Amalienborg

Siden 1794 har de danske konger og dronninger boet på Amalienborg, der er et af Europas fornemste rokokoanlæg.

Amalienborg er det arkitektoniske og symbolske centrum i bydelen Frederiksstaden. Bydelen blev anlagt for, at fejre det oldenborgske kongehus’ 300 års jubilæum i 1748. Hensigten med anlægget var at hylde den enevældige konge, Frederik V, mens man på samme tid ville opfylde adelens behov for palæer i hovedstaden. Af samme grund var slotsanlægget oprindeligt bypalæer for adelsfamilier, og først da Christiansborg brændte i 1794, blev Amalienborg kongefamiliens bopæl.

Arkitekten Niels Eigtved stod for planlægningen og den arkitektoniske udformning af såvel den nye bydel som palæerne. Midtpunktet i Eigtveds plan er den ottekantede slotsplads, omgivet af Schacks Palæ (Christian IX’s Palæ), Moltkes Palæ (Christian VII’s Palæ), Levetzaus Palæ (Christian VIII’s Palæ) og Brockdorffs Palæ (Frederik VIII’s Palæ). Alle palæerne er opkaldt efter deres bygherrer.

Midt på slotspladsen, hvor Amaliegade og Frederiksgade skærer hinanden, står den franske billedhugger J.F.J. Salys rytterstatue af Frederik V. Han var Amalienborg og Frederiksstadens grundlægger.

Inspirationen til Amalienborg Slotsplads kom fra de kongelige ærespladser, man kendte fra 1600-tallets Frankrig. De fire næsten ens palæer afrunder og lukker pladsens hjørner, og samtidig giver de fire gadeudmundinger en fornemmelse af pladsen som et led i en større sammenhæng. Med andre ord udtrykker pladsens afbalancerede orden og harmoni selve enevældens statsideal. Også rytterstatuen af Frederik V, der rider frem mod Frederikskirken, signalerer den grundlæggende enevældige idé: Kongen er Guds levende billede på Jorden.

Da kongefamilien erhvervede Amalienborg i 1794, blev der blandt andet opført en kolonnade tegnet af C.F. Harsdorff over Amaliegade som forbindelsesgang mellem Moltkes og Schacks palæer.

Amalienborg – der har sit navn fra lystslottet Sophie Amalienborg, der tidligere lå på stedet – er et af Europas fineste rokokoanlæg.