Klassicismen

Thorvaldsens Museum
Photo: Andreas Trier Mørch, Arkitekturbilleder.dk
 

Klassicismen er en kunstnerisk stilperiode i Europa i perioden fra 1760-1840, hvor den i Danmark var i perioden fra ca. 1754-1856.

Perioden kort

I den sidste halvdel af det 18. århundrede ændrede arkitekturen sig meget hurtigt. Rokokoen, der havde domineret de foregående årtier, blev umoderne, og en ny stil blev hurtigt dominerende: klassicismen. Under klassicismen bliver det gamle Grækenland og Romerriget moderne igen. Kontrasten til klassicismen er romantikken. Klassicismen stræber for det meste efter at være formel og inden for faste rammer, hvor romantikken dyrker det fantastiske og det mystiske.

Karakteristiske træk

Geometriske former som kvadrater, trekanter og cirkler blev de mest brugte elementer. Man kan også se trekantgavle og søjler på mange bygninger, som vi kender det fra antikkens templer i Grækenland og Italien. Klassicismens kendetegn er netop genoptagelse af de klassiske former som søjler, buer og frontoner, enkelhed, rene former, lige linjer, symmetrisk og harmonisk opbygning.

Stat og borger

I løbet af 1700-tallet voksede en ny samfundsklasse frem: borgerskabet. Borgerne var rige handelsfolk og embedsmænd i byerne. De havde helt andre normer end adelen og kirkens folk, der hidtil havde siddet på magten og pengene. Og frem for alt ville borgerne have del i magten. Det førte til, at demokratiet blev indført i de fleste europæiske lande. Den enkelte borger fik hermed både indflydelse og ansvar i forhold til helheden – staten.

Nye bygningstyper

Det borgerlige samfund havde én grundlæggende værdi: fornuften. Ved hjælp af fornuft og viden skulle man indrette det perfekte samfund. Uddannelse blev derfor af stor betydning. Vigtigt for indretningen af det borgerlige samfund var også, at man havde steder, hvor man kunne mødes omkring fælles værdier.

Skoler og universiteter skød frem. Det samme gjorde biblioteker, teatre og museer. Her kunne borgerne mødes om deres kulturelle dannelse. Statens og demokratiets bygninger, f.eks. domhuse og rådhuse, fik også langt større betydning i bybilledet. Disse bygninger skulle være med til at vise borgerskabets indflydelse og position i samfundet.

Nye arkitektoniske former

Til de nye bygningstyper var der brug for et nyt arkitektonisk sprog. Barokkens former, som hørte kongemagten, adelen og kirken til, blev forkastet. I stedet søgte man enkle og ophøjede former uden barokkens overdådige udsmykning.
Disse former fandt man i den antikke arkitekturs klassiske former. Derfor har perioden fået navnet klassicisme. De gamle antikke idealer blev genoptaget af arkitekterne.
Nøgleordene var klarhed, enkelhed, symmetri, ligevægt og harmoniske forhold mellem bygningens dele. Geometriske former som kvadrater, trekanter og cirkler blev de mest brugte elementer. Trekantgavle og søjler, som fra antikkens templer, blev meget anvendte motiver.

Formen viser betydning

De rene former og den strenge enkelhed i bygningerne skulle svare til de opgaver, der skulle foregå i bygningerne. Et domhus skulle fx ikke overpyntes med dekoration, men skulle tydeligt vise den alvor, der lå i udøvelsen af det borgerlige samfunds love. Og borgernes private huse skulle signalere, at her boede samfundets nye magthavere. Selv banker og børsbygninger fik søjler og trekantgavle som på et græsk tempel.

Med de nye arkitektoniske former kunne offentlige bygninger nu arkitektonisk måle sig med – måske endda overgå – kirker og slotte. Siden klassicismens arkitekter først brugte de klassiske former til det borgerlige samfunds nye bygningstyper, er formerne blevet brugt i mange forskellige sammenhænge.

