Oldtiden

Oldtiden er perioden fra ca. 12000 f.Kr. til 800 f.Kr. Mennesker har altid bygget boliger, og samtidig med, at der er blevet bygget boliger, har man bygget helligdomme til guderne.

I dag ved vi ikke noget om, hvordan oldtidens boliger har set ud. Ingen af dem står tilbage. Men vi har templer og gravkamre fra forskellige dele af verden. Når det er helligdommene, vi har tilbage, skyldes det, at man byggede dem særligt storslåede og langt mere holdbare, end menneskenes boliger.

Desuden har man bygget gravkamre til de højst placerede personer i samfundet f.eks. kongerne. De blev ofte anset for at have status som guder. 

Pyramiderne i Egypten

Fra det gamle Egypten har vi endnu de ca. 5000 år gamle pyramider. Enorme og imponerende rejser de sig i den ellers flade ørken. Pyramiderne er bygget som gravkamre for faraoerne – egypternes konger – i midten af det 3. årtusind f. Kr.

De gamle egyptere troede, at faraoen var søn af solguden Ra. Faraoen havde derfor selv status som en gud. Når kongen døde, skulle hans døde krop bevares, så den kunne leve videre i den verden, der ventede efter døden. Egypterne mente nemlig, at døden kun var en overgang til en anden verden. Men for at mennesket skulle kunne leve videre, skulle kroppen være bevaret. Derfor fjernede man indvolde og hjerne fra den døde krop, fyldte den med balsameringsvæske – og gjorde den til en mumie.

Pyramiden skulle være et værdigt gravkammer for solgudens søn. Dens form skulle både vogte over selve gravkammeret, og den skulle være et synligt tegn på kongens storhed. Formen var et kvadratisk grundplan, der blev mindre opefter og endte i en spids.

Gravkammeret lå i midten af pyramiden. Rundt om graven lavede man ofte en kopi af det palads og den bydel, kongen havde boet i. Den døde skulle ikke savne nogle af de ting, han plejede at have omkring sig. Med sig i graven fik han også forskellige madvarer og forskellige rigdomme og ting.

Pyramidens ydermur blev dækket af blændende hvide kalksten, og den øverste top var dækket af guld. Pyramidespidserne skulle nemlig være symboler på det bundt af solstråler, som man mente, faraoen brugte, når han drog op til Ra. Både kalklaget og guldet er dog forsvundet i dag.

Arbejdet med at bygge en pyramide varede mange år, og det krævede mange menneskers arbejdskraft. Endnu i dag kan det være svært at forstå, hvordan det kunne lade sig gøre at opføre disse bygninger i en tid uden de maskiner, vi har til hjælp i dag.

Zigguraterne i Mesopotamien

I det gamle Mesopotamien, som lå i det nuværende Irak, byggede man også store helligdomme i oldtiden. Disse helligdomme hedder ziggurater. Zigguraterne blev bygget af mursten. Ud fra et firkantet grundplan, der målte ca. 50 x 50 meter, blev zigguraten bygget op i trinvise lag. Øverst blev zigguraten afsluttet med en lille helligdom.

Den største ziggurat, man har fundet, har været omkring 50 meter høj. Alle zigguratens ydervægge skrånede let. De buede også let udad, så bygningen ikke skulle virke så stiv. Man regner med, at der har vokset træer og buske på de skrånende vægge.

Vejen op til helligdommen på toppen var enten en tredelt trappe eller en spiraltrappe. Zigguraten blev nu ikke overrendt af mennesker. Sandsynligvis var det kun præsterne, der kom der. For zigguraten var gudernes hus – ikke menneskenes. Gennem zigguraten kunne mennesker, ved præsternes hjælp, komme tæt på guderne.

Man ved ikke helt, hvor zigguraten har fået sin form fra. Nogle mener, at den er en efterligning af de bjergtempler, indbyggerne i Mesopotamien tidligere havde bygget. Andre mener, at den er en efterligning af et helligt bjerg fra skabelsesmyterne. Andre igen mener, at zigguratens høje, trinvise form er bygget som en bro mellem himlen og jorden.

I en myte fra Mesopotamien fortælles der om, hvordan kongen Gudea mødte guden Ningirsu i en drøm. Ningirsu gav ham ordre til at bygge en ziggurat og viste kongen, hvordan dette bygningsværk skulle se ud.

I dag har man omkring 25 ziggurater tilbage. Den bedst bevarede af dem er zigguraten i Ur-Nammu i det nuværende Irak. Den største er fundet ved Chonga Zanbil i Iran. Den har været omkring 50 meter høj, men kun halvdelen af højden er tilbage i dag.

Kilder

Jørn Ørum-Nielsen: “Længeboligen”, Kunstakademiets Forlag, Arkitektskolen, Arkitektens Forlag.

Lars Marcussen: “Rummets arkitektur – arkitekturens rum”. En introduktion til Europas arkitekturhistorie.

Niels H. Andersen: “The Sarup Enclosures”, Aarhus Universitetsforlag 1997.

Jørgen Jensen: “Danmarks oldtid bd. 1-4”, Gyldendal 2002.

Hansen, Svend: “Jættestuer i Danmark Konstruktion og restaurering”, Miljøministeriet, Skov og Naturstyrelsen 1993.

Dehn, Torben; Hansen, Svend; Kaul, Flemming: Stenaldergrave i Danmark, bind 1., Nationalmuseet – Skov og Naturstyrelsen 1995.

Dehn, Torben; Hansen, Svend I.; Kaul, Flemming: “Stenaldergrave i Danmark, bind 2″, Nationalmuseet – Skov og Naturstyrelsen 2000.