Dekonstruktion

Parc de la Villette
Photo: C. Th. Sørensen, arkitekturbilleder.dk
 

Her kan du læse om, hvordan filosofiske retninger har inspireret arkitekturen.

Dekonstruktion i filosofien

Ordet dekonstruktion er opfundet af den franske filosof Jacques Derrida (1930-2004). For Derrida er dekonstruktion et forsøg på at problematisere selve den måde, vi tænker på.

Det er en kritik af systemtænkningen og hierarkierne i den vestlige tankegang. I følge Derrida er der i vesten en grundlæggende tradition for, at tænke i systemer og sætte noget i centrum. Men sådanne systemer er problematiske, fordi de kun kan opretholdes ved, at reducere og tilsidesætte det, der modsiger systemet.

Den måde, at tænke på må udfordres for, at give tanken en ny bevægelighed og dynamik. Det er ikke en “destruktion” af den vestlige tankegang, men en “de(kon)struktion”, hvor nye tanker “konstrueres” fra periferien.

Den dekonstruktive handling består i, at sætte fokus på det marginaliserede og synliggøre de uudtalte hierarkier. Det er et forsøg på, at stille sig kritisk og spørgende over for de systemer eller den tankegang, man selv er en del af.

Derridas definition af “dekonstruktion” er ikke en definition af en særlig stil, men hans tanker blev en væsentlig inspirationskilde for stilen “dekonstruktion” i arkitekturen. Den schweiziske arkitekt Bernard Tschumi (f. 1944) er blandt de arkitekter, der er blevet inspireret af Jacques Derrida, og de arbejdede sammen om projektet Parc de la Villette i Paris.

Bernard Tschumsis “follies” i Parc de la Villette i Paris

Bernard Tschumi vandt i 1983 konkurrencen om at skabe en bypark i Paris’ Villettekvarter. I dette projekt har Tschumi arbejdet med en trefaset tilblivelsesproces kaldet Præcision, Eksplosion og Rekomposition.

Indledningsvis har han taget udgangspunkt i de krav, der var fastsat til parken om den procentmæssige fordeling af bebyggede over for ubebyggede arealer – det er præcisionen. Dernæst har han sprængt byggemassen i tilfældige fragmenter – det er eksplosionen, og afslutningsvis har Tschumi fordelt fragmenterne i et gridnet (en gitter-struktur)- det er rekompositionen. Fragmenterne blev til 35 røde pavilloner, der er forskellige variationer over den røde kube, der er blevet fordrejet og gennemskåret. De kaldes af Tschumi “follies”, hvilket på fransk betyder galskab.

Pavilloner kan danne ramme om forskellige funktioner. De kan fx være galleri, café og legeplads. Men kubernes form er ikke bestemt af en særlig funktion. De står åbne for forandringer og for de besøgendes fortolkning. I parken skal der kunne opstå begivenheder, der ikke er planlagte.

I det oprindelige projekt foreslog Tschumi, at griddet skulle forlænges til byrummet, så de røde pavilloner tilsyneladende tilfældigt kunne dukke op i byen og dermed pege på parkens uafsluttede karakter.

Tschumis projekt udfordrer flere af de traditionelle dogmer i arkitekturen.

Pavillonerne er et brud med arkitekturens traditionelle sammenkobling, af form og funktion og et opgør med arkitektur som noget fastlagt og afsluttet.

Tschumi leger i dette projekt med, at arkitekturen kan fortsætte i det uendelige, og han bruger tilfældighedsprincipper i sin fragmentering af bygningerne. Han skubber arkitekturen mod sine grænser, og skaber dermed en ny åbenhed.

Definition af dekonstruktion i arkitekturen

Bernard Tschumis projekt til Parc de la Villette var blandt de projekter, der var med på udstillingen “Dekonstruktiv arkitektur” på Museum of Modern Art i New York i 1988. Denne udstilling markerede, at der var flere træk i tidens arkitektur, der kunne betegnes som “dekonstruktive”.

