Inspiration, ide og koncept

Dansk Jødisk Museum
Photo: Cphx
 

Her kan du læse om, arkitekternes ideer og inspirationskilder. Arkitektur er en personlig fortolkning af en byggeopgave. Arkitekten må finde en sammenhængende idé til sin bygning. En idé eller et koncept, der skaber et homogent udtryk i samspillet mellem konstruktion, funktion og udtryk.

I den klassiske arkitektur arbejdede man med faste formmotiver som søjler, tempelgavle og triumfbuer. Det var klassiske udtryk, der var inspireret af antikken og siden den romerske arkitektur. Formmotiver som man nyfortolkede ved at sætte dem i nye sammenhænge. Men man havde et forbillede i de gamle mestre og fulgte klassiske regler.

I moderne arkitektur er der kommet særlig fokus på arkitekturens originalitet. “Make it new” sagde den amerikanske digter Ezra Pound i 1930’erne. Arkitekturen skal helst fortælle en historie om sig selv, om stedet eller den tid, bygningen er fra. Hvad har arkitekten ønsket at betone – den overordnede form, lyset, rummet, dekorationer eller stedet, hvor bygningen er placeret? Hvilken vision har arkitekten haft?

Bygningens fortælling

Den polske arkitekt Daniel Libeskind har i særlig grad sat fokus på, at en bygning er en fortælling. Det opleves eksempelvis i Libeskinds Jødiske Museum i Berlin (1989-1999) og i interiøret til Det Jødiske Museum i København (2003-2004), der begge er skabt ud fra koncepter, hvor “erindring” er et gennemgående tema.

Det Jødiske Museum i Berlin fortæller jødernes historie i Berlin fra det 4. århundrede og til i dag. Det tematiserer eksplicit følgerne af Holocaust og peger på tomrummet og fraværet af den jødiske kultur efter 2. Verdenskrig. Bygningen er fuld af symbolik. Den jødiske historie fortælles ikke blot inde i museet, men også i bygningens form og udtryk.

Museets ydre, dramatiske form skal ligne en brudt davidsstjerne og i stedet for at lade funktionshensyn bestemme bygningens orientering, har Libeskind brugt adresser på tysk/jødiske kunstnere og intellektuelle.

Gennem bygningen er der i lige linie en række rum, der står tomme. Disse rum kalder Libeskind for “voids”, hvilket betyder tomrum eller savn. Disse indre tomrum skal symbolisere jødernes skæbne under Holocaust.

Enkelte steder kan man gennem sprækker se ind i disse indre rum, hvor der på væggene er indgraveret fødsels- og dødsdato for de mange jøder i Berlin, der blev ofre for nazismen. Ved sprækken kan man kun læse de navne, der står i ens umiddelbare nærhed, resten fortoner sig i endeløse linjer.

I Det Jødiske Museum i København har Libeskind givet det hebraiske ord “Mitzvah” en central betydning. De besøgende går i bogstaveligste forstand ind i disse bogstaver, der udgør grundformerne for museets gangareal. Ordet “Mitzvah” betyder “den gode gerning” og henviser til, at mange danske jøder blev reddet til Sverige under 2. verdenskrig.

Museet er bygget ind i Galejhuset, der blev bygget i begyndelsen af 1600-tallet af Christian d. 4. Denne bygning blev siden inddraget i Det Kongelige Bibliotek, da det blev bygget i 1906 og blev atter ændret med Det Kongelige Biblioteks nye bygning “Den sorte Diamant” fra 1999.

Museet har på denne måde flere lag af historie, som Libeskind viser ved at indrette museet som lag på lag af tekst fra gangarealernes form og til teksterne på museets vægge. Interiøret står i lyse skandinaviske materialer, og gulvenes egetræsplanker vidner om de både, de danske jøder blev fragtet i.

De skrå gulve giver en fornemmelse af havets bølger og lysbånd skærer sig ind i murene som et billede på håb.

