Hellige bygninger

Højerup Gl. Kirke
Photo: Daniel Rasmussen
 

I hellige bygninger bliver det tydeligt, at arkitekturens opgave ikke bare er at give os tag over hovedet. Læs her om forskellige religioners hellige bygninger – fra kirker over templer til moskeer.

Ser vi tilbage i arkitekturens historie, er de ældste bygninger, som endnu er bevaret, hellige bygninger. Pyramiderne, de gamle persiske templer, ziggurater, templer fra forskellige religioner, kirker og moskéer står tilbage fra perioder, vi ellers ikke har nogen bevarede bygningsværker fra. Vi ved fx ikke, hvordan de gamle ægyptere boede. Men vi ved, hvordan deres hellige bygninger så ud.

De bygninger, der bevares bedst, er de bygninger, der er opført af de bedste og mest solide materialer, og hvor man har gjort mest ud af opføringsarbejdet. Det er bygninger, som flere generationer efter hinanden har fundet det værd at bevare. I det hele taget er det bygninger, som har haft særlig betydning for et folk.

De mange hellige bygninger, der står tilbage, viser, hvor stor betydning religion har haft for mennesker fra oldtiden og frem til vores tid. Gennem de storslåede bygningsværker ærede man guderne og mente, at man sikrede sig deres velvilje. Man fandt også et holdepunkt i en tilværelse, hvor mange helt grundlæggende forhold var usikre. Ville høsten slå fejl? Ville man overleve vinterens kulde og fugt? Ville både mor og barn overleve fødslen? I den hellige bygning fandt man håb og tillid til, at der var større magter end en selv.

I de hellige bygninger bliver det tydeligt, at arkitekturens opgave ikke bare er at give os tag over hovedet. Arkitekturen er også med til, at hjælpe os i vores søgen efter en side af tilværelsen, der rækker ud over hverdagen. I religiøs arkitektur prøver arkitekterne at nærme sig det uhåndgribelige, religionen og troen, gennem noget meget håndgribeligt, nemlig bygningen.

Moské

En moské er muslimernes religiøse bygning. Der findes flere forskellige moskétyper. En af dem er ivanen, som er en aflang, firkantet bygning med et stort, overhvælvet rum indvendigt. Ivanens endeside er åben og vender ud mod en gård. Ofte er fire ivaner bygget omkring den samme gård. Sultanmoskéen har en stor kuppel i midten. Ud fra den bygning, der bærer kuplen, breder mindre halv- og kvartkupler sig.

Moskéer er som regel rigt udsmykket med dekorationer og ornamenter. Inden for islam er det ikke tilladt at afbilde mennesker, så i stedet er det geometriske mønstre og plantemotiver, man bruger i dekorationerne. Ofte er de udført som mosaikker med glaserede fliser eller farvet glas.

Indvendigt består moskéen af et aflangt hovedrum, haram, der altid vender mod Mekka, muslimernes hellige by. Langs haramens vægge står søjler eller piller, der er forbundet med arkader. Arkaderne løber parallelt med kiblaen, som er endevæggen. Det er kiblaen, der viser retningen mod Mekka og dermed den retning, muslimerne skal vende sig mod under bønnen. I kiblaen er en niche, mihrab, der som regel er omkranset af en bue og to søjler. I nichen står imanens prædikestol.

Foran haramen ligger en gård eller et rum, der også er omgivet af søjler. Her er der en brønd eller en fontæne, så de troende kan foretage den faste rituelle afvaskning som en forberedelse til bønnen. Det er også her, moskeens høje tårn, minareten, findes. Fra minareten kaldes der til bøn fem gange om dagen. Mange moskéer har tilknyttet bygninger til undervisning, læsegrupper og måske børnehaver og sundhedsklinikker.

Den store moské i Cordoba i Spanien er bygget i årene 785 til 961. Muslimerne havde magten i Spanien i mere end 500 år, og i disse år blev moskéen opført. Da muslimerne blev besejret, overtog en kristen konge magten og byggede en katedral midt i moskeen.

Kirke

En kirke er kristendommens religiøse bygning. Kirkens form er skabt ud fra de behov, man har haft for at kunne afholde en gudstjeneste. Der skal fx være plads til både menighed og præster. Symbolske forhold har også spillet ind på kirkens udseende. Den del af kirken, der kaldes koret, er fx hævet over resten af kirken, fordi det er her, alteret står. De store vinduer i gotiske kirker understregede lysets symbolske funktion – at lyset er Guds lys.