Inden for arkitekturen har man traditionelt været optaget af, at frembringe harmoni, enhed og stabilitet. Dekonstruktivisterne sætter spørgsmålstegn ved disse værdier, der har undertrykt alle andre udtryk. De vil udforske arkitekturens skjulte potentiale.

De vil vise, hvorledes de forvredne former altid har været latent til stede i arkitekturen, indtil arkitekterne frigjorde dem. Den dekonstruktive arkitektur forsøger, at forstyrre den daglige iagttagelse af arkitektur. De gør op med de traditionelle forventninger til bygningsværker, så man gennem fremmedgørelse kan se arkitekturen på ny.

I arkitekturen har formen altid været underlagt kravet om funktion. Det vil man vende om, så de fortrængte muligheder kommer frem i lyset. Man søger at indarbejde stilelementer, der ligger uden for funktionshensyn og ikke alene styres af ydre formål.

Tilfældighed, subjektivitet og opfindsomhed bliver nye nøgleord i denne arkitektur, hvor traditionelle rumopfattelser udfordres, hvor former forskydes og forvrides, og hvor materialer sættes sammen på uventet vis. Man taler om, at “forurene” arkitekturen, så den åbnes for andre kunstformer og kontekster.

I dekonstruktivismen taler man også om, at arkitekturen kræver den besøgendes erfaringer og forståelse for, at blive til. Arkitekturen er ikke et afsluttet værk, som arkitekten har skabt. Arkitekturen bliver til, når man ser en bygning, træder ind i rummet, og bevæger sig omkring i rummet. Arkitekturen kan ikke beskrives objektivt, den ændrer karakter efter de besøgende.

Daniel Libeskinds jødiske museum i Berlin (1989-99)

Blandt arkitekterne på udstillingen “Dekonstruktiv arkitektur” var også Daniel Libeskind (f. 1946). I 2001 åbnede Libeskinds jødiske museum i Berlin, der er blevet et hovedværk for den dekonstruktivistiske stil. Museet er et godt eksempel på, hvorledes dekonstruktivisterne forsøger, at gøre arkitekturen “uren” ved at lade sig inspirere af andre kunstformer.

I udarbejdelsen af projektet har Libeskind bl.a. været inspireret af den ufuldente opera Moses og Aron af den jødiske komponist Arnold Schönberg (1874-1951) og teksten Einbahnstrasse af digteren Walter Benjamin (1892-1940).

Bygningen er fuld af symbolik. Den jødiske historie fortælles ikke blot inde i museet, men også i bygningens form og udtryk. Museets ydre, dramatiske form skal ligne en brudt davidsstjerne, og i stedet for, at lade funktionshensyn bestemme bygningens orientering har Libeskind brugt adresser på tysk/jødiske kunstnere og intellektuelle.

Bygningen står som en skulptur på grunden. Dens ydre består af en blanding af stål og beton, men er beklædt med zink, der spejler omgivelserne. Vinduerne sidder med arkitektens egne ord i “tilsyneladende umulige formsammenstillinger”. Vinduerne danner også en forbindelse til de steder, hvor det jødiske liv engang fandt sted.

Gennem bygningen er et indre tomrum, der skal symbolisere jødernes skæbne under Holocaust. Enkelte steder kan man gennem sprækker se ind i dette indre rum, hvor der på væggene er indgraveret fødsels- og dødsdato for de mange jøder i Berlin, der blev ofre for nazismen. Ved sprækken kan man kun læse de navne der står i ens umiddelbare nærhed, resten fortoner sig i endeløse linjer.

Arkitekturen kan sagtens opleves uden vished om de mange referencer og tekster som Libeskind har brugt. Fortællingerne skal blot fornemmes.

Arkitekter, der forbindes med dekonstruktion

Andre arkitekter, der forbindes med dekonstruktion er Frank O. Gehry (f. 1929), Rem Koolhaas (f. 1944), Peter Eisenman (f. 1932), Zaha Hadid (f. 1950) og arkitektgruppen Coop Himmelb(l)au.

Parc de la Villette
Photo: C. Th. Sørensen, arkitekturbilleder.dk