Libeskind tydeliggør museets fortælling i sit koncept. Andre arkitekter udvikler deres ideer ud fra de traditioner, bygningstypen er knyttet til. Hvorledes er denne bygningstype tidligere blevet fortolket?

Bygningstypen

Arkitektur forholder sig til tidligere tiders udtryk og gentager, nyfortolker eller bryder med traditioner. En bygningstype, der er forbundet med meget strenge traditioner og regler, er kirken.

I de danske landsbyer ses middelalderens klassiske hvidkalkede kirker med et fast formsprog bestående af langskib, kor, våbenhus og tårn.

Vejleå Kirke i Ishøj (1996-98) af Wohlert Arkitekter forholder sig til middelalderkirkens stramme formsprog, men i en moderne nyfortolkning, hvor de grundlæggende geometriske former: cirklen, kvadratet og trekanten er tydeliggjort i et meget rent og renset udtryk.

Nyfortolkningen peger på de grundlæggende strukturer i det klassiske kirkebyggeri og viser kirkens forhold til traditioner.

Bygningens funktion

I valget af den grundlæggende idé til en bygning lader arkitekterne sig ofte inspirere af bygningens funktion og brug. Hvordan kan man understrege, det arbejde, der foregår i bygningen? Ofte har bygningens facade et fortællende element, der viser hvad bygningen bruges til.

Det opleves eksempelvis ved den danske arkitekt C. F. Hansens Råd-, Dom- og Arresthus (1803-16) og Holstebro Retsbygning (1988-91) af 3XN. Begge bygninger har en markant facade, der signalerer retssamfundets magt.

I forbindelse med sit Råd – og Domhus tegnede C.F. Hansen (1756-1845) et Arresthus med en meget stærk symbolik. Hvad bygningen skulle bruges til, kan man læse på portalens indskrift, hvor der står: For almen Sikkerheden, men man kan også se det på bygningens udtryk. Arresthuset ser stærkt, solidt og afskrækkende ud med sit stramme formsprog, hvor indgangsportalen er bygget op af kæmpe rustikablokke.

Udtrykket er dystert, og fængselsfunktionen signaleres med et vindue med gitter og en dør, der symbolsk er ornamenteret med nitter. Stærk og udtryksfuld er også Holstebro Retsbygning, der med sine tre solide sorte søjler sender et klart signal om bygningens funktion.

Arkitekt Lars Frank Nielsen fra 3XN har beskrevet konceptet for retsbygningen således:

Retsvæsenet, den dømmende magts forankring i samfundet, er klart udtrykt i husets tyngde og de splittede betonprismers solide placering på grunden.

Henover disse prismer svæver et metaltag, formgivet som en flyvinge og adskilt fra de tunge bastioner af glas – billedligt talt som “loven, der svæver over individerne”.

Tre solide terrazzosøjler markerer indgangen som henholdsvis den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt.” (Kulturarvstyrelsens Årsskrift (2002))

Stedets karakteristika

En særlig dialog mellem arkitekturen og stedet finder man i den danske arkitekt Jørn Utzons bygninger.

Jørn Utzons første hus på Mallorca (Can Lis) står som en selvfølgelig del af landskabet. Det er bygget i de forhåndenværende materialer – den lokale sandsten, og inspireret af stedets byggeskik men i en moderne videredigtning.

Huset er delvist tegnet, mens det blev opført. Hver eneste dag var Utzon på byggepladsen, hvor han kunne studere sine ideer og undervejs lave korrektioner, så spillet mellem lys og skygge blev udnyttet optimalt.

Lyset på øen er skarpt med sit genskær fra havet, og kontrasterne mellem ude og inde er markante. Dette har Utzon taget højde for ved at lave en glidende overgang af zoner mellem ude og inde, hvor lyset kan brydes. Anlægget består af fire huse, der er kædet sammen med mure og gårdspladser. De er alle orienteret mod havet, men forskudte i forhold til hinanden så de brydes med lyset på forskellig vis og mimer de forskudte linjer i klippelandskabet.

