyggede Industriens Hus på Rådhuspladsen.

I de senere år er det blevet diskuteret, om Rådhuspladsen lever op til sin rolle som byens midtpunkt og et af de første steder, man møder som turist eller besøgende i byen. Særligt Industriens Hus på hjørnet af H.C. Andersens Boulevard og Vesterbrogade var længe under anklage for at være utidssvarende og uimødekommende – sin prominente beliggenhed taget i betragtning.

Da Dansk Industri samtidig manglede kvadratmeter lå svaret ligefor, og i 2009 fremlagde den århusianske tegnestue Transform et forslag til en gennemgribende om- og tilbygning af huset.

Fra teglsten til glasfacade

Lige siden man nedlagde toldboden ved Vesterport i forrige århundrede, har Industriforeningen (nu Dansk Industri) haft til huse på grunden. Siden 1979 i en bygning af arkitekt Erik Møller, som mange nok husker for den mørke teglstensfacade og de store lysreklamer for foreningens medlemmer, der prydede facaden mod pladsen.

I den nye bygning har man valgt at bryde med den tunge og lukkede facade. Det nye hus står som en ren glasfacade i et spinkelt ophæng af stålrammer. Rammerne er drejet 45 grader og tegner et harlekinmønster hele vejen rundt ombygningen.

Om- og tilbygning

I stedet for fuldstændig at fjerne hele det eksisterende hus har man lavet en såkaldt stripning af bygningens forreste del, hvor alt undtagen betonkonstruktionen er pillet ud. Derefter er søjlerne blevet forstærket, og der er bygget til, så huset får en skrå facade langs H. C. Andersens Boulevard og Rådhuspladsen samt to etager ekstra på toppen.

Mod Vesterbrogade er bygningen forhøjet med tre etager, så husets får en samlet højde på otte etager. På bagsiden ind mod Tivoli er der tilføjet en ny fløj, som trapper ned til to etagers højde med små haveanlæg på tagfladerne.

Dobbeltfacade mod trafikstøj

Den nye facade i Industriens Hus er udført i to lag. En indre termorude holder på varmen, og det ydre glaslag beskytter mod vind og vejr og skærmer samtidig af for trafikstøjen fra et af landets mest trafikerede vejkryds.

Energimæssigt har dobbeltfacaden den fordel, at den inderste isolerende del ikke er påvirket af vinden og derfor ikke afkøles så meget som den ydre facade. I sommerperioden ventileres varmen fra den ydre facade væk naturligt ved at åbne en lem i toppen af mellemrummet mellem de to facader.

Ved Rådhuspladsen er den indre facade trukket tilbage i seks etager, så der opstår en høj uopvarmet foyer ved bygningens hovedindgang.

Butiksliv og lysreklamer

Førhen lå stueetagens butikker samlet om en indvendig lukket arkade, men i det nye Industriens Hus har butikkerne front mod gaden og er således med til at åbne bygningen op mod omgivelserne.

Lysreklamerne skinner stadig om kap på facaden men denne gang i energirigtige LED-udgaver. Og det er ikke kun reklamerne, der sender kulørt lys ud over Rådhuspladsen; selve rammerne i facaden har indlagt LED-belysning, som kan programmeres til at vise forskellige farver og mønstre.

I nærheden af Industriens Hus

Bygningens nabo er forlystelsesparken Tivoli, og her behøvet man ikke kun at køre rutsjebane. I stedet kan man gå en tur i forlystelsesparkens have, som er et besøg hver på alle tider af året samt mange højtider. Du kan også besøge den smukke Tivolis Koncertsal, som i 2005 blev moderniseret med stor respekt for den oprindelige udformning. Og hvis du skulle få lyst til flere kulturoplevelser, så ligger Glyptoteket lige ved siden af, som byder på klassisk kunst.
 

Sted

København, Vesterbro

Arkitekt

Transform

Bygherre

Dansk Industri

Ingeniør

Rambøll

Entreprenør

E. Pihl & Søn A/S

Opført

2013
Arkitektur-tidslinje

Arkitektur-
tidslinje

Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.

Se tidslinje

Udforsk byen

Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.

Udforsk byen

Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.

Udforsk byen

Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.