Den organiske og den geometriske by

Havebyer
Photo: Tom Rumble, Unsplash
 

Her kan du læse om, hvordan forskellige byplanlæggere har forestillet sig byer med en organisk og med en geometrisk opbygning.

I byplanlægningens historie har der gennem tiden været mange forslag til, hvordan den ideelle by skulle organiseres. Ingen af dem har været ens. Men to retninger går igen i den måde, byplanlæggere har forestillet sig opbygningen af den ideelle by. Enten har man udtænkt planer for en geometrisk by med lige linjer og rette vinkler, som giver byen struktur og symmetri. Eller også har man set byen som en organisme – som noget, der langsomt skulle formes af byens indbyggere, og som bestod af mange små enkeltdele, der sammen gav en helhed. Geometriske byplaner er inspireret af antikken, mens organiske byplaner er inspireret af middelalderen.

I det følgende kan du læse om nogle af de planer, der i tidens løb har været for, hvordan man kunne skabe såvel organiske som geometriske byer.

Middelalderbyens form

De fleste af middelalderens byer opstod omkring et torv, hvor områdets beboere samledes til marked. Handelen trak flere mennesker til, og sådan voksede byerne langsomt frem af sig selv og kan derfor kaldes organiske. De blev ikke planlagt, men bredte sig alt efter, hvad de mennesker, der flyttede til, havde brug for. Der blev bygget huse, kirker og rådhus. Gaderne blev formet alt efter, hvor bygningerne lå. De var smalle og ujævne, og der var ingen geometriske mønstre eller symmetri i deres forløb.

Antikkens, renæssancens og klassicismen byplaner

De græske byer var bygget op omkring et torv. Herfra bredte byen sig i et net af lige linjer og rette vinkler. Monumentale tempelbygninger lå på byens højeste steder. Symmetri og enkelhed var nøgleordene, modsat middelalderbyens organiske form. I renæssancen og siden under klassicismen genoptog man antikkens ideer. I renæssancens idealby skulle alt indordnes under strenge geometriske principper. Byen blev anlagt omkring en central plads, hvor hovedgaderne udgik fra.

Stod man midt på pladsen, havde man overblik over hele byen, fordi man kunne se ned ad de lange, lige gader. På den måde blev menneskets krop midt i byens rum et symbol på kontrol og orden. Det var karakteristisk for renæssancen, der stillede alt menneskeligt i centrum.

I Paris anlagde man i 1800-tallet store, brede boulevarder og ryddede de tætte middelalderkvarterer. Der skulle skabes orden og ensartethed. Det var Paris’ præfekt Baron Haussmann, der i 1850’erne gennemførte en modernisering af storbyen. Byens form skulle sætte system i det liv, der blev levet i byen. Ensartethed og symmetri i veje og bygninger kom til at præge mange europæiske storbyer.

Ofte blev byerne anlagt med en grundform som en femkant eller sekskant med en bred mur omkring. Ud over den geometriske orden havde denne form et andet formål. I de mange hjørner, som denne form gav, kunne man nemlig anlægge bastioner til byens forsvar. Selve byen var aldrig højere end bymuren. Det gjorde, at den bedre kunne modstå angreb fra kanonkugler og andet skyts.

En af renæssancens geometriske fæstningsbyer er Palma Nova. Den blev grundlagt i 1593 i staten Venezia. Muren rundt om byen er nikantet. Tre porte i muren fører ind til byen. Fra portene går lange, lige gader ind til bymidten. Her ender de i en sekskantet plads, som er byens centrum.

Barokkens pladser og byrum

I barokken var det den katolske kirke og den enevældige konge, der styrede samfundet. Kunsten og arkitekturen blev brugt til at iscenesætte enten kirkens eller kongens magt. Også den måde, byerne blev anlagt på, blev brugt til at understrege magt og indflydelse. Brede boulevarder, platforme, trapper, udsigtspunkter og ikke mindst store pladser pegede over alt på magthaverens omfattende betydning. Store bygningsværker og monumenter mindede om kongens eller kirkens magt.

Barokkens byer var bygget op omkring store pladser, som fx Piazza del Popolo i Rom. Pladserne blev forbundet af brede, lige boulevarder. Akserne, som disse boulevarder skabte, forbandt desuden bydele, bygninger og monumenter. På den måde blev den barokke plads central i byens helhed.

I barokken hed et bykort ‘theatrum’ – et teater. På de brede boulevarder og de store pladser, kunne byens borgere sætte sig selv i scene. Her kunne man se og blive set. Pladsen skulle opleves gennem bevægelse. Den åbnede sig mod gaden og er en del af byens større sammenhæng. Samtidig er den en helhed i sig selv. Pladsens statuer, søjler, obelisker og bygningsfacader spiller sammen om at skabe denne helhed. Pladsen var et sted for bevægelse og dynamik. Hér udfoldede barokkens liv sig.

Bybygning – ikke byplanlægning

I slutningen af 1800-tallet opstod forskellige reaktioner mod de planlagte byers symmetri og gitteragtige gadesystemer. I stedet mente man, at byerne skulle vokse frem af sig selv. De skulle være organiske byer, der var naturlige og harmoniske, og hvor området og de mennesker, der boede der, langsomt skulle skabe byens udformning. Byerne skulle bygges – ikke planlægges.

