Leon Battista Alberti
Leon Battista Alberti var en af renæssancens største arkitekter. Han levede fra 1404 til 1472. Ud over at være arkitekt, skrev Alberti også bøger om maleri og arkitektur.
Kunsten som læremester
Alberti kom fra en velhavende familie fra Firenze.
Firenze var en by, hvor rige købmænd havde sørget for, at malere og arkitekter havde forsynet byen med kunstværker. Så den unge Alberti havde rig adgang til at se på stor kunst og arkitektur. Han studerede begge dele grundigt. Ud fra sine studier fik han indblik i, hvad der var kendetegnende for god kunst og arkitektur.
Antikkens arkitektur i nye sammenhænge
Albertis vigtigste bygningsværker er San Andrea i Mantua, som er bygget fra 1470 til 1476, og Santa Maria Novella i Firenze, som er bygget fra 1456 til 1470.
På facaden af San Andrea i Mantua kombinerede Alberti to af antikkens vigtige arkitekturdele ,nemlig søjlerne fra det græske tempel og triumfbuen fra den romerske arkitektur. Denne kombination blev siden brugt i utroligt mange kirker.
Lærebog i kunst
Alberti skrev både en bog om maleri og en om arkitektur.
I sin bog om arkitektur forklarede han arkitekterne, hvordan de skulle opføre smukke bygninger i renæssancens stil. Især beskrev han, hvordan de klassiske former og søjler skulle bruges.
Det var Alberti, der fandt på at sætte antikkens tre forskellige slags søjler oven på hinanden i huse med flere etager.
Ideen fik han fra det romerske teater Colosseum. Her var søjlerne også brugt på denne måde, men Alberti overførte det til et hus.
Denne brug af de tre søjleordner blev derefter meget brugt i renæssancens bygninger.
Albertis bog blev brugt som lærebog i de klassiske arkitekturelementer helt op i 1700-tallet