Kastrup Søbad: Badekonkylie med 5 meter højt udspringstårn
Kultur
Arkitektur-
tidslinje
Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.
Se tidslinjeKastrup Søbad byder ikke alene på en svalende dukkert i sommervarmen, det er også en ekstraordinær æstetisk oplevelse.
Med form som en konkylie hentet fra havbunden, ligger det flotte Kastrup Søbad og skuer ud over Øresund. Søbadet er trukket væk fra stranden og 100 meter ud i Øresund, hvor vanddybden både tillader maveplaskere og hovedspring. Man ankommer derfor via en badebro, der strækker sig inde fra land.
Konkylieform forener æstetik og funktionalitet
Kastrup Søbad er formet som en cirkel med en ydre skærm, der giver behageligt læ for alle badegæster. Skærmen stiger gradvist i højden fra 1,5 meter til 8 meter, og er med til at give søbadet sit konkylieformede udtryk. Fra badebroen ankommer man i søbadets venstre side, hvor skærmen er lavest. Formen åbnes således op mod landsiden, knytter an til stranden og byder de besøgende ind. Herfra bevæger man sig rundt mod højre, hvor konstruktionen gradvist løfter sig over vandoverfladen og ender i et fem meter højt udspringstårn.
Byder på masser af muligheder
Det konkylieformede søbad balancerer på 150 pæle i vandet og er trukket så langt væk fra stranden, at vanddybden når op på fire meter under udspringstårnet. Forskellige bænke, plateauer og hyggelige kroge giver sammen med vipper og udspringstårnet gode forhold for alle gæster, uanset om man er til solbadning eller hovedspring. Hele det 750 kvadratmeter store søbad er udført i den holdbare, afrikanske træsort azobe, der er modstandsdygtigt overfor saltvand og har samme levetid som stål.
Et prisbelønnet søbad for alle
White Arkitekter har lagt stor vægt på, at Kastrup Søbad skal være tilgængeligt for alle. Derfor er der hele vejen igennem tænkt i handicapvenlige løsninger, og de er så gennemførte, at Kastrup Søbad har vundet både en bronzemedalje i den Olympiske Komités konkurrence om bedste idræts- og fritidsbyggeri, samt en pris for bedste handicapforhold, der uddeles i samarbejde med Den Internationale Paralympiske Komité (IPC).
Lys iscenesætter arkitekturen
Belysningen er vægtet højt og gør Kastrup Søbad til et spektakulært syn når mørket falder på og i de lange vintermåneder, hvor det kun er vinter baderne, der vover sig ud på vandet. Den skulpturelle form understreges af LED-spotlys langs broen, opadrettede projektører langs bygningens inderside og nedsænkedespots i trædækket.
Nabo til Amager Strandpark
Bygningen i vandet er suppleret af en ny sandstrand og en tilstødende servicebygning med toiletter og handicapvenlige omklædningsrum. Den runde trækonstruktion er forbundet med den nye Amager Strandpark ved hjælp af en lang træbro. Så selvom søbadet ikke er udstyret med café eller is kiosk, har du disse helt nødvendige strandturfaciliteter indenfor rækkevidde.
Arkitektur-
tidslinje
Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.
Se tidslinjeUdforsk byen
Udforsk byen
Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.