Olympic House: Atletisk bygning i bevægelse

Erhverv

800
Photo: Adam Mørk

I en bygning i Schweiz lever den olympiske ånd året rundt. Udefra fremstår den næsten helt gennemsigtig, og indenfor svinger en trappe af olympiske ringe sig op mod taget i bygningen Olympic House.

Midt i en offentlig park med udsigt til Genevesøen ligger en bakke med en skæv og dynamisk bygning på toppen. Ved hovedindgangen knejser de olympiske ringe og vidner om, at glasbygningen er hovedsæde for IOC, Den Internationale Olympiske Komité.

Tegnet indefra og ud

Oppefra ligner bygningen en sommerfugl. De mørkeblå solceller får den til at stå skarpt frem, mens det hvide tag fungerer som baggrund midt i alt det grønne. På den ene vinge ses de olympiske ringe. Under bygningen ligger stueetagen gemt i bakken, der giver associationer til et moderniseret hjem fra Hobbitten.

Selvom bygningens form er ganske karakteristisk, var den ikke fastlagt fra start. Udformningen er et resultat af de krav, der var til bygningens indre: Størstedelen af alle medarbejdere skulle have udsigt gennem mindst to sider af bygningens vinduer fra deres arbejdsplads. Man ville altså have en næsten helt transparant bygning, og hver etage er derfor bygget som ét stort lokale med få og flytbare vægge i glas. På den måde maksimeres mængden af dagslys, der gennemtrænger bygningen.

Den olympiske ånd

Olympic House ønsker at hylde den olympiske atlet. Hele bygningens dynamiske glasfacade er designet for at formidle energien fra en atlet i bevægelse, og den ser derfor forskellig ud alt efter, hvorfra du kigger på den – lidt som om, den bevæger sig.

Indenfor er den olympiske ånd også i centrum. Et enormt kunstværk af en trappe binder etagerne sammen i midten af bygningen. 3XN’s karakteristiske trappe i lyst egetræ fremstår som et solidt, organisk modstykke til de mange glasoverflader og hvide vægge. Som fem uafhængige, runde trappeforløb symboliserer den de fem olympiske ringe.

Høje krav til bæredygtighed

Det var vigtigt, at bygningen havde så lille et klimaaftryk som muligt og blev bygget med tanke for miljøet. Af særlige tiltag kan nævnes, at solcellerne på taget leverer 10 procent af bygningens elektricitet, fra Genevesøen trækkes vand til opvarmning og køling af bygningen, og udenfor opsamler de grønne arealer regnvand, der reducerer bygningens vandforbrug. Solens stråler giver desuden lys og er med til at opvarme glasbygningen gennem et dobbelt facadevinduessystem.

Sted

Lausanne, Schweiz

Arkitekt

3XN
Itten+Brechbühl

Bygherre

The International Olympic Committee

Landskabsarkitekt

Hüsler

Ingeniør

Ingeni

Entreprenør

Marti Construction
Sottas

Indretning

RBSGROUP

Lysdesign

Jesper Kongshaug

Samarbejdspartner

Clestra Hauserman
Roschmann Group
Emmer Pfenninger Partner

Opført

2019