Arkitekturen nærmest vokser ud af stedet i projektet til et nyt Moesgård Museum af Henning Larsens Tegnestue.

Museet kommer til at ligge på et skrånende terræn ved Skåde Bakker, hvilket arkitekturen gentager med en skrånende tagflade, som skal slutte sig til landskabet med en beplantning af græs, mos og blomster i stærke farver. Tagfladen er løftet op af terrænet, så siderne er åbne for dagslys, og fladen er gennemskåret med markante snit ud til horisontalt anlagte terrasser.

Snittene er i glas, hvilket giver et varieret lysindfald i bygningen. Samtidig giver glasfacaderne udblik til landskabet fra museet og indblik til museets udstillinger og aktiviteter som forbipasserende.

Disse snit i museets skrånende tagflade bliver samtidig en symbolsk fortolkning af museets virke. Det kulturhistoriske museum for arkæologi og etnografi foretager en lang række arkæologiske udgravninger i Danmark. Udgravninger hvor arkæologerne ud fra nøje udvalgte snit i terrænet kan studere og fortolke landets historie.

Også bygningens interiør skal ligne et terrasselandskab. En form, der i følge arkitekterne er: […] inspireret af arkæologiske udgravninger, hvor historiens lag gradvis afdækkes, og forsvundne byer kommer til syne.

Stedets historie

Arkitekterne henter ofte ideer fra stedets historie til deres bygninger.

De studerer, hvad der tidligere har været på grunden, og hvad meningen med området har været, for at se om der er et potentiale, der er gået tabt og som en ny bygning kan understøtte.

Arkitekt Louis Becker fra Henning Larsens Tegnestue har beskrevet denne fremgangsmåde i arbejdet med at skabe en ny bebyggelse på Christianshavn:

Vi begyndte arbejdet med at analysere den eksisterende situation i området og gik tilbage i historien for at finde det oprindelige udgangspunkt. Byplanen var oprindeligt udarbejdet af en hollandsk byplanlægger ved navn Johan Semp, der ud fra datidens principper havde udarbejdet en meget enkel plan med pakhuse mod havnen og købmandsgårde mod øst – organiseret omkring Strandgade.” (Fra Bygninger ved vandet, Kulturarvsstyrelsen 2003)

Det oprindelige koncept for Christianshavn valgte arkitekterne at følge med en pakhuslignende struktur mod havnen og boligkarreer mod Christianshavns Kanal, hvor der tidligere lå købmandsgårde. De pakhuslignende bygninger blev placeret vinkelret på havneløbet som de gamle pakhuse, der blev bygget under Christian d. 4.

Bygningernes udtryk var inspireret af tidligere industribygninger på stedet, der havde markante glasfacader, der kunne spejle sig i vandet.

Det betragtes ofte som en kvalitetssikring, at man har hentet sit forbillede i den oprindelige plan. Ved bebyggelsen på Christianshavn er brugen af de gamle pakhuse som et forbillede blevet både rost og kritiseret. Arkitekt Arne Karlsen omtaler bebyggelsen i sin bog: Krydsklip i en arkitekts dagbog:

Men hvor længe skal man lade sig styre af et gammelt bymønster, når et kvarter og dets huse får helt andre funktioner, end da de blev bygget? De lange pakhuse med den ene gavl vendt mod havneløbet var en rationel bebyggelsesform, da de blev opført. Husene rummede meget gods og få mennesker. Derfor kunne de ligge tæt […] men kontorhuse og boliger er ikke pakhuse; i dem er der intet gods og mange mennesker. Og dermed behov for et stort lysindfald og for en attraktiv udsigt.

Bygningskroppen

I arkitektur er der altid fokus på bygningskroppen, men i nogle bygninger er betoningen af bygningsformen meget markant. Det oplever man eksempelvis på Aarhus Universitet, hvor bygningens geometriske former fremhæves. Man får et indtryk af sammenhæng og styrke ved, at såvel tag som murværk er i gule teglsten og ved den tyngde de store murede flader giver.

