Pladser og byrum
Her kan du læse om, hvilken betydning pladser og byrum har og har haft. Du kan også læse om, hvad der er vigtigt for, at en plads er vellykket.
Når man bevæger sig rundt i en by, oplever man byens rum og påvirkes af omgivelserne, selvom man måske sjældent er bevidst om det. Et sted i byen kan have en hel særlig og personlig betydning. Det kan være en bygning, et træ, et lille torv, en særlig belægning på vejen, en facade osv. Et sådant sted bliver derved til et fikspunkt i byen.
Andre steder i byen er bygninger udformet så neutralt, at de ikke gør indtryk, og man lægger derfor ikke mærke til dem.
Fikspunkter i byrummet
Selv den mest intetsigende bygning kan blive et sted med særlig betydning, hvis man har et personligt minde om den. Et sådant fikspunkt kan fx være en bygning, man altid kørte forbi, når man blev hentet i børnehaven. Eller det kan være en bænk, hvor man sad og spiste is med sin bedste ven, da man gik i 2. klasse.
Alle har personlige fikspunkter i en by. Det kan være alt fra store bygninger til små detaljer. Det kendetegnende for et fikspunkt, er, at det rummer en personlig betydning for én. Det er herigennem, at man lærer en by at kende og får et forhold til den, uanset om man har boet i byen altid, eller om det er første gang, man besøger den. Hvis en by byder på mange visuelle oplevelser, kan det være lettere at føle sig hurtigt hjemme i byen. De visuelle oplevelser kan nemlig komme til at fungere som personlige pejlemærker i det indre kort af byen, man har i hovedet.
Vores personlige erfaringer i byen er med til at gøre byen til “vores egen”. Et element i byen, som ofte bliver til et omdrejningspunkt for en personlig oplevelse, er en plads eller en park. I et sådant byrum har samspillet mellem mennesker, bygninger og udsmykning stor betydning.
Pladser, mennesker og demokrati
I antikkens byer var pladsen central. Pladsen, som på græsk hedder agora, var et mødested for borgerne i de græske byer. Her handlede, festede og diskuterede man. Pladsen var det sted, hvor folkets meninger blev hørt. Derfor siger man også, at den græske agora er det vestlige demokratis vugge. Og som den græske filosof Thukydid (mellem 460 og 455 f.Kr. til ca. 400 f. Kr.) sagde, så er det mennesker, der skaber byen, ikke mure.
Torv, handel og byer
I middelalderen voksede mange byer op omkring et torv. Torvet er en større åben plads i en by til fx handel. Her mødtes handlende fra et stort område og solgte deres varer. Rundt om torvet og den handel, der foregik der, voksede byen op. Torvet var ganske enkelt udgangspunkt for, at der overhovedet blev en by. Torvet blev også det sted, hvor man anlagde byens rådhus. Ofte lå byens kirke desuden ved torvepladsen. Endnu i dag har mange byer torvet som centrum.
Mange pladser ligger desuden, hvor der er butikker. Handel og samvær er således stadig centralt placerede i mange byrum.
Parker – naturen i byen
I 1800-tallet voksede byerne sig langsomt så store, at naturen blev fremmed for mange mennesker.
Man fik derfor et nyt syn på naturen. Den blev fremhævet som noget ægte og værdifuld – og ofte som modsætning til byen. I naturen kunne mennesker finde ro og harmoni. Derfor begyndte man at anlægge parker i byerne. Her kunne byens borgere finde et lille stykke af naturen.
Nogle parker blev anlagt med prægtige bede, springvand og tætklippede græsplæner. Her hentede man inspiration fra barokkens store haveanlæg, hvor alt havde været struktureret og ordnet. Men andre parker blev anlagt, så de lignede vild natur. Der var fx krat, snoede stier og rislende bække. Disse vilde haver blev hurtigt idealet i 1800-tallet. Men i virkeligheden var denne ‘ægte’ natur lige så planlagt og krævede lige så mange gartnere som de andre parker.
