Dansk Arkitektur Center åbent hver dag til 22:

En uge fyldt med inspirerende events og banebrydende debatter under verdens største kongres om bæredygtig arkitektur

Kontakt

Presseansvarlig Johanne Troelsgaard Toft
jott@dac.dk
+45 6142 1927

Dansk Arkitektur Center går all-in under UIA World Congress of Architects – verdens mest betydningsfulde kongres om bæredygtig arkitektur og byggeri. Fra den 2. juli til den 9. juli 2023 har vi åbent til kl. 22 hver dag. Alle er inviteret til at deltage i en række spændende events, livlige debatter og underholdende familieaktiviteter, der fylder huset med en pulserende energi. Eller man kan bare hænge på tagterrasserne og sippe kolde cocktails.

Byggeriet står for op til 40% af al CO2-udledning, og samlet set menes byer at være ansvarlig for 75% af den globale udledning. I uge 27 strømmer verdens førende arkitekter, ngo’er og beslutningstagere til København for at udforske, hvordan arkitektur kan være en del af løsningen. Der er brug for en radikal forandring, hvis vi skal skabe bæredygtige byer for alle. UIA verdenskongressen afholdes med temaet ”Leave no-one behind”.

Oplev en arkitektonisk fest fyldt med inspiration, viden og engagement, når Dansk Arkitektur Center bliver epicentret for et program, hvor alle kan deltage. Mød arkitekter, borgere og arkitekturinteresserede fra nær og fjern, og udforsk og diskuter bæredygtig arkitektur og byggeri.

Direktør og arkitekt Kent Martinussen siger: ”DAC’s vision er at engagere og udfordre. Denne uge er vores platform til at skabe dialog og finde innovative løsninger. Vi inviterer alle til at deltage i debatterne, opleve vores udstillinger og blive en del af bevægelsen mod en mere bæredygtig fremtid.”

Deltag i debatter og unikke oplevelser

Allerede søndag sparkes programmet i gang med det årlige DAC Arkitekturløb København, hvor arkitekturmotionisterne løber eller går sammen med arkitekter fra hele verden gennem spændende lokaliteter.

DAC’s store sommerudstilling Copenhagen in Common kan man eksklusivt møde nogle af de udstillende arkitekter og høre dem fortælle om deres projekter. Lyt også til en samtale med anerkendte arkitekter som Jan Gehl, Anna Heringer og Kerstin Thompson, hvor de deler deres personlige oplevelser og inspirationskilder som arkitekter på eventen Architects, not Architecture.

Hør arkitekt Bjarke Ingels, og Marion Waller, direktør for Pavillon de l’Arsenal, Paris diskutere, om urbane designkoncepter dræber organisk byliv på en speciel edition af MorgenDAC. På BLOX Tour de Chambre kan man udforske det spektakulære BLOX-byggeri; en provokation på havnefronten, der er designet af den anerkendte tegnestue OMA, og som er hjemsted for Københavns blomstrende design-, arkitektur- og byplanlægningsfællesskab.

Hele ugen opfordrer Dansk Arkitektur Center de mindste til at give deres bud på fremtidens by i workshoppen Leg LEGO®-arkitekt. Det er en fantastisk mulighed for børn i alle aldre til at udforske og lege med arkitektur.

Nyd den stemningsfulde jazzmusik, lækre mad og gode selskab på Dansk Arkitektur Centers spektakulære tagterrasser med udsigt over Københavns havn og middelalderbyen.

Presseadgang

Der er reserveret et begrænset antal pressepladser til de forskellige events. Ønsker du at dække begivenheden, skal du tilmelde dig hos Senior Press Officer Johanne Troelsgaard Toft på jott@dac.dk eller telefon 61421927

Der afholdes en særlig BLOX presseevent på engelsk, primært for international presse, den 4. juli fra kl. 15-17. Kom med på den eksklusive, guidede pressetur i BLOX, og lær hvorfor København er verdensarkitekturhovedstad 2023. Oplev, hvordan kreative danske løsninger inden for kunst, design, arkitektur og byudvikling driver overgangen til en cirkulær fremtid.

Interviews

Ønsker du at lave interviews med Dansk Arkitektur Centers direktør Kent Martinussen, skal du ligeledes kontakte Senior Press Officer Johanne Troelsgaard Toft på jott@dac.dk eller telefon 61421927

Læs mere om DAC events under kongressen.