Storhed fra mange tidsaldre

Kirke

Roskilde Domkirke
Photo: Martin Heiberg, Copenhagen Media Center
 

Roskilde Domkirke er en del af vores verdensarv. 800 års danmarkshistorie i et enkelt og ufatteligt bygningsværk.

Roskilde Domkirke er et monumentalt bygningsværk fra den tid, da Roskilde var rigets hovedstad. Bygningen rummer så mange arkitektoniske stilarter og historier, at den kan være svær at aflæse. Derfor kan det være en fordel at betragte byggeriet som stor, middelalderlig kirke, der er iklædt en lang række sidebygninger i forskellige stilarter.

Domkirkens hovedbygning er en gotisk basilika, det vil sige en torvehalsbygning, med to tårne og rundet kor. Den er opført omkring 1200, viser de seneste undersøgelser. Kirken er Skandinaviens første gotiske byggeri og er kendetegnet ved et stort lysindfald.

Det skabte man, fordi lys var det gennemgående tema i kristendommen på det tidspunkt, hvorfor kirken også er placeret, så lysindfaldet er størst muligt.

Mens man tidligere havde bygget kirker med små vinduer og bærende vægge, tænkte man nyt i gotikken. Domkirkens indre ribbehvælvinger og spidsbuer var ny teknologi på den tid. De fordeler vægten af kirkens tag til bygningens stensøjler. Når væggene ikke længere skulle bære, kunne man indsætte større vinduer og dermed få mere lys ind.

Konstruktionen kan også aflæses på kirkens yderside, hvor de massive stræbepiller er et gennemgående træk. De er fyldt op med byggeaffald og holder domkirkens søjler og indre konstruktion på plads. Går man rundt om kirken, oplever man hvordan hvert enkelt kapel samt våbenhus og kapitelhus er bygget i sin tids stil. Her er historicisme, rennæssance, nyklassicisme og sengotik repræsenteret.

Facts

  • Allerede i 985 lå der en trækirke på det sted, hvor Roskilde Domkirke blev rejst. 
  • Den røde teglstenskirke med de to karakteristiske tårne kom i 1995 på UNESCOs verdensarvsliste.
  • Stilen er gotisk basilika med romanske træk (blandt andet runde vinduesbuer visse steder).
  • Bygget af omkring 2,5 mio. røde tegl. 
  • Teglbrændingsteknikken blev genopdaget ca. 1100 og medførte en revolution i byggeriet, da man tidligere kun byggede i natursten eller kildesten (som Absalonbuen, der forbinder domkirken med Det Gule Palæ).
  • Kirken er brændt i flere omgange, blandt andet i 1282, hvor paven bad sine undersåtter om støtte til en genopbygning.
  • I kirken er 38 danske konger og dronninger stedt til hvile, blandt andre Harald Blåtand.

Omgivelser

Byrummene omkring Roskilde Domkirke er interessante og giver gode kig til kirken og den omkringliggende by. Den lille, smalle Regenssti forbinder kirken med Provstevænget og giver suveræn udsigt til både kirke og fjord.
Det Gule Palæ har været bolig for kongehuset og kan udforskes både udvendigt og indvendigt, når Museet for Samtidskunst og Roskilde Kunstforening holder åbent.

Haverne bag de mange mure i kvarteret er åbne og tilgængelige. Klosterkælderens have, Latinerhaven og Palæhaven er de nærmeste. 
Roskilde Kloster består af en herregård fra 1565 og en beboelsesfløj fra 1907. De er placeret i en skøn klosterhave blandt andre grønne byrum og historiske bygninger.
 

Af Jakob Fälling