Den danske klassicisme

I 1754 blev Kunstakademiet oprettet på Charlottenborg Slot i København – og her har det stadig til huse. Den første direktør var arkitekt Nicolai Eigtved, og da han døde, hentede Kong Frederik 5. den franske arkitekt Nicolas Henri Jardin til Danmark som direktør. På dette tidspunkt blev arkitekter uddannet på Charlottenborg. Jardin var stor tilhænger af den nye franske klassicisme, og det kom til at præge de studerende. I løbet af de næste 100 år kom klassicismen til at dominere. Det ses meget tydeligt i dag, specielt i København, der i årtierne omkring 1800 skiftede karakter, og fik sit klassicistiske udseende, som byen i dag er kendt for. På mange måder fik Jardin indflydelse på dansk arkitektur, bl.a. som arkitekt for udenrigsministeren J.H.E. Bernstorff, som Bernstoff Slot i Gentofte er tegnet til. Hans indflydelse kom også til at gøre sig gældende gennem sin talentfulde elev C.F. Harsdorff. Jardins indflydelse kan også spores til bygmestre i provinsen.

C. F. Harsdorff – inspiration fra Grækenland

Indtil omkring år 1800 blev der ikke bygget så mange store bygningsværker i Danmark, men der blev alligevel opbygget en dansk tradition i forhold til klassicismen. Der blev nemlig bygget mange mindre huse. Det var en fredelig tid med fremgang for landet, så der var tid og råd til at udvikle arkitekturen.

En af de arkitekter, der for alvor kom til at præge udviklingen var C. F. Harsdorff, der var elev af Jardin. Han ombyggede både Fredensborg Slot og Frederiksberg Slot, men er i dag mest kendt for sit meget specielle hus, Harsdorffs Hus, på Kongens Nytorv i København.

Harsdorff var til at starte med meget inspireret af den franske klassicisme, men efterhånden som han, ligesom resten af Europas arkitekter i denne periode, fik mere og mere viden om den græske antikke arkitektur, ændrede han stil. Hans inspiration fra Grækenland kan tydeligt ses i bygningen på Kongens Nytorv.

Harsdorffs hus

I 1766 overtog C.F. Harsdorff stillingen som professor på Kunstakademiet. Til stillingen hørte en tjenestebolig på Charlottenborg, men Frederik 5. gav ham nabogrunden gratis mod en aftale om, at Harsdorff byggede et hus, der kunne være forbillede for borgerligt byggeri i København. I 1779-80 byggede Harsdorff derfor et hus til sig selv på Kongens Nytorv lige ved siden af Charlottenborg. Det kan nærmest betragtes som en model i fuld skala, der afspejler klassicismens idealer.

Ved Københavns omfattende genopbygning i starten af 1800-tallet dannede Harsdorffs Hus forbillede for hundredvis af nyopførte huse. Huset hviler på en meget irregulær grund med fremspring og spidse hjørner. Husets har hele tre facader, der kan betragtes som eksempler på to forskellige borgerhustyper. Yderst til hver side ses relativt beskedne facader med et neutralt midterparti, der indrammes af markerede yderfag. Facaden i midten er mere monumental med fremspringende midterparti formet som en pilasterprydet tempelgavl.

C.F. Hansen – inspiration fra Rom

I 1795 brændte store dele af København, og det satte for alvor gang i byggeriet af store bygningsværker. Man nåede at begynde en del byggerier, inden byen igen blev udsat for store ødelæggelser, da englænderne bombarderede København i 1807. De fleste af de nye byggerier, der blev bygget efter de to store ødelæggelser, blev udformet af arkitekten C. F. Hansen. Hansen startede sin karriere i Holsten, og blev omkring år 1800 kaldt til København for at bygge det nye Råd- og Domhus.

I modsætning til Harsdorff var Hansen ikke inspireret af den græske antikke arkitektur, men af den romerske. Han elskede kraftige, enkle former med store murflader. I kontrast til de enkle flader skulle der være få detaljer, der gerne legede med lys- og skyggevirkninger. Det kan man f.eks. se i de bygninger, han byggede i København f.eks. Christiansborgs Slotskirke,Vor Frue Kirke ogRåd- og Domhuset.