Kirkearkitekturen har udviklet sig efter, hvilke tekniske muligheder man har haft, og efter hvilken stil der har præget tiden. Magtforholdene og økonomien i et område har også spillet ind. Har kirken fx haft stor magt og mange penge, er der blevet bygget store og smukke kirker. Det har været vigtigt, at kirkebygningen udstillede religionens indflydelse og storhed.

Kirkebyggeriet har ændret sig meget gennem kristendommens historie, og der er derfor bygget mange forskellige kirker gennem tiden. En kirke har dog en række faste dele, der går igen fra bygning til bygning. I alle kirker er der et kor, hvor hovedalteret står. Alteret skal helst vende mod øst, da øst anses for at være den hellige retning. Koret er det sted, hvor de gejstlige, fx præsten og kordegnen, opholder sig under gudstjenesten. Det er ofte hævet en smule over resten af kirkerummet med en række trin. I oldtidens kirker stod kirkens sangere her, og derfor fik bygningsdelen sit navn. Fra koret kan der gå endnu en niche ud. Denne del af kirken hedder apsis og er den helligste del af kirken. Det største rum i kirken hedder skibet. Her sidder menigheden under gudstjenesten. De fleste kirker har desuden et våbenhus, et sakristi og et tårn. Våbenhuset er det første rum, man træder ind i. I gamle dage skulle mændene lægge deres sværd i våbenhuset, og heraf har rummet fået sit navn. Sakristiet er et rum, hvor forskellige ting, der skal bruges under gudstjenesten, opbevares. Fx præstekjole, messehageler, lys og nadverkalk. Præsten kan også opholde sig her før og under gudstjenesten, fx under salmerne. Som regel ligger sakristiet ved siden af koret.

En kirke kan være bygget som enten en langkirke eller en centralkirke. Langkirken er bygget op omkring skibet og er den ældste kirketype. Den stammer tilbage fra de tidligste kirkebyggerier i det fjerde århundrede. Senere kom et tværskib til, der lægger sig vinkelret på langskibet og giver kirken en korsform. Centralkirken er bygget op omkring et rundt rum, der er dækket af en kuppel. Denne kirketype er især knyttet til renæssancen. Her blev cirklen anset for at være den perfekte form. De fleste steder er cirklen dog kombineret med et aflangt rum, der fører frem til alteret.

I middelalderen og frem til slutningen af renæssancen var kirken den største magt i Europa. Det er derfor i høj grad i kirkebyggeriet, at den europæiske kulturarv findes. Det er bl.a. de store, gotiske katedraler, der understreger kirkens indflydelse og rigdom. I barokken fik den katolske kirke travlt med at vise, at den havde større betydning end den protestantiske kirke. Det førte til overvældende og overbevisende bygninger både hvad størrelse og udsmykning angik. Nyere kirkebygninger følger traditionen for, hvilke bygningsdele en kirke skal bestå af. Men derudover tilpasser de sig tidens arkitektoniske stil. Fx har en del kirker fået skulpturelle former. Andre finder inspiration i de gamle kirkebygninger, men bruger deres former på en ny måde.

Kirkerne i Danmark blev fra 1100-tallet bygget af sten. Før da havde man stavkirker af træ, men ingen af dem er bevaret. De tidligste stenkirker er bygget i romansk stil med skib, kor og evt. apsis. Senere, i gotikken, har flere af dem fået våbenhus, tårn, sakristi og kapeller. Kirkernes flade træloft blev også nogle steder skiftet ud med murede hvælvinger, som det var typisk for gotikken. Kalkmalerierne i de danske kirker er også malet på dette tidspunkt.

Tempel

Tempel er betegnelsen for en helligdom for flere forskellige religioner. Bl.a. har hinduer og buddhister templer. Flere fortidige religioner havde også templer. Det gælder fx de mexicanske aztekere.

En religions hellige ceremonier foregår i og omkring templet. Templet kan også være bolig for religionens gud eller guder. Templet ses som bindeled mellem mennesker og guder. Templer er således ikke et mødested for de troende. Det er et sted for mødet mellem den enkelte og guderne.

