Megabyer i Asien

Shanghai
Photo: Adi Constantin, Unsplash
 

Her kan du læse om, hvad megabyer er, og læse om eksempler på megabyer. De sidste par hundrede år, og særligt siden 1940’erne, er byerne vokset med kraftig hast.

I 1950 boede 30 % af jordens befolkning i storbyer.

I dag er det ca. 50 %, og man regner med, at 70 % af verdens befolkning i 2050 vil leve i storbyer.

Særligt i Asien vokser byerne eksplosivt. Det skyldes, at Asien på én og samme tid gennemgår en industriel og en postindustriel udvikling. I den vestlige verden foregik denne udvikling over en længere historisk periode, mens det i Asien altså sker mere eller mindre på én gang.

Industrialiseringen er synlig i landbruget, som er ved at blive mekaniseret, samtidig med at industrien vokser i byerne. Og de postindustrielle udviklinger kommer til syne i de moderne asiatiske storbyer med finanscentre, it-industrier osv.

Urbanisering

Befolkningens bevægelse fra land til by betegnes urbanisering.

I Danmark flyttede mange mennesker fra land til by under industrialiseringen i løbet af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Baggrunden for at flytte fra land til by var primært, at landbruget overgik fra håndkraft til maskiner. Maskinerne overtog menneskenes arbejde.

De mange arbejdsløse mennesker fra landet måtte derfor søge ind til byen for at finde arbejde – og her var der brug for arbejdskraft til de mange fabrikker, der skød op.

Det samme sker i dag jorden rundt, hvor landbefolkninger søger til byen i håb om at få arbejde – og i håb om at finde lykke og rigdom. Imidlertid ser man verden over, at i takt med at byen vokser, øges også forskellen mellem rig og fattig. I mange storbyers struktur vil man derfor se randområder med fattige kvarterer, og ofte også slumkvarterer, hvor folk bor i usle blikskure uden kloakering og rent drikkevand.

Megabyer

Der er efterhånden kommet så mange storbyer i verden, at man skelner mellem storbyer og megabyer.

En megaby er en by med over 10 millioner indbyggere. Nogle af de største byer findes i Asien, som med ca. 3,3 mia. mennesker er den verdensdel, der har den største befolkning. Faktisk bor halvdelen af jordens befolkning i Asien. Til sammenligning bor der ca. 700 millioner mennesker i Europa. Man mener, at 6 ud af de 10 største byer i verden vil være i Asien i 2030.

I Kina bor ca. 35-40 % af befolkningen i byer, og man regner med, at tallet vil være 75 % om ca. 50 år. Man mener desuden, at 1,5 milliarder mennesker i løbet af de næste ca. 20 år vil flytte til storbyerne i Asien – det er en stigning på 150 %. Og samtidig vurderer man, at over halvdelen af bybefolkningen i Sydasien vil komme til at bo i slumkvarterer.

Shanghai

Et eksempel på en af de asiatiske megabyer, der er vokset eksplosivt, er Shanghai. Shanghai har 18 millioner indbyggere og er Kinas største industriby.

Byen har på ganske få år udviklet sig fra at være en kaotisk storby hvor, hvor trafikken ikke fungerede, og hvor en stor del af befolkningen boede tæt sammen i gamle beboelsesejendomme, til i dag at være en moderne megaby med en velfungerende infrastruktur med motorveje på søjler tværs igennem og hele vejen rundt om byen.

Byen er nu en multikulturel metropol med prangende beboelsesejendomme, over 1000 skyskrabere og mere end 100 shoppingcentre. Men byen rummer også – ligesom alle andre megabyer – et væld af kontraster. Sammen med alt det nye og moderne findes nemlig stadig de gamle, traditionelle bygninger, som fx buddhistiske templer. Og samtidig med, at nogle har fundet lykke og rigdom i byen, findes der også alle de mennesker, der må leve i usle slumboliger i randen af byen.

I Shanghais bygninger kommer derfor blandingen af tradition og modernisme og blandingen af rig og fattig til udtryk. Hvor der engang groede ris på sumpede marker, er Shanghai nu blevet en storby fyldt med kontraster.

Byen rummer en blanding af helt moderne og gamle, traditionelle kinesiske særpræg. Der er også bygninger fra kolonitiden – særligt fra slutningen af 1800-tallet – hvor England og Frankrig var kolonimagter på skift, og der er hele kvarterer, hvor disse findes.

Byen fungerer som den største base for kinesisk industriel teknologi. Den er ligeledes en vigtig havneby og Kinas største kommercielle og finansielle center. Derfor tiltrækker Shanghai sig verdens opmærksomhed.

Denne status er dog relativ ny for byen. I 1980’erne var der sket en omfattende fornyelse og vækst af Beijing, Kinas hovedstad, og af kystområdet sydpå omkring Hongkong. Men først i 1992 besluttede Deng Xiaoping, Kinas leder, at det var Shanghais tur til vækst, byfornyelse og udvikling. Vartegn for Shanghais status som en moderne og international by er skyskraberen Shanghai WFC, som er 483 meter høj og Tapei 101 på 508 meter.

Siden Shanghai er der kommet nye vækstpunkter til på den kinesiske regerings prioriteringsliste, fx storbyen Chongqing.

Knudepunkter for bevægelse

I den globaliserede verden vil de nye storbyer komme til at se anderledes ud end de traditionelle storbyer.

I de klassiske storbyer i vesten har byplanlæggere ofte prioriteret det at anlægge pladser højt. Enhver by har fået sine samlingssteder for handel, eller parker, der fungerer som opholdssteder for befolkningens rekreation.

Men globaliseringen handler om, at man bevæger sig rundt. Der er bevægelse, man rejser mere, og penge, varer og information strømmer bestandigt rundt mellem byer og kontinenter. Derfor vil de moderne storbyer i højere og højere grad være knudepunkter for denne bevægelse, og byernes udformning vil derfor være anderledes end den klassiske bys.

Chongqing

Den kinesiske by Chongqing har snart 30 millioner indbyggere. Så selvom de færreste kender byens navn, er den verdens største by. Ligesom Chongqing, vokser mange asiatiske storbyer enormt hurtigt.

I Kina vil staten gerne have, at folk flytter til byerne, så de kan arbejde på byernes store fabrikker. Desuden er der ikke så meget brug for folk til at arbejde på landet længere, fordi landbruget bliver mere og mere mekaniseret og industrialiseret. Så mange mennesker flytter til byen.

Sådan er det i mange andre asiatiske lande. Men det er ikke alle steder, staten ligefrem gør en indsats for at få folk til byerne, som i Kina. Mange steder kommer folk til byer, der slet ikke er parate til at få flere indbyggere. Man regner derfor med, at over halvdelen må bo i slumkvartererne i de asiatiske megabyer.