Bygningerne står som rene blokke uden etageinddelinger eller dekoration ved de forskellige fag. De strenge, kubistiske former står i et dialektisk forhold til den mere ukontrollabel, bugtende naturform i landskabet.

Rummet

I arkitekturen taler man om krop og rum. Bygningens krop er murmassen. Rummet er det tomrum, murene omkranser. Nogle gange tager arkitekten udgangspunkt i bygningens krop og lader det ydre bestemme bygningens rum. Andre gange planlægger han først rummenes form og lader bygningens krop opstå derudfra.

Politigården i København er et eksempel på, at man har lagt vægt på bygningens rum. Den cirkulære gård har været bestemmende for bygningens krop.

Bygningens krop former sig efter rummet og udefra fremstår bygningen utilnærmelig og lukket i kontrast til den lyse og åbne gård med de 44 dobbeltsøjler.

Lyset

Lyset fremhæves ofte i religiøse rum som symbol på det himmelske. Det skaber en stærk atmosfære i et rum og taler til beskuerens sanser og følelser. Mange arkitekter arbejder med at skabe en rig variation i deres arkitektur mellem lys og mørke, klarhed og skygge. Dagslyset ændrer sig bestandigt og kan gøre arkitekturen levende. Lyset skaber intensitet og har en poetisk dimension.

Bagsværd Kirke er et hovedværk i dansk kirkebyggeri ved sit fine spil mellem et lukket og strengt geometrisk ydre over for et interiør med en organisk, bølget form, hvor lyset har en hovedrolle. Lyset, der falder blødt i rummet fra en indirekte lyskilde. En anden dansk arkitekt, der er kendt for at give lyset hovedrollen i sine bygninger er Henning Larsen (f.1925). I 1967 færdiggjorde han sit Kapelkrematorium til Vestre Kirkegård i Århus.

Kapellet står i en enkel kubeform med et V-formet tag, og rummet oplyses gennem en dobbelt ovenlysspalte midt i rummet og to mindre spalter langs sidevæggene. Kunstmuseum i Aalborg er også kendt for sine unikke belysningsforhold. På kunstmuseet er der ovenlysgallerier, hvor lyset kan reguleres ved mobile lofts og skillevægssystemer. Lyset kan scenografisk sættes til de enkelte udstillinger.

Materialer

Kendt for sin fremhævelse af teglstenen er Grundtvigskirken på Bispebjerg i København. Kirken er opført i gule tegl, der er brugt både i kirkens interiør og eksteriør. Denne massive brug skaber en sammenhæng og enhed i bygningen, hvor man omsluttes af gule tegl fra gulve, til vægge, søjler og hvælvinger. Den store murstensmasse har fine detaljer og er det eneste dekorationsmateriale arkitekten har anvendt. Samtlige sten er blevet slebet ned, hvilket har givet overfladen en mere intens og ensartet farve. Grundtvigskirken kaldes til tider “Orgelkirken”, idet den tredelte tårnfacade ligner piberne i et orgel. I den nye tilbygning til kunstmuseet Ordrupgaard er der også særlig fokus på byggematerialerne.

Kendetegnende for bygningen er spillet mellem den massive, mørke og afgrænsede lavabeton over for lette og gennemsigtige glaspartier, der bryder med den klare afgrænsning mellem bygning og landskab.

Glaspartierne står modsætningsvis med lige og skarpe linjer i forhold til betonens buede former. Både brugen af glas og beton udfordrede den traditionelle brug og stillede nye krav til bygningskonstruktionen.

Totaldesigns

Til tider bliver bygninger totaldesigns, hvor arkitekten ikke blot formgiver bygningen, men også interiøret.

Til SAS-hotellet i København designede den danske arkitekt Arne Jacobsen alt fra møbler, til badeværelsesarmatur, bestik og dørhåndtag.

I dag står kun værelse 606 som Arne Jacobsen oprindelig indrettede det, men Arne Jakobsens design kan bl.a. opleves i lobbyen, hvor der står de verdensberømte stole, som han tegnede til hotellet – svanen og ægget.