Versailles – Solkongens rige

Her kan du læse om, hvordan kongemagten har brugt arkitekturen til at vise deres magt. Versailles Arkitektur kan bruges til at vise magt og ære. Det blev tydeligt markeret i barokken, hvor de europæiske kongedømmer ikke alene byggede slotte, men også anlagde haveanlæg og hele byer af enorme dimensioner.

Det mest berømte eksempel fra denne periode er Ludvig d. 14’s Versailles (påbegyndt 1661), der i mål, anlægsform og pragtudfoldelse viser kongens styrke over for resten af Europa.

Slottet var en gigantisk udvidelse af Ludvig d. 13’s slot i Versailles fra 1623.

Til verdens ende

Arkitekturen skulle skabe ærefrygt ved sin overvældende pragt. Oprindeligt var det Ludvig d. 14’s idé at bosætte sig i Paris, så kongens bygninger både kunne imponere, men også skræmme den fattige befolkning fra at gøre oprør. Men i Versailles kunne kongen anlægge et slot og en have, der kunne strække sig helt ud i horisonten og dermed vise kongens uendelige magt.

Store illusioner

En måde at markere sin magt på var at bygge og anlægge i stor skala.

Slottet blev med en samlet længde på 576 meter et slot af hidtil usete dimensioner og havens udstrækning imponerende med sine 7500 hektar. Som om det ikke var nok arbejdede man med forskellige teknikker, der skulle få bygninger, rum og have til at fremstå endnu større. Spejlgalleriet i Versailles er et klassisk eksempel på barokkens brug af optiske virkemidler til at få et rum til at fremstå større.

Rummet har kun vinduer til den ene side, men man har skabt illusionen af, at der også er åbent til den modsatte ved at beklæde den 75 meter lange væg med spejle.

Sollyset og lysskæret fra de imponerende lysekroner og stager reflekteres i de mange spejle og gør et sanseligt indtryk på slottets besøgende, der bliver mindet om, at de befinder sig i solkongens slot. I loftet ses perspektiviske malerier, der synes at åbne til himlen.

Pragtudfoldelse

De kongelige bygninger i barokken imponerede ved deres størrelse, men også ved deres byggestil og materialevalg.

Både i interiør og eksteriør ses en udpræget brug af dekorationer og en forkærlighed for søjler, skulpturer og krummelurer – gerne udført i det fineste marmor eller med forgyldninger. Beskueren skulle beruses af den overvældende pragtudfoldelse, de dynamiske linjer og de stærke lys og skyggevirkninger.

Iscenesættelsen af solkongen

Ludvig d. 14. (1638-1715) iscenesatte sig selv som solkongen og både slottets indretning og havens forløb skulle vise denne fortælling. Om slottet blev opført en hel by, der blev grundlagt med tre store akser, der skulle lignes med solstråler, der ikke alene kom fra slottet, men fra kongens soveværelse, der var det absolutte centrum.

Flere hundrede skulpturer og malerier skildrede i Versailles Ludvig d. 14 som solkongen og fortalte om kongens styrke, hans evner som leder og hans mange sejre. Ved slottet arrangerede man utallige ceremonier, parader og fester, hvor de besøgende skulle overvældes og forføres.

En tur i kongens have var en iscenesat tur gennem 25 haverum, hvor man skulle fortrylles af havens blomster, springvand og skulpturer, og opleve fyrværkeri, musik og teater. Fortællingen om solkongen hentede man fra den græske mytologi, hvor solkongen er Apollo. Grækerne betragtede Apollo som gud for det gode og smukke, for musikken og poesien. Men Apollo var også Bueskytternes gud, den straffende Gud, der opretholdt lov og orden.

At skabe sig et navn

Det var ikke kun i Frankrig at statskassen blev brugt på storslåede bygninger. De europæiske konger ville skabe sig et navn – også for eftertiden.

Blandt de danske konger er Christian d. 4 (1588-1648) særlig berømt som bygherre. Han stod bl.a. bag opførelsen af Rosenborg Slot, Holmens kirke, Børsen, Rundetårn og Regensen.

Frederiksborg Slot blev også ombygget i Christian d. 4’s tid og han anlagde Christianshavn, Christiania, Christianstad og Christiansand.