Langelinieskuret

Foto: David Kahr

Sted

Langelinie Allé 26, 2100 København Ø

Åbent

Søndag kl. 10-17

Tilgængelighed

  • Lift / rampe / niveaufri adgang til hoveddør
  • Niveaufri adgang inde i bygningen / stedet
  • Niveaufri adgang til udearealer
  • Elevator
  • Handicaptoilet
  • Låste døre kan i nødstilfælde låses op udefra
  • Stole eller bænke man kan hvile sig på
  • Mulighed for at spise/drikke
  • Handicapparkering
  • Teleslynge
  • Medlem af Solsikkesnoren
  • Medlem af God Adgang

Kom med ind i Langelinieskuret og den 350 meter lange facade langs havnekajen. Bliv klogere på den historiske toldbygning, snus til bygningens nye restaureringsprojekt og nyd den særlige udsigt til både land og vand.

På kanten af Langelinie finder man Langelinieskuret. En tidligere toldbastion i Københavns Frihavn. Kom indenfor i den vidunderligt alsidige bygning, der blev sat i verden for at sikre både en konkurrencedygtig handel og et rekreativt område for københavnerne.

Promenade på taget

Langelinieskuret er tegnet af Vilhelm Dahlerup i 1894 og opererer på flere niveauer. I stueplan håndterede man datidens toldsætning af varer. De kom ind fra havnens mange fragtskibe, der lagde til ved bygningens vandside. Efter varerne var vejet og registreret, blev de sendt videre ud til områdets pakhuse og fabrikker via den underjordiske transportgang i kælderen.

Bygningens tag havde dog en helt anden funktion. Her blev Langeliniepromenaden anlagt som et rekreativt område. Som en forhøjet boulevard højt over skibe og skur, kunne byens borgere her nyde fritiden med en spadseretur.

Se smukke hvælvinger

Til Open House kan du se den smukke arkitektur indefra. Her er stilen et tidligt eksempel på historicisme, hvilket ses i de smukke hvælvede lofter og såkaldte Monierbuer, der er hvælvinger i armeret beton.

Bygningen blev i 1990’erne restaureret og inddelt i mindre lejemål til cafeer og butikker. Over en årrække fungerede Langelinieskuret som en større klynge af outlets, der tiltrak et væld af shoppelystne turister og københavnere.

I 2021 blev bygningen købt af fonden Karberghus, der lige nu er i gang med at restaurere bygningen. Til Open House vil man derfor også kunne få et kig ind i bygningens fremtid.