Rokoko

Frederiksstaden
Photo: Martin Heiberg, Copenhagen Media Center
 

Rokoko er perioden ca. 1730-1760. Ordet rokoko stammer fra det franske ord “rocaille”, der betyder musling.

Perioden kort

Rokokoen opstod i Frankrig, og den ses først og fremmest i kunsthåndværk og dekorationer. I Danmark er der ikke bygget meget i den meget korte periode, hvor rokokoen var moderne. Det, der blev bygget, var til gengæld af meget høj kvalitet, og på højde med det, der blev bygget i udlandet i samme periode. Rokokoen kom til Danmark i 1730 og varede til omkring 1760. Det var en kunstnerisk stilperiode i Europa fra 1720-1789.

Nøgleord for denne periode er elegant, graciøst og orientalsk. Det var en stilart med snirklede, asymmetriske ornamenter. På den måde kunne man aflæse af stilen, at den var påvirket af østasiatisk billedkunst, som netop var kendt i Europa på denne tid.

Der er ikke så stor forskel mellem barokke og rokoko bygninger, når man ser på den måde de blev bygget på, deres formål og den tid, de blev bygget i. Dog var der en afgørende forskel: I barokken blev dekorationer og udsmykninger nærmest “sat på” bygningen. I rokokostilen “skærer” man udsmykningerne ud af bygningerne. Rokokoarkitektur fremstår derfor ikke så massiv, men er lettere og mere forfinet end barok arkitektur.

Karakteristiske træk

Rokokoen er både en videreførelse af og en reaktion mod barokken. Den byggede videre på barokkens dekorative tendenser. I modsætning til barokkens tunge, mørke og svulstige arkitektur, begyndte man nu at bygge i en overdreven, let og elegant stil med brug af lyse raffinerede farver. Den tilførte arkitekturen et anstrøg af ynde og fantasi, som kunne være vanskelig at se i både barokken og den senere klassicisme.

Bygningerne blev opfattet som vægge i en by eller i et gaderum, og det var helt afgørende, at de passede sammen, så rummet fremstod harmonisk. Det kom f.eks. til udtryk i Frederiksstaden i København.

Eigtved og Frederiksstaden

Nicolai Eigtved (1701-1754), der var ung gartnersvend drog i 1725 ud i den store verden for 10 år senere at vende hjem som fuldt udlært arkitekt fra Dresden. Eigtved bragte rokokoens formsprog med sig til landet. I 1735 blev Eigtved udnævnt til hofbygmester, og denne nåede trods sin korte virke at formidle rokokoens væsen på mesterlig vis i forbindelse med mange bygningsværker.

Blandt Eigtveds værker kan nævnes Marmorbroen (1741), Landsteder og herregårde (1742-48), Sofienberg ved Rungsted (1744), Prinsens Palæ (1743-44), anlæg af Frederiksstaden og Amalienborg Slotsplads (1749-54), Kunstindustrimuseet (1752) og udvidelsen af Fredensborg Slot med fire hjørnetårne (1753).

Det blev Eigtved, der kom til at præge den danske rokoko. Han var helt klart periodens mest dominerende arkitekt. Han fik til opgave at bygge en helt ny bydel i København, som kom til at hedde Frederiksstaden – opkaldt efter kongen. Bydelen blev anlagt lige i udkanten af København, og var med til at udvide byen. Bydelen er anlagt omkring to centrale akser, der fungerer som gader. Alle gaderne ligger symmetrisk ordnet som i renæssancens by.

Bydelen skulle være et fornemt boligkvarter, hvor de rige borgere kunne få lov til at bygge deres egne huse. Eigtved fik lov til at præge hele bydelen. Han byggede selv en masse huse, men var også med til at bestemme, hvordan de andre huse i kvarteret skulle se ud.

Eigtved lavede et skema, som reglementerede, hvordan facaden skulle se ud. Der var f.eks. påbud om, hvor høj kælderen eller 1. salen skulle være. Alle facaderne skulle være symmetriske som i barokken, de skulle være pudset og malet i grå toner. Resultatet er, at husene i Frederiksstaden minder meget om hinanden, uden at de dermed er fuldstændig ens. I dag anses bydelen for at være noget af det bedste rokoko arkitektur, der er bygget i perioden, ikke kun i Danmark, men i hele Europa.

Centralt i bydelen blev anlagt en ottekantet plads, som fik navnet Amalienborg Slotsplads. Her er fire ens palæer placeret i pladsens diagonaler, som til sammen danner Amalienborg. I pladsens centrum står den mere end 240 år gamle rytterstatue af Kong Frederik 5., som blev skabt af den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly.

Alle bygningerne består af tre etager med to-etagers pavilloner, der markerer hjørnerne ved de to centrale aksegader, der i dag hedder Amalie- og Frederiksgade.

Kilder

Engquist, Hans Henrik : “Dansk Stilhistorie”,Thaning og Appel
Faber, Tobias: “Dansk Arkitektur”, Arkitektens Forlag