En af de vigtigste personer inden for denne tankegang var den østrigske arkitekt Camillo Sitte (1843-1903). Han mente, at samtidens stramme byplanlægning ødelagde muligheden for et smukt og varieret bybillede. Byen skulle i stedet være et socialt sted, hvor der var plads til mennesker og til små, selvstændige bydele. Alt skulle ikke længere være ens, men hver bydel skulle udvikle sig efter de mennesker, der boede der, og deres behov.

Samtidig skulle hvert kvarter i byen være en del af byens organiske helhed. Middelalderens by var for ham at se et ideal, fordi den netop voksede ud fra menneskers helt naturlige behov. Camillo Sittes ideer fik stor betydning for byplanlæggere i mange andre lande.

Havebyerne

En anden ny tanke, der opstod på dette tidspunkt, var ideen om havebyer. Havebyen skulle bygges på landet, så byen kunne være tæt på naturen. I havebyen skulle hvert hus have sin egen have, og rundt om i byen skulle der være parker.

Ideen om havebyer var at lade folk bo nede ved jorden frem for at være stablet oven på hinanden. Husene skulle ikke være ens, men skulle dog holde sig inden for en bestemt stil. På den måde skulle gadebilledet blive varieret, men ikke rodet. Igen var middelalderbyen et forbillede.

I havebyerne skulle produktionen ligge, så byen kom til at virke som et lille lukket kredsløb. Byen skulle være en selvstændig enhed med skole, butikker, læge, administration og andre institutioner, som var nødvendige for, at byen kunne fungere i sig selv. Det skulle skabe nærhed og et større socialt fællesskab end i storbyerne, og havebyerne står som en klar modsætning til den industrialiserede by.

Ideen bag havebyen fik stor betydning. Den dannede nemlig grundlag for enfamilieshuset med egen have. Mange forstæder og beboelsesområder i byerne lånte derfor inspiration fra havebyen.

Modernismens byplaner

I begyndelsen af det 20. århundrede havde teknologi og politiske strømninger skabt store ændringer i samfundet. Det betød også store ændringer for den måde, en by skulle organiseres på. Byen skulle ikke længere være redskab for kirkens eller kongens magt. Den skulle i stedet skabe de bedst mulige forhold for almindelige mennesker. Mennesker, der levede i en tid, hvor teknik, fart og funktionalitet skulle vise vejen til et ideelt samfund uden problemer.

Sådan mente i hvert fald flere af modernismens byplanlæggere. En af de mest centrale var den schweizisk-franske arkitekt Le Corbusier (1887-1965). I 1920’erne udgav han forskellige planer for, hvordan en moderne by skulle se ud. Her var effektivitet og funktionalitet i centrum. Byen skulle deles op i forskellige zoner, som havde hver deres funktion.

I én zone boede man, i en anden arbejdede man, en tredje var til fritid og en fjerde til transport. Vejnettet skulle gøre det let at komme hurtigt rundt. På den måde kunne man effektivisere byen og spare tid.

Samfundet ville producere mere på kortere tid, og det ville give den enkelte borger mere fritid. Byen skulle ganske enkelt skabe rammerne for det ideale samfund. I idealbyen Plan Voisin, Le Corbusier skitserede, kunne der bo tre millioner mennesker. Den bestod af symmetriske, identiske og geometriske skyskrabere. I midten var der et åbent område med cafeer og butikker. Alle skulle bo ens i et fællesskab, der skulle skabe lighed og samhørighed mellem byens indbyggere. De ens boliger skulle gøre samfundet til et sted uden sociale skel.

Der var også tænkt pladser og grønne områder ind i modernismens byplaner. Pladserne lå nu ikke længere i niveau med jorden, men blev placeret på de enorme højhuses store tagterrasser. Rundt om boligblokkene blev der anlagt legearealer.

Intet skulle overlades til tilfældighederne, og alt blev bygget efter samme model. Denne ensartethed var nemlig med til at gøre tingene effektive, og effektivitet var et nøgleord for Le Corbusier. Han så hele byen som en park – trods huse, veje og det hele. Men for ham satte geometriens skønne former styr på det hele og gjorde det smukt og naturligt som en park. Overbevisningen var, at man kunne ændre samfundet ved at ændre byerne og bygningerne.

Mange arkitekter efter ham tog desuden udgangspunkt i de rene, geometriske former. Især 1930’ernes arkitekter, som fx Arne Jacobsen, der lagde vægt på bygningers funktion og enkelhed, stod i stor gæld til Le Corbusier.

Bevaring og tilpasning

I dag gøres der sjældent forsøg på, at planlægge en by fra grunden. For det første har erfaringen vist, at det er svært at få til at lykkes. For det andet er der sjældent behov for at anlægge helt nye byer. Der er dog byer, der planlægges helt fra grunden, fx Ørestad, som er en bydel på Amager. Der er udformet en helhedsplan for Ørestad, og det overordnede krav i denne plan er, at det skal være en moderne bydel med såvel høj arkitektonisk som miljømæssig kvalitet.

I Danmark handler byplanlægning derfor mest om at indrette og tilpasse områder og kvarterer i de byer, vi allerede har. Restaurering af gamle bygninger er et af de områder, nutidens byplanlæggere bliver stillet overfor. Her gør man ofte meget for at bevare de gamle facader. På den måde bevares helheden i byens form. Byens historie følger med og skaber stemning og variation i bybilledet. Når der skal bygges nye huse i gamle kvarterer, gør man også meget for at tilpasse de nye bygninger til dem, der allerede ligger der.