I planerne for modernismens byer var effektivitet og trafikale forhold i centrum. Alligevel blev der plads til parker og grønne områder. De skulle dog ikke anlægges på jorden, for her ville de tage for meget plads, der kunne bruges til mere praktiske formål. I stedet skulle parkerne ligge på de høje bygningers flade tage. Her var masser af plads, lys og luft.
Denne ide er for nylig taget op af den danske tegnestue PLOT, som planlægger at anlægge en tagpark på taget af Magasins høje bygning i det indre København.
I dag har de fleste byer et eller flere parkanlæg. Parkerne har stadig det formål at bringe lys, luft og natur ind i byerne. Det er i parkerne, at byboerne slapper af. Det er her, man mødes, løber og går tur. Parkerne er rum for en række aktiviteter.
Den vellykkede plads
I alle byer er der pladser. De kan være store, små, åbne, lukkede, smukke, kedelige osv. Ikke alle pladser opleves som steder, hvor man har lyst til at opholde sig. Nogle af dem giver ligefrem lyst til at gå igen hurtigst muligt.
To vellykkede pladser behøver ikke at ligne hinanden. Pladser kan være vidt forskellige, men lige smukke og virkningsfulde. Man kan dog finde en række fællestræk, som går igen ved vellykkede pladser.
Pladsen skal eksempelvis være omgivet af forskellige bygninger, og disse skal ikke have samme funktion. Der skal fx både være beboelse, kontorer og butikker – måske endda en skole, et rådhus eller en kirke blandt bygningerne. De forskellige funktioner betyder, at der kommer mennesker på pladsen på forskellige tidspunkter og med forskellige formål.
Der skal være en sammenhæng mellem pladsens størrelse og den bygning, der fylder mest af bygningerne rundt om pladsen. Hvis fx pladsen ligger ud fra et rådhus eller en kirke, skal pladsen være stor og åben, så bygningen ikke virker for voldsom. På samme måde vil det virke forkert, hvis en stor og åben plads er omkranset af små, lave bygninger.
Ligeledes skal pladsen og husene spille sammen. En cafe kan fx have et hjørne af pladsen til udeservering, og en åbning mellem to huse skal helst føre ud i en åbning på pladsen og ikke ud i en mur eller en statue. Den vellykkede plads skal heller ikke kun være indrettet efter praktiske hensyn. Der skal også være elementer, der kun har en udsmykkende funktion, såsom en særlig stensætning i brolægningen, et springvand, smukke bænke eller blomsterbede.
Pladsen skal også opleves som et rum for sig selv – med husenes facader som vægge, brolægningen som gulv og himlen som loft. Den skal dog ikke virke lukket.
Endelig skal man kunne komme ind til pladsen fra mange sidegader. Pladsen må dog ikke blive et kryds, hvor man straks går videre i en ny retning.
Åen skabte levende byrum
Byen Aarhus blev anlagt i vikingetiden. Den blev anlagt ved mødet mellem åen og det åbne vand og fik sit navn derefter. Byen hed oprindeligt Aros, hvilket betyder åens udmunding. Åen og vandet har haft stor betydning for byen. Vandet gav Aarhus forbindelse til resten af verden, og via åen kunne skibene sejle helt ind i byens midte.
Senere blev skibene for store til at anløbe den naturlige å-havn. En ny havn blev anlagt i bugten, og å-havnen mistede sin betydning. I 1930’erne valgte man at lægge asfalt over åen, så man kunne få en bedre bilforbindelse gennem byen. Men herved mistede bymidten sin charme. Bymidten var ikke længere et attraktivt område at opholde sig i for byens beboere og gæster.
Tiderne skiftede, og i 1990’erne valgte man at genåbne åen. Midtbyen blev atter et mødested og et knudepunkt i byens selvforståelse.