Der findes mange forskellige tempelbygninger. Formen afhænger af, hvilken religion templet er bygget til, tidspunktet det er bygget på, og stedet det er bygget. I det gamle Grækenland var templet det vigtigste bygningsværk. Arkitekturens opgave var i høj grad at bygge det perfekte tempel. Alle templer blev opført med et indre rum til den gud, det var opført til ære for. Templets vægge bestod af en krans af søjler, der bar taget. Gavlen, der var formet som en trekant, var udsmykket med skulpturelle figurer. Det græske tempel havde ingen mure – kun søjlerne. Der var heller ikke brug for mure, for det indre rum havde ikke ret stor betydning. Ingen mennesker brugte det. Det var templets ydre, der var vigtigt.

Hinduistiske og buddhistiske templer har udviklet sig fra templer i klippehuler til store anlæg, der minder om byer med gader rundt om templet, der ligger i midten. De ældste templer var af træ, og de er for længst forsvundet. Nogle templer er høje, kvadratiske bygninger, der bliver smallere opefter. Andre templer minder om de græske med søjler og tag. Templerne er smykket med ornamenter og gudebilleder.

Inderst inde i templet er det mest hellige rum, som er gudens rum. Det er et lille, mørkt rum med tykke stenvægge. Her bor templets vigtigste gud, og inde i rummet er der derfor anbragt statuer af denne gud. Kun præsterne har adgang til rummet. Over dette rum er templets tårn, der ligner en bjergtop. Tårnet danner et bindeled mellem menneskenes og gudernes verden. Man forestiller sig, at de ceremonier, der finder sted i templet, skaber energi, der føres op til guden gennem tårnet.

Templets form er kvadratisk. De fire ens sider repræsenterer de fire himmelretninger og er et symbol på det uforanderlige – i modsætning til cirklen, som ses som udtryk for bevægelse. Det er også baggrunden for, at et tempel skal være bygget i sten. Sten er et meget solidt materiale, og det bruges som symbol på en evig tilstedeværelse af det guddommelige. Præcise astrologiske og matematiske beregninger bruges for at give templet dets helt fuldendte form, som skal svare til universets opbygning.

Vand er vigtigt for et tempel. Vandet er nemlig nødvendigt for et møde mellem mennesker og guder. Templerne ligger derfor ofte ved floder. Der kan også være et bassin inden for tempelmuren eller lige udenfor. Her kan de troende tage et rensende bad, inden de træder ind i templet. Har man ikke adgang til vand, stilles der tre krukker med vand i templets inderste rum. Rundt om templet er der ofte en aflang, firkantet gård. Her er der små bygninger til andre gudestatuer.

Synagoge

Synagogen er navnet på jødernes religiøse bygning. Ordet synagoge er græsk og betyder forsamlingshus. Synagogen er nemlig både et sted for mødet mellem Gud og menneske og for mødet mellem de troende.

Synagogens form minder ofte om en kirke. Det skyldes, at jøder verden over tilpasser deres hellige bygning efter de religiøse bygninger i det land, de bor i. Gennem historien har jøderne været forfulgt i de fleste lande. Synagogen skal derfor ikke skille sig ud, så der bliver lagt mærke til den.

Alle synagoger har nogle fællestræk. Det er dog fællestræk, der mere har med indretningen, end med bygningen at gøre. Fx et skab til de hellige skrifter og en oplæsningspult. Jøderne har nemlig ofte været nødt til at indrette deres synagoge i midlertidige bygninger eller rum, fordi så ofte er blevet fordrevet.

Københavns Synagoge stod færdig i 1833 og er tegnet af C.F. Hetsch. Dengang var jøderne stadig noget ildesete i Danmark, så synagogen måtte ikke være for iøjnefaldende. Alene det at få tilladelse til at opføre synagogen havde været problematisk for den jødiske menighed. Myndighederne havde sat som krav, at synagogens facade skulle være trukket tilbage i forhold til de andre bygninger i gaden. En vigtig del af facaden er de tolv søjler, som er symbol for Israels tolv stammer – de stammer, som det jødiske folk var opdelt i. Derudover er bygningen en blanding af orientalsk og dansk kultur.

Højerup Gl. Kirke
Photo: Daniel Rasmussen
Tempel, Japan
Photo: Amalie Sejersdahl Mikkelsen