Historicismen

Ny Carlsberg Glyptotek
Photo: Lars Marcussen, Arkitekturbilleder.dk
 

Historicismen er en stil i arkitekturen, der især blev brugt fra ca. 1830 til 1890. Dens kendetegn er pompøse bygninger med brug af træk fra forskellige historiske stilarter.

Når en arkitekt vil opføre en bygning, opfører han ikke bare fire mure med et tag over. Han bygger også i en bestemt stil. Indtil omkring midten af 1700-tallet havde en periode haft én stil, som alle bygninger blev opført efter. Man havde ikke sat spørgsmålstegn ved, at det var den måde, man byggede på, for der var kun denne ene. Men nu begyndte man at interessere sig for, hvilke stilarter, der havde været i løbet af historien.

Studiet af stilarterne

Dette studie af stilarter fandt sted på de kunstakademier, som opstod i løbet af 17- og 1800-tallet. Her undersøgte man de historiske stilarters form, og hvilken betydning de havde haft, da de blev brugt. Det var fx stilarter fra den gamle ægyptiske kunst, fra antikken, gotikken, renæssancen og barokken, man nu studerede.

Frit valg på alle hylder

Dette studie af stilarterne betød, at stilarternes former pludselig fik en ny betydning. En stilart var ikke længere noget, der var bundet til en bestemt periode. I stedet blev den til et symbolsk udtryk, der kunne bruges til at give en bygning en bestemt betydning. Brugte man fx søjler fra antikken på en bygning, signalerede man klassisk dannelse og ophøjethed. Satte man i stedet gotiske spidsbuer om vinduerne, fik bygningen et middelalderligt udtryk. Og brugte man pyramideformer i konstruktionen af en bygning, fik den et skær af den ægyptiske mystik.

Desuden så man ikke noget problem i at bruge former fra forskellige stilarter i den samme bygning. Man tog ikke noget hensyn til, hvordan de oprindeligt var blevet brugt.

“Bygningen er færdig – hvilken stil skal vi give den?”

De historicistiske bygninger var ofte meget store. Man byggede facaden over et jernskelet, hvilket var en helt ny teknik. Når facaden først var færdig, kunne man så sætte elementer fra den stilart, man ville have, på den. Der udviklede sig en hel industri, der fremstillede færdiglavede elementer til bygninger.

Det var gesimser, frontoner og ikke mindst stukdekorationer, der nu kunne bestilles hjem fra et katalog og klistres på den færdige bygning. Det blev især brugt til boligkarreerne i København, der på den måde kom til at se mere pompøse ud, end de var.

Herman Bang skrev på denne tid romanen Stuk, hvor han brugte stukket som symbol på en overflade, der dækker over tomhed og bedrag.

Man kopierede og genbrugte efter, hvad man havde lyst til, og uden selv at finde på nyt. Arkitektens arbejde bestod i at vælge, hvilken stil han ville sætte på sin bygning. Selv håndværket gled i baggrunden. Man kunne nemlig bare bestille det, man skulle bruge, hjem gennem katalogerne.

Universitetsbiblioteket i København er et dansk eksempel på historicismen. Her har man hentet inspiration fra bl.a. italienske middelalderkirker. Lånet af denne stil hænger sammen med, at man i middelalderen havde store bogsamlinger i klostrene.

Nationalromantikken

Danske arkitekter hentede også inspiration fra gamle, nordiske bygningstyper. Fx fra trækirkerne og de romanske kirker. Ornamentik og udsmykning blev kopieret fra gamle nordiske ornamenter.
Denne gren kaldes nationalromantikken, fordi man søgte at give bygningerne et nationalt udtryk ved at bruge historiske former. Nationalromantikkens bygninger er især opført fra ca. 1850 til 1920.