Et lille hus i byen
Udstillingsperiode
14. september - 18. oktober 2015
Støttet af
Udstillingen Et lille Hus i Byen var udviklet i samarbejde mellem Dansk Arkitektur Center, Byggeforeningernes Fællesudvalg, Statens Byggeforskningsinstitut og Dome of Visions. Projektet var støttet af Realdania og KAB Fonden.
Kartoffelrækkerne og Humleby – hvem vil ikke gerne bo der? I dag er de gamle byggeforeningshuse blandt byens mest eftertragtede og dyre adresser, men oprindelig blev de opført som billige boliger til arbejderklassen. Udstillingen kunne ses i Dome of Visions.
Med udstillingen “Et lille hus i byen”. En udstilling om Arbejdernes Byggeforening – nostalgi eller fremtid?” i Dome of Visions fejrede Dansk Arkitektur Center byggeforeningernes 150 års jubilæum og så samtidig nærmere på, hvordan de kan inspirere fremtidens boligbyggeri.
Priserne på boliger i København synes kun at gå en vej: opad. Byen vokser med 1000 nye indbyggere om måneden, og det skaber helt naturligt et pres på priserne, der gør at mange almindelige familier efterhånden ikke vil have råd til at bo i byen. Men måske løsningen for fremtiden ligger i fortiden?
For 150 år siden opstod byggeforeningerne som en ny boligform, der gjorde det muligt for den almindelige familie at købe bolig i byen. På det tidspunkt stod byerne også over for en række udfordringer, der opstod, da industrialiseringen medførte massiv indvandring fra land til by. Byggeforeningshusene blev finansieret ved at arbejderne gik sammen i fællesskab og ofte fik de også støtte fra det sted de arbejdede – f.eks. Carlsberg og B&W.
I modsætning til de tætbebyggede lejligheder i brokvartererne var byggeforeningsboligerne ofte udformet som små to etagers rækkehuse med masser af lys og luft. Desuden blev der tænkt i fællesarealer og -faciliteter som fx badeanstalt, brugsforening, bibliotek, forsamlingshus, værksteder og endda brandstation. Man fik et lille lokalsamfund midt i byen – noget man stadig kan fornemme, hvis man går en tur rundt i f.eks. Humleby. Men hvad blev der af byggeforeningerne? Hører de fortiden eller fremtiden til? Og går du også rundt og ønsker dig et lille hus i byen?
I udstillingen “Et lille hus i byen” ‘kunne du opleve historien om byggeforeningerne, og hvad det er, der har gjort dem så populære. Samtidig pegede udstillingen fremad: kan byggeforeningerne inspirere til nye, alternative boformer i byen? For der er altså ikke plads til, at alle byens borgere bor i villaer med egen have – i hvert fald ikke, hvis vi skal bevare den tæthed, som er en del af byens DNA.