Arkitekturen fra 1754-1856

Råd- og Domhuset
Københavns Rådhus var brændt ned under branden i 1795. Rådhuset lå, hvor Strøget deler Gammel- og Nytorv, og skilte de to pladser fra hinanden. Efter branden blev det besluttet at flytte rådhuset og på samme tid samle både Råd-, Dom- og Arresthuset på pladsen, hvor det ligger i dag. Med C.F. Hansen i spidsen blev det bygget fra 1803-16. Selve Råd- og Domhuset har en typisk klassisk tredeling med en monumental søjlefront i midten og to neutrale sider. Murene er lukkede og uden dekorationer. Den eneste dekoration er de meget få vinduer. Indgangen er trukket tilbage og ligger dybt inde bag søjlerne i en loggia.

Borgerhuse

“Brækkede” hjørner på husene var bare en af mange regler, som man opstillede for boligbyggeri i perioden. Målet var at øge brandsikkerheden. I starten af det 19. århundrede blev der bygget mange nye etagehuse til boliger i København. I de smalle og krogede middelaldergader havde det under brandene vist sig, at det var svært og langsommeligt at komme rundt om de firkantede hjørner. Ved at fjerne hjørnerne var det nemmere og hurtigere for brandvæsnet at komme omkring. De knækkede hjørner gav desuden bygningerne et helt specielt arkitektonisk præg, som København er kendt for. Også af hensyn til brandsikkerheden blev det nu en regel, at husene skulle bygges med sten mod både gade og gård, og dermed forsvandt de kendte og brandfarlige bindingsværkshuse fra byens billede.

I denne periode var Danmark i en meget dårlig økonomisk situation, der gjorde det nødvendigt at være sparsommelig, når man byggede nyt. Heldigvis var der overensstemmelse mellem den økonomiske situation, og de arkitektoniske idealer, som klassicismen stod for. Husene fra denne periode fremstår med enkle, regulære facader med meget få dekorationer.

Senklassicisme

I starten af 1800-tallet fandt man ud af, at antikkens arkitektur ikke altid havde været helt lys og hvid, som den er i dag. Bygningerne havde derimod været malet i stærke og markante farver. En af de første danske bygninger, der blev præget af den nye viden, var Thorvaldsens Museum. Den ser markant anderledes ud end C. F. Hansens bygninger, og man kalder normalt stilen for senklassicisme. Museet er tegnet af den danske arkitekt Gottlieb Bindesbøll. Det er bygget som et af de første museer i verden, der kun handler om én person. Her kan man se billedhuggeren Bertel Thorvaldsens hvide marmorskulpturer og øvrige kunstsamling.

Bygningens mest karakteristiske træk er de varme farver og rene lyse linjer, som er det, der gør den meget forskellig fra Harsdorffs og C. F. Hansens klassicisme. Uden på bygningen kan man se en lang frise malet af Jørgen Sonne. Frisen, der går hele vejen rundt om bygningen, forestiller Thorvaldsens hjemkomst fra Italien, hvor han havde boet i mange år.

Uden for hovedstaden

Mens hovedstaden i den første del af denne periode voksede og ændrede sig markant, skete der ikke så meget i de fleste andre danske købstæder. Enkelte byer oplevede dog gode tider, og det kan man f.eks. se i den sønderjyske by Møgeltønder, der med sin Slotsgade i dag har en af landets flotteste gader fra perioden. I Slotsgade har man bevaret en række grundmurede længehuse med store stråtage og fine detaljer. De ældste er opført i 1730’erne efter vestslesvigsk byggeskik.

I den sidste halvdel af denne periode begyndte der at ske en masse i de danske byer. Der blev bygget en masse nye byggerier, og som i hovedstaden blev bindingsværket nu erstattet med sten og dermed grundmurede vægge.

I 1820 blev stråtage ligeledes forbudt og den danske provinsby fik nu sit karakteristiske udseende med et eller to-etages velproportionerede, fagdelte og pudsede huse med tegltage. Det kan man f.eks. se i byer som Bogens, Nibe, Sæby og Kerteminde.

Kilder

Engquist, Hans Henrik : “Dansk Stilhistorie”, Thaning og Appel

Faber, Tobias: “Dansk Arkitektur”, Arkitektens Forlag

Lund, Hakon : “C.F. Hansen. De byggede Danmark”

Sestoft, Jørgen; Christiansen, Jørgen Hegner: “Guide 1 til Dansk Arkitektur, 1000-1960“,Arkitektens Forlag

 

Thorvaldsens Museum
Photo: Andreas Trier Mørch, Arkitekturbilleder.dk