Bente Scavenius besøger Arkitekturbiennalen

“Ambitionerne er mange, men fremtidsudsigterne forekommer håbløst deprimerende”

Reflektion over Arkitekturbiennalen 2023
– Den danske Pavillon og udvalgte pavilloner

Af Bente Scavenius

Der er et gammelt ordsprog, der siger, at så længe, der er liv er der håb. På årets Arkitekturbiennale er der meget liv, men knap så meget håb. Aktivitet er der meget af og ambitionerne er også mange, men fremtidsudsigterne kan undertiden forekomme håbløst deprimerende. For det er ikke altid lige opmuntrende, på sin gang rundt på biennaleområdet, at blive konfronteret med alvoren omkring klima, forurening, befolkningstilvækst, national identitet, kønsidentitet, migration, fattigdom, kolonisering og krige, ja, alle de tunge emner, som fylder meget i hverdagen og dermed også på den 18. Arkitekturbiennale.

Som jeg har oplevet Arkitekturbiennalen gennem årene, så forekommer det som om, den har en tradition for at afspejle det samfund og de livsbetingelser, som en befolkning nu en gang er styret af og som arkitekter skal forholde til. Ofte har jeg tænkt, at Arkitekturbiennalen i højere grad end kunstbiennalen havde ”hands on” samfundsudviklingen. Hvor kunstbiennalen tidligere især har haft fokus på en æstetisk og teoretisk tilgang til kunsten, så har Arkitekturbiennalen haft en mere realistisk og visionær indfaldsvinkel til valget af projekter, som præsenteres i de nationale pavilloner. Sådan er det ikke helt i dag, da kunstbiennalen og Arkitekturbiennalen både i det visuelle og æstetiske udtryk har nærmet sig hinanden så meget, at det kan være vanskeligt at afgøre, hvilken en af biennalerne, man er på.

Et bredere publikum

I modsætning til Arkitekturbiennalen, så har kunstbiennalen en lang historie helt tilbage til midten af 1890’erne, og derfor har den pr. tradition altid tiltrukket sig mere opmærksomhed.  Men Arkitekturbiennalen er nu også blevet en så etableret begivenhed, at den tiltrækker sig stor opmærksomhed. Og med god grund, da den i dag fremstår langt mere vel-kurateret og dertil med en faglig åbenhed, der tiltrækker et bredere publikum.

Som jeg opfatter Venedigs Arkitekturbiennale, så har den en tradition for ikke blot at være i tråd med sin samtid, men også at forholde sig til det lange perspektiv og give rum for visioner om fremtiden, så den måske kan ændres til det bedre. Det gælder også for dette års Arkitekturbiennale, som er den 18. i rækken og har det overordnede tema ”The Laboratory of the Future”, som er valgt af den skotsk-ghanesiske arkitekt, forfatter og kurator Lesley Lokko. Et meget bredt tema, der af samme grund bliver angrebet meget forskelligt af de deltagende nationer.

Fokus på Afrika

Med sit tema har det for Lesley Lokko været vigtigt først og fremmest at tage udgangspunkt i Afrika som kontinent, som hun har stor indsigt i. Dels da hun bortset fra Skotland også har en opvækst i Ghana og dels fordi hun i dag er leder af African Futures Institute i Accra. Temaet udelukker dog ikke, at Arkitekturbiennalens øvrige deltagende kontinenter bidrager med deres historie, faglige udfordringer og visioner.

Som nævnt er der mange gode grunde for Lesley Lokko til at sætte fokus på Afrika, men nok så vigtigt er det, at kontinentet repræsenterer verdens yngste befolkning og har den hurtigst voksende urbanisering. Dernæst lever store befolkningsgrupper frivilligt såvel som ufrivilligt udenfor deres egen kultur i Afrika, især i dagens Frankrig, hvortil tusindvis er emigreret til fra de tidligere kolonier.

Afrikas dominerede rolle på årets Arkitekturbiennalen er interessant, da det er et kontinent, der står overfor store og ofte uoverskuelige udfordringer. Dog har andre og mindre lande fra fjerne kontinenter også fået en stemme på biennalen, og det har bidraget til diversiteten. Dertil har Lesley Lokko været meget bevidst om, at årets deltagere skulle have en relativ lav gennemsnitsalder og at der skulle være en 50/50 fordeling på køn. Så det er en ambitiøs biennale, der tager fat om store og vigtige temaer, som mange taler om, men færre gør noget ved.

Et fremtidslaboratorium

Efter at have set årets Arkitekturbiennale og besøgt de forskellige landes pavilloner, så er spørgsmålene til den globale fremtid mange, da der er god grund til at være bekymret. Derfor må der både på den korte og lange bane sættes kraftigt ind overfor klimaforandringer, befolkningstilvækst og krav til bæredygtighed etc. Og det er det, som Lesley Lokko vil gennem de mange arkitekturprojekter, som hun har samlet i såvel Giardinis nationale pavilloner som i de tidligere rebslagerbygninger på Arsenale.

Med sit tema ”The Laboratory of the Future” lægger Lesley Lokko op til, at kuratorerne fra de forskellige nationale pavilloner skal reflektere over, hvordan de gennem arkitekturen, kunsten og videnskaben vil kunne vise nye veje for fremtiden. Interessant er det, at hun ud fra et holistisk syn vil skabe relationer og forståelse mellem de privilegerede og meget mindre privilegerede kontinenter. Derfor forestiller hun sig biennalen som en kollektiv workshop, der stiller spørgsmål til fremtiden, selv dem, der ikke nødvendigvis kan blive besvaret.

