Krøyer-
Sætter-
Lassen

Krøyer-Sætter-Lassen

Foto: Sofie Bøgegren

I udstillingen Teenagedrømme kan du opleve installationen Transitions af Krøyer-Sætter-Lassen.

Nutidens teenagere er sidste kuld af den generation, der er døbt generation Z. Det er den første generation, som er vokset op med smartphones, og hvis liv gennemgribende er præget af ny teknologi. De er født ind i en verden, hvor internettet og sociale medier er en del af hverdagen, og det har rokket ved grænserne mellem deres private og offentlige liv. Med et enkelt klik er de online, og teenageværelset er pludselig en scene med et globalt publikum.

I Krøyer Sætter Lassens installation er det netop balancen mellem det at være online og offline, der sættes i scene. Installationen udforsker ideen om et værelse, hvor grænserne mellem de to tilstande er flydende. Rummet har flere funktioner og mange lag. Persienner, gardiner og striber kan både lukke af, tilbyde transparens og danne den perfekte baggrund. Værelset er både et fotostudie og et helle. Bordet er både en lyspult og et sted til lektielæsning, og plateauet for enden af rummet er både en scene og et siddemøbel. Akkurat ligesom teenagetilstanden er en overgang mellem barn og voksen, er rummet fyldt med overgange, der kan forme og støtte teenagerens oplevelse af det skiftende landskab mellem det offentlige og det private liv.

Læs mere om udstillingen Teenagedrømme

4 hurtige

Hvad er inspirationen bag installationen?

»Vi har lavet en rumlig installation, der både opfordrer til selviscenesættelse og til det modsatte. Vi vil gerne lave et rum, som kan forstås i forskellige lag. Det er balancen mellem det at være online eller offline, der sættes i scene. Installationen udforsker ideen om et værelse, hvor grænserne mellem de to tilstande er flydende.«

Hvad kan man konkret opleve i rummet?

»I rummet er der et bord med 6 ring lights sat fast på midten af bordpladen. De kan bruges til at tage selfies med, og de lyser op i rummet som en installation i sig selv. Bagerst i lokalet er der et hævet plateau i to højder, polstret i gulvtæppe. Den ene kan ses som en scene, mens den anden fungerer som en sofabænk med høj chill faktor.«

Hvad ønsker I, at man tager med sig efter et besøg i installationen?

»Vi forsøger at iscenesætte de behov, som er universelle for mange teenagere. Samlet set ønsker vi at skabe et rum, der opfordrer til udforskning, refleksion og dialog om, hvordan arkitektur og design kan forme og støtte en oplevelse af det skiftende landskab mellem det offentlige og det private liv.«

Hvilke tendenser i samfundet taler installationen ind i?

»Vores installation adresserer de aktuelle strømninger og udfordringer, som unge står overfor. Det gør den ved at undersøge, hvordan de unges fordybelse i digitale medier og sociale netværk påvirker deres opfattelse af det offentlige og private rum. Dette peger på en fremtid, hvor den digitale forbindelse spiller en central rolle i unges liv og i formningen af deres oplevelse af rum og identitet.«

 

Foto: Sofie Bøgegren

Hvem er Krøyer-Sætter-Lassen?

Designvirksomheden Krøyer-Sætter-Lassen er grundlagt i 2016 af Emil Krøyer og Mads Sætter-Lassen. De arbejder med en ærlig, logisk og funktionel tilgang til design, der viser, hvordan de er rodfæstet i den danske designarv. En tilgang, der er synlig i deres materialevalg og detaljering lige fra deres industrielle designobjekter og til deres interiører.

Mød udstillerne

Our Shift

Natural Material Studio

Barbara Marstrand