Erindringer: Albert Speer

Albert Speer
 

Her kan du læse om Hitlers arkitekt Albert Speer og den pompøse iscenesættelse af nazismen. Dette uddrag er fra arkitekten Albert Speers erindringer. Albert Speer (1905-1981) var arkitekt under Hitler og han skulle stå for iscenesættelsen af det tredje rige. Hitler brugte kunst og i særdeleshed arkitektur som en politisk manifestation og til at demonstrere magt. Han ønskede synlige spor fra sin tid ved magten. Arkitekturen skulle tale til de kommende tyske generationer.

Iscenesættelsen af Det Tredje Rige

“To år efter, at Hitler havde godkendt min plan for partiterrænet, blev den vist som model på verdensudstillingen i Paris i 1937 og udmærket med “Grand Prix”. I den sydlige ende af det samlede anlæg lå den såkaldte “Martsmark”, hvis navn ikke alene skulle minde om krigsguden Mars, men også om den måned, i hvilken Hitler havde indført værnepligten.

På denne vældige plads skulle der – på et område, der målte 1050 gange 700 meter – vises små kampøvelser af Værnemagten. Jeg regnede med at omgive hele terrænet med tribuner af fjorten meters højde; de skulle rumme 160.000 tilskuere.

Fireogtyve tårne af over fyrre meters højde skulle inddele disse tribuner på rytmisk måde, medens i midten en ærestribune dominerede, kronet af en kvindelig skulptur. Nero lod år 64 e. Kr. på Capitolium rejse en kolossalstatue af 36 meters højde; Frihedsgudinden i New York er 46 meter, men vor skulle være fjorten meter højere end denne.

Nordligere udvidede Martsmarken sig til en to kilometer lang og firs meter bred paradegade. Her skulle Værnemagten marchere forbi Hitler i cirka halvtreds meter brede geledder. Denne gade blev færdig før krigen og var brolagt med tykke granitplader, der var stærke nok til at bære vægten af kampvognene; overfladen var gjort ru, for at soldaternes støvler ikke skulle glide under parademarchen.

Til højre lå en trappeformet tribune, fra hvilken Hitler ville modtage paraderne, omgivet af sine generaler. Ovenfor lå en søjlehal, i hvilken regimenternes faner skulle opstilles.

Denne søjlehal med dens højde på kun atten meter skulle tjene som sammenlignende målestok for det bagved projekterede “Store Stadion”, som Hitler havde bestemt skulle rumme 400.000 mennesker. Historiens største tilsvarende anlæg var Circus Marximus i Rom til 150.000-200.000 personer, mens vore moderne anlæg dengang højest kunne rumme 100.000.

Keopspyramiden fra ca. 2500 f. Kr. er 230 meter lang, 146 meter høj og har et rumfang af 2.570.000 kubikmeter. Stadion i Nürnberg ville være blevet 550 meter langt og 460 meter bredt og have opvist et opbygget volumen på 8.500.000 kubikmeter, altså cirka det tredobbelte af Keopspyramidens. Stadion skulle være langt det største bygningsværk i området og et af historiens vældigste. […]

I begyndelsen af 1939 forsøgte Hitler over for en forsamling af byggearbejdere at motivere sin byggestils dimensioner: “Hvorfor altid det største? Jeg gør det for at gengive den enkelte tysker hans selvbevidsthed. For på hundrede af områder at sige til den enkelte: Vi er slet ikke underlegne, tværtimod, vi er ethvert andet folk absolut jævnbyrdige.

Man bør ikke alene søge denne hang til overdimensionering i regeringsformen; også hurtigt erhvervet rigdom har del deri, ligesom trangen til at demonstrere egen kraft, af hvilke grunde det så end sker.

Derfor finder vi i den græske oldtid de største bygningsværker på de sicilianske øer og i Lilleasien. Dette kan have haft sammenhæng med disse byers forfatninger, der i reglen var bestemt af eneherskere, men selv i Perikles’ Athen var Phidias’ kultstatue af Athena Parthenos tolv meter høj. Dertil kommer, at de fleste af verdens syv underværker netop blev betragtet som sådanne på grund af deres enorme dimensioner: Artemis’ tempel i Efesus, mausoleet i Halikarnassos, kolossen på Rhodos og Phidias’ olympiske Zeus.

Hitlers krav om det overdimensionerede gik dog videre, end han ville indrømme over for arbejderne: storheden skulle forherlige hans værk, forøge hans egen selvbevidsthed. Opførelsen af disse monumenter skulle tjene til at forkynde en kandidatur til verdensherredømmet, længe før han vovede at meddele det selv til sine nærmeste omgivelser.

[…] en dag omkring dette tidspunkt standsede Hitler mig pludselig på trappen til sin bolig og lod ledsagere gå videre: “Vi vil skabe et stort rige. I dette skal alle germanske folk sammenfattes. Det skal begynde i Norge og strække sig til Norditalien. […]

Dette var endnu en relativt tilbageholdende formulering. I foråret 1937 besøgte Hitler mig i mine udstillingslokaler i Berlin. Vi stod alene foran den over to meter høje model af det kommende Nürnberg Stadion. Den var bygget i øjenhøjde, hver eneste detalje var udarbejdet, og den var bestrålet af stærke filmprojektører, så at vi med et ringe opbud af fantasi kunne forestille os den virkning, som ville udgå fra dette bygningsværk.

Ved siden af modellen var der tavler, på hvilke tegningerne var slået op. Hitler betragtede dem. Vi talte om de olympiske lege, og jeg gjorde ham, som jeg allerede flere gange havde gjort, opmærksom på, at min sportsplads ikke havde de reglementerede olympiske mål.

Hertil svarede Hitler uden at ændre stemmen, og som om det drejede sig om en indiskutabel selvfølgelighed: “Det er ganske uvæsentligt. I 1940 skal de olympiske lege endnu engang finde sted i Tokyo, men derefter vil de for alle tider finde sted i Tyskland, på dette Stadion. Og så er det os, der bestemmer, hvilke dimensioner sportspladsen skal have!”

Efter vore nøjagtigt udarbejdede planer skulle dette stadion være færdigt til partidagen i 1945…

(Fra Albert Speers Erinnerungen fra 1969. Fra den danske udgave “Erindringer”, der blev oversat af Mogens Boisen, 2003, Schønbergs forlag s. 68-71)