Med de spørgsmål, som stilles til den globale fremtid, er det klart, at diversiteten på årets Arkitekturbiennale er stor. Gennem visionære projekter, installationer, skulpturer, fotokunst, videoer og performances fremstår årets biennalen derfor som et vigtigt pejlemærke på, hvad der optager arkitekter, kunstnere og kuratorer i disse år.

Den danske Pavillon

Et relevant eksempel på en fortolkning af Lesley Lokkos oplæg er Danmarks nationale bidrag ”Coastal Imaginaries”, der fylder hele Den danske Pavillon. Projektet, der er kurateret af Josefine Micheau, tager fat på konsekvenserne af den stigende vandstand omkring København. Udstillingen fordeler sig i en teoretisk afdeling udført af tegnestuen Schønherr og visuel del med et timelangt diorama, hvor sanserne gennem lys og lyd er i spil. Her har scenografen Christian Friedländer iscenesat den lille havfrue siddende på sin sten ude foran Avedøre, hvor hun under dramatiske vejrforhold vil blive genforenet med sit rette element, når vandet stiger.

Med de enorme mængder af regn, der fra tid til anden vil vælte ned over København, kombineret med stigninger fra havet, vil der i fremtiden skabes oversvømmelser af så voldsomme dimensioner, at naturen ikke kan absorbere vandet. På foruroligende vis skildrer udstillingen, hvordan fremtidens kystlandskaber vil forme sig. Dette skrækscenarie bliver yderligere underbygget af den undergangsstemning, som Christian Friedländer har skabt i sin fantasifulde science fiction-fortælling om den lille havfrues skæbne.

Bidrag fra hele verden

Trods det højaktuelle emne, så var der på åbningsdagen ingen guldløve til Den danske Pavillon. Den gik til gengæld til Brasilien med udstillingen ”Terra”, der omhandler det oprindelige folk, som i sin tid blev forvist fra deres egen jord, da byen Brasilia blev anlagt midt i ingenting. Senere blev den oprindelige befolkning genhuset i noget, der har udviklet sig til det rene slum. En velformidlet og vedkommende udstilling, som fortjente sin løve. Mange – inklusiv mig selv – havde ellers tiltænkt guldløven til Den belgiske Pavillon, hvor man inde i bygningen med sans for aktualitet og æstetik har opført en meget minimalistisk kasse beklædt med naturfarvede plader af mycelium – en slags svampevækst. Materialet har en stoflig overflade, der både er smuk i nuancerne og dertil lyddæmpende. Et overraskende byggemateriale, der i den grad er visionært.

Blandt de mange pavilloner, som giver stof til eftertanke er den tyske, hvor man har scenograferet, at selve bygningen er under ombygning, og derfor ligner et lager med uendelige mængder af byggematerialer fra tidligere udstillinger, som skal genanvendes.
Den nordiske pavillon tegnet af Sverre Fehn har sat fokus på samerne, et aktuelt tema, der giver rum til refleksion. Det gælder også den engelske pavillon med temaet ”Dancing before the Moon”, hvor en gruppe af kunstnere og arkitekter gennem video og installationer viser nye veje for kommunikation i en verden, hvor folk med meget forskellige kulturelle baggrunde skal leve sammen, danse og dyrke jordens afgrøder.

Af åbenlyse grunde er russernes pavillon lukket. Til gengæld brillierer USA’s pavillon med en site-specifik installation ”Everlasting Plastic”, der udforsker, hvordan det allestedsnærværende plastik kan genanvendes.

Meget humor er der ikke på årets Arkitekturbiennale, dertil er de globale udfordringer al for store. Der er dog mulighed for god underholdning i Den Franske Pavillon, hvor jeg oplevede en performance med Ball Theater, der ud fra en meget humoristiske vinkel stillede spørgsmål til en fremtid, hvor arkitekturen skal danne rammen om en befolkning med meget forskellig kulturel baggrund. Det var en musikalsk, kropslig og morsom performance, hvor køn, identitet og kulturel diversitet vitalt blev sat i spil.

Afrikanske refleksioner

Afslutningsvis vil jeg vende tilbage til Lesley Lokkos ønske om at give Afrika en stemme på årets Arkitekturbiennale. Det kommer især til udtryk på den del af biennalen, der finder sted i Arsenale, hvor der både visuelt og forskningsmæssigt bliver reflekteret over begrebet ”Afrofuturisme”. Et karakteristisk nedslag er den dokumentarfilm, der er skabt af Twenty Nine Studio og videokunstneren Sammy Baloji fra Congo.

Med sin indsigt i Congos kolonihistorie og landets kulturelle, arkitektoniske og industrielle arv har Sammy Baloji skabt en dokumentarfilm, der fortæller om et forfaldent forskningscenter for jordbrugsdyrkning, som gennem tiderne har indsamlet tonsvis af arkivmaterialemateriale om landbrugsforhold under kolonitiden og frem til i dag. Et tilsyneladende helt ubrugeligt materiale, der i sin substans omhandler viden om de mange, rige resurser, som kunne have været udnyttet til gavn for Congos befolkning. Et projekt til eftertanke formidlet gennem en velproduceret film, hvor Sammy Baloji forsøger at fortælle om de historiske begivenheder, der har skabt vor tids Congo. Et projekt, der samtidigt indeholder kernen til den historie, som Lesley Lokko koncentrerer sig om med sit ”The Laboratory of the Future”, hvor hun gennem en global dialog vil sætte arkitekturen ind i en ny og bred forståelsesramme.

Den 18. Arkitekturbiennale i Venedig er åben indtil 26.11.2023

Bente Scavenius er mag.art. i kunsthistorie, kunstkritiker, kurator og forfatter. Hun er desuden et kendt ansigt fra diverse tv-udsendelser om kunst og har modtaget en række priser for sin formidling af kunst.