Postmodernisme

Postmodernismen er perioden fra ca. 1970’erne til starten af 1990’erne. Dens kendetegn er genbrug af stilarter, citater fra andre bygninger, fravær af betydning, mange farver, alle former og materialer som lige gyldige.

Fantasi i stedet for funktion

Omkring 1978 gjorde en gruppe arkitekter op med modernismens hårde og kantede former. De ville ikke længere bygge i ensfarvede firkanter, rette vinkler og med vægt på enkle former. De ville bruge de former, farver og linjer, de havde lyst til. Postmodernismen blev derfor en blanding af nye og gamle stilarter med lån fra alle verdensdeles arkitektur. Man legede med formerne og lånte elementer, fra hvad man end fandt inspiration i.

“Formen følger fantasien”, udtalte den postmoderne arkitekt Tschumi (f. 1944). Hans udsagn var en direkte modsætning til funktionalismens “Formen følger funktionen”

Arkitektoniske citater

Et hyppigt brugt element i postmodernismen er citater fra andre bygningsværker og stilarter. Det kan fx være Parthenons søjler, der dukker op ved siden af en stålkonstruktion fra funktionalismen.
Arkitekten udvælger de former, han synes om, og ser ikke på, hvilken betydning de har haft. En trekantfronton som på en tempelgavl kan fx sagtens bruges som portal til en pølsevogn. Og hvorfor ikke sætte et spir fra en gotisk kirke på et beboelseshus? På den måde får genbruget af formerne en ironisk, drillende klang i den postmodernistiske arkitektur.

Lige gyldighed

Meningsløse og mærkværdige påfund optræder ofte. En trappe fører ikke nødvendigvis nogen steder hen. Og hvem siger, at man skal kunne gå igennem en port, når dens form er nok i sig selv? Alle former og materialer bliver lige gyldige – forstået på den måde, at de har lige værdi. En klassisk søjle har ikke mere værdi end et plasticrør. Nogle arkitekter bruger ligefrem affaldsbrokker i deres bygninger for at understrege formernes lige gyldighed.

Farver og striber

Farverne er i høj grad med til at vende op og ned på de arkitektoniske lån, postmodernisterne bruger. Søjler kan laves knaldrøde, eller en kuppel kan males i alverdens striber. På den måde både genbruger man formerne og forholder sig til dem på en ny måde, så de mister deres tidligere betydning.

Det ydre – og det indre

Det er især den udvendige side af en bygning, der bliver brugt til arkitektens leg med former, materialer og farver. Ofte er facaden derfor rent til pynt og uden sammenhæng med bygningens indre eller bygningens funktion. Indvendigt kan en spraglet postmoderne bygning have ganske almindelige rum.

Gammelt – men nyt

Postmodernisternes hang til at genbruge fortidens arkitektur bliver til tider så konkret, at man bygger en hel ny bygning – men i en gammel stil. I Sverige har man fx bygget en helt ny by af bindingsværkshuse, som man byggede i gamle dage. Mange forbinder bindingsværkshusene med hygge og landlig idyl, og det er den betydning, man har givet husene ved at genbruge stilen på ydersiden. Indvendigt er alt topmoderne og velfungerende. Bindingsværket bliver ren facade, som ikke hænger sammen med husets indre