Kids’ City

Udstillingsperiode

7. februar - 10. maj 2020

Tag hele familien med til udstillingen Kids’ City og gå på opdagelse i et sanseligt univers med omvendte huse, kæmpe stole og cykelslanger. Oplev, hvordan god arkitektur kan gøre livet i byen både sundere og sjovere for alle.

Kom til åbningsfest

Tag hele familien med til festlig åbning af DACs nye udstilling ’Kids’ City – en by for børn er en by for alle’.

I udstillingen Kids’ City kan du opleve, hvordan god arkitektur kan gøre livet i byen både sundere og sjovere for alle. Tag forbi åbningen d. 6. februar hvor der er gratis adgang til udstillingen, masser af aktiviteter samt børnevenlig og billig aftensmad.

En by for børn er en by for alle!

Sjov by

Hvordan kan vi have det endnu sjovere sammen i byen? Se nogle af de bedste eksempler på arkitektur skabt til leg og fællesskab. Brug din egen krop, når du klatrer rundt i en mini-udgave af KU.BE (Kultur og Bevægelseshus på Frederiksberg) eller vender verden på hovedet i et omvendt hus. Sammen med dine venner kan I også bygge verdens fedeste by i Minecraft.

Lille i en stor by

Byen kan føles meget stor, når man er lille. Oplev, hvordan den danske tegnestue Cobe har designet en børnehave i børneskala med 11 små huse, som sammen former en lille landsby i storbyen. Og mærk selv, hvad ”skala” vil sige, når du leger med mini- og maksimøbler.

Cykelby

Der er ingen tvivl om, at København er en cykelby. Alle cykler. Selv 5-6-årige cykler rundt i byen. Hvor sejt er det lige?! Vi har endda broer designet kun til cykler. Kravl ind i en cykelslange og få øje på de mange cykelbroer ude i byen.

Sund by

I 2025 står BørneRiget klar lige ved Rigshospitalet. Tegnet af den danske tegnestue 3XN med visionen om at skabe ikke mindre end verdens bedste hospital for børn og familier. Her er der plads til leg, og plads til at svære situationer kan blive til positive og trygge oplevelser.  

Udviklet af

Udstillingen er finansieret af Realdania og udviklet af Dansk Arkitektur Center.
Dele af udstillingen er udviklet af Utzon Center i forbindelse med udstillingen Rumtosset og venligst udlånt.

 

Tak